Mit mor-mantra er »Jo mere, des bedre«

Jo større verden, des mere farverig hverdag. Jo mere besynderlig mad, jo mere kaos jeg lærer dem, at de kan trives i, jo større hjemmebane, jeg giver mine børn at spille på. Des bedre har jeg gjort det som mor.

Jeg var engang til forældremøde i min nu næsten voksne søns 0-klasse. Jeg var klart den yngste blandt forældrene, på nær hans far som var seks måneder yngre end jeg. Jeg syntes, der var meget at lære af de andre forældre, som havde meget mere livserfaring. Jeg var så grøn, at jeg havde en tendens til at have samme holdning som den, jeg tilfældigvis sad ved siden af. På mødet talte vi om, hvor meget (eller lidt) man kunne forvente af sit barn. Jeg fornemmede klart, at mine forventninger til min søns formåen var langt fra gennemsnitlige. Ugen før mødet havde jeg hentet ham tidligt. Jeg sad bagerst i lokalet og lyttede med, da læreren spurgte, om der var nogle af børnene, som selv ryddede op på deres værelser? Et ret skørt spørgsmål nåede jeg at tænke, før jeg i total forbavselse kunne konstatere, at min søn var den eneste, der rakte hånden op?

Nå, tilbage til forældremødet, hvor en far talte om, at vi ikke måtte sætte specielt, store krav til vores børn. »Forventningspresset på dem er allerede enormt,« lød argumentet. Jeg gik hjem fra mødet med en frygt for, at være ’helt gal på den. At være alt for streng. Stakkels dreng. I de følgende år, især efter jeg blev alene, kæmpede jeg meget med, hvordan jeg skulle være mor. Indtil jeg blev enig med mig selv om, at jo mere et barn kan, des større selvværd og frihed har det. Jeg tog lederskabet, som får mig bestod i at ruste min søn til at kunne selv. For det tror jeg, at børn vokser af. Jeg er stolt af at have opfundet udtrykket bowlingmor – midt i en curlingtid. At det virkede, beviste han allerede efter nytår i 0. klasse. Vi boede cirka fem km fra skolen. Den 2. januar kørte jeg ham i skole, men han gik selv ind. For første gang alene gennem skolegården. Hvor svært kan det være? Jeg tog hjem, og gik i seng igen. Det havde været en hård nytårsaften. Så ringede telefonen fra et ukendt nummer. Pisseirriterende. Jeg tog den ikke – første gang. Da den ringede anden gang, overgav jeg mig.

»Hej mor, det er Benjamin. Jeg har stoppet en cyklist og lånt hans telefon. Jeg tror, skolen er lukket, jeg er den eneste, der er her. Vil du ikke hente mig igen?« Han var 7 år. Midt i den mor-katastrofe (som jeg siden er blevet drillet meget med) mærkede jeg stoltheden over, at han var så snarrådig, beslutsom, handlekraftig – og modig. Han løste problemet. Mens jeg selv måtte ringe tilbage til den tilfældige cyklist for at forsøge at overbevise ham om, at alt var (næsten) normalt i vores familie. Åh Gud… Nu er min søn 17 år. Og alene hjemme på anden uge, mens jeg har været i Jylland. Han har Jose Mendoza – en udvekslingsstudent – boende. Og det virker som om, alt kører. Mad, rent tøj, op til tiden, gymnasiet, styre madbudgettet og sådan.

Det er spild af tid, at jeg ligger her og har dårlig samvittighed. Jeg skulle hellere være stolt. For det er lykkedes mig at lave et selvstændigt tænkende, modent, næsten-voksent menneske. Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Da jeg kom hjem forleden, stod der en vase med en buket rådne blomster. Jeg spurgte forundret: ’Har du købt blomster?’ »Nej, dem tror jeg, du har fået, mor. De stod uden for døren en dag.« Det var ikke faldet ham ind at sige det til mig. Eller at gemme kortet. Derfor svæver det i det uvisse, hvem jeg skal takke for blomster. Men tak – for ham, blomster og for forår.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.