Skal jeg acceptere skæbnen eller kæmpe imod?

Jeg er krig med min virkelighed. Vi er under angreb – på flere fronter – min virkelighed og mig.

Efter en mindre tsunami i min hjerne. Efter en operation, hvor jeg fik fjernet en godartet svulst i hovedet. Er jeg (igen) indlagt til genoptræning på Vejlefjords Rehabiliteringscenter.

Det er 15 måneder siden, jeg blev opereret. Jeg har genoptrænet lige siden, men mange gange hver dag skal jeg stadig forholde mig til en ny virkelighed.
En virkelighed, der handler om at være hjerneskadet. Om den træthed, der opstår for de fleste hjerneskadede, og om hvordan man tackler den.

I denne omgang har jeg været indlagt i en uge. En virkelig voldsom uge. For efter 15 måneders kamp overgav jeg mig – endelig. Til accepten af at mine livsvilkår er ændret.
Det har været hårdt at nå hertil. Jeg har grædt til jeg sov, kun for at vågne og græde videre. Jeg har haft godt gammeldaws ondt af mig selv.

Det har jeg ellers ikke kunne tillade mig meget længe, for jeg har haft så travlt med at skulle lære at gå, spise, tale, skrive, køre. Alting – vi ellers tager for givet – har jeg skullet lære igen.
I de sidste par dage har jeg så rustet mig. Uden helt at forstå om jeg er afsindig klog eller decideret dum. For helt ærligt, kan det at acceptere et nyt livsvilkår, som f.eks. træthed, ikke blive en selvopfyldende profeti?
Har jeg ikke forstået det korrekt, når jeg tror, at hjernen er plastisk og i stand til at skabe nye veje, hvis bare vi hjælper dem på vej?

Er en del af det mirakel jeg har været igennem (for det er et mirakel, at jeg har lært at gå, spise, tale, skrive og køre bil igen) ikke selvforskyldt? Er det ikke min vilje – min fighterpersonlighed – og et ukueligt gåpåmod, der har bragt mig så langt som jeg er nået? Eller har jeg storhedsvanvid og er min tilgang til livet en hån mod alle mine medhjerneskadede? Er det faktisk sådan, at vores liv bliver lidt lettere, den dag hvor vi ikke længere kæmper imod, men accepterer tingenes tilstand?

Jeg er i tvivl. Jeg og skifter mellem de to spor. At tage ansvaret og have viljen til at kæmpe. Og at give ansvaret fra mig og lægge alt i hænderne på skæbnen? Men måske ligger sandheden et sted midt i mellem?
Måske burde jeg overgive mig, og acceptere at jeg ikke kan en masse ting. Måske er jeg decideret dum, når jeg vil i krig med det hele.

Jeg ved det simpelthen ikke. Men jeg ved én ting. Når JEG har ansvaret, når JEG påtager mig kampen, når JEG insisterer på at prøve, så når jeg måske i mål. Det gør jeg ikke, når jeg græder.
Dermed forbedrer jeg mine chancer 100 pct. ved overhovedet at prøve. Derfor jeg har tørret øjnene. Og ser klarere (for denne gang). Derfor har jeg været ude at cykle. For første gang i 15 måneder. Jeg var afsindigt bange for at falde – det er jeg stadig. Men for mig er det nemmest trods alt at have fødderne på pedalerne og hånden på styret – i mit liv.

Måske er det anderledes for dig!?

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.