‘Jeg er ensom’

Da jeg fik af vide, at jeg var syg og skulle opereres i mit hoved, var der mange, der sagde, at nu ville jeg finde ud af, hvem mine ’rigtige’ venner var.

»Det var dog forfærdeligt,« tænkte jeg.
Ikke nok med at mit kranie skulle åbnes, mit hår barberes af og at min hørelse ville forsvinde. Skulle jeg også til at miste mine venner?

De første tre var jeg tvunget til at acceptere, men punkt fire ville jeg ikke finde mig i. Jeg tænkte, at jeg højst ville finde ud af hvem af mine venner, der kunne håndtere alvorlig sygdom. Jeg var sikker på, at hver og én af dem, forstod hvor tilfældigt det var, at det lige var mig, der var blevet syg. Og jeg var overbevist om, at de hver især ville være der – på deres egen måde. Den tankegang var jeg stolt af. Jeg syntes, at det var klogt tænkt, som jeg også skrev i min bog.

Da jeg fik af vide, at jeg var syg, stod folk næsten i kø for at hjælpe. De tog fri fra arbejde, tog med mig på hospitalet, lavede aftensmad til mig og ungerne, kom med gaver. Det var så afsindigt rørende. Men kurven for hjælp var en sinuskurve, som toppede efter få uger… Uger! Men at blive alvorligt syg er et langt, sejt træk. Det var uger hvor jeg ikke kunne gå. Måneder hvor jeg sov omkring 15 timer i døgnet. Halve år før jeg lærte at skrive, tale, gå og lukke øjet – igen.

Det lange, seje træk er ensomt. Jeg er ensom. Jeg er alene. Meget tit. Sådan er det bare. Mine venner og min familie kan ikke blive ved med at smide, hvad de har i hænderne, hver gang jeg kalder. Og jeg kalder lydløst – det er en af de ting, jeg slås mest med – sorgen over at bringe så meget frygt og ulykke. Mit selvbillede er i krig med virkeligheden. Når jeg skal vælge mellem to frygtelige scenarier – at bede om hjælp eller klare mig selv – så vælger jeg at sidde alene og græde lydløst på hospitalsgangen. Mens minderne kaster mig rundt i dét, der blev så skæbnesvangert for mig.

I 2014, hvor livet stadig var normalt, ville ingen have gættet på, hvordan mit liv ser ud i 2016. Virkeligheden er, at jeg bærer på en sorg så stor, at de fleste venner og dele af min familie forsvandt. Der er så mange holdninger til, hvad jeg skulle have gjort, hvordan jeg burde have tacklet situationen. Men man tager ikke nødvendigvis de klogeste valg, i en livsperiode hvor ens datter skriger, hver gang hun ser én. Hvor man går langt over sine egne grænser af formåen for at holde fogeden fra døren. Den slags reflekterer sig ikke nødvendigvis i kloge beslutninger.

Det er frygteligt at tale åbent om sin ensomhed. Hvad vil der ske, når det her rammer avisens spalter? En masse mennesker, som jeg slet ikke ønsker hjælp fra, vil tilbyde deres tid, hjerte og ører. Men dem jeg savner… vil jeg skubbe længere væk. For man kan ikke lokke en kattekilling tættere på med en håndgranat.

Jeg skulle ha’. Jeg burde ha’. Jeg kunne ha’… en en hel masse andet. Men det krævede et overskud, jeg ikke havde, da jeg stod på en brændende tømmerflåde i stormvejr. Ja! Jeg skulle ha’. Jeg burde ha’. Jeg kunne ha’… Jeg kunne bare ikke. Hver dag øver jeg mig i at tilgive. Jeg tror, at tilgivelse er den hemmelige kilde til lykke. Det skal nok lykkes. Jeg er en stædig type.

Indtil det lykkes, vil jeg søbe lidt i svigt og sorg. Og til evig tid tænke: At det at være der i det lange, seje, stille træk er meget vigtigere, end at komme med aftensmad i en solstråle.
14 dages hjælp. Det er ER flot. Det er bare ikke meget ud af 596 dage. Alvorlig sygdom rækker så meget længere end til den dag, man tager hospitalstøjet af.

Jeg må komme videre. Min kroniske krampe i højre fod, mine sovende tæer og min ’summende’ kind, følger tilsyneladende med. Jeg kan høre mig selv 24 timer i døgnet. Jeg bliver aldrig den samme. Men må redefinere, hvem jeg nu er. Måske finder jeg ud af det engang i 2017? Men endnu er jeg afsindigt tyngende bevidst om min angst, min frygt, min økonomi. Og min ensomhed.

MH

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.