Den svære løsrivelse fra sine børn

Jeg er en ret pligtopfyldende type – det vil sige ikke med nullermænd og matchende tallerkener – men når det gælder dét, der er vigtigt. Mine børn, min karriere og den slags.

Som pligtopfyldende etapesover man gerne en nat, fordi datteren på ni år hoster så meget, at det ikke er nok at være døv på et øre. Man tager tålmodigt imod al aftensmaden, som jeg var så stolt af i første omgang, da den ender i toilettet. (OBS: Jeg kan afsløre, at boller i karry ligner det samme på vej op, som det gør på vej ned.) Man aer barnet, som nu ligger på sofaen og ser alle de hjernedøde, amerikanske, hysteriske børneserier, som jeg normalt nægter hende at se. For hun er i det forjættede ’sløj-men-ikke-manflu-land’.

Og så går man i panik… Jeg skal holde foredrag for Viborg Erhvervsråd kl 15.30. I Viborg. I Jylland. 4-timers kørsel fra ’bræk-crime-scene’. Men foredrag og sygt barn er svære at forene.
Hvad gør en klog? Kan Viborg Erhvervsråd egentligt være i min spisestue? Og hvordan får jeg overtalt dem til at komme forbi? Sønnike købte en gang Harry Potter tryllestav – måske virker den i min desperation… Lort.
Hun har været alene hjemme før. Men kun når jeg var nede at handle, og det tager som bekendt ’kun 5 minutter’. Jeg kikker på sønnike – men han har gruppearbejde på gymnasiet. Gymnasiet for helvede… ham kan jeg ikke bede om at tage mit ansvar, han har sit eget. Men jeg kan heller ikke tage det selv.

Det er én af de morgener, hvor livet giver dig en udfordring inden kl 7. ’I just love the smell of fever in the morning’.
Hun må med. Fire timer den ene vej. Foredrag. Fire timer den anden vej. Der er ikke andet for. Men hun vil ikke. Hun vil være alene hjemme og ser ikke rigtig noget problem i dét – det lille, naive, fantastiske menneskebarn. På ni år. Meget bestemt type.

Jeg stiller frokost klar, og en termokande med te, og kærlighed og ængstelse. Tjekker at iPoden er ladet op, giver hende lov til at købe et spil, en film – alt, hvad iTunes kan afhjælpe i denne desperate situation. Og så kører halvdelen af mig til Jylland.

Efter eller formaningerne: ’Du må ikke lukke nogen ind. Ingen ild. Hvis du mister en finger, skal du holde den varm ved at have den i munden, indtil du kommer på skadestuen. Der er yoghurt i køleskabet. I tilfælde af tordenvejr må du ikke søge dækning under et træ, for du må under ingen omstændigheder gå ud. Kun hvis det brænder… MEN INGEN ILD.’

Min sidstfødte skal være alene hjemme – uden mig. Jeg har gjort mig unødvendig, ’Projekt børn vokser op og kan selv’ – er lykkedes. Så gammel er jeg blevet.
Hvis min datter er klar, er jeg også… Jeg tjekker bare lige at telefonen er ladet op. At der er stillet hostesaft frem. At min kæreste (som bor på en anden matrikel) kikker forbi til frokost.

Jeg er totalt, aldeles, latterligt overhovedet ikke klar. Men det er hun. Det er ikke ligefrem en månelanding. Det er et barn, som helt naturligt er alene hjemme. For første gang.
Mine børns selvstændighed er min største præstation. Jeg har arbejdet målrettet på, at min tilstedeværelse ikke er nødvendig i deres hverdag, for at sætte dem fri.
Resultatet er skræmmende. De kan selv. Uden mig.

Mig: ’God bedring, Kamille. Vi ses i aften. Hvad med, at du så sover inde hos mig – i min seng?’
Hun: ’Det gider jeg altså ikke, mor.’

Jeg skal høre radiokanalen med det sørgeligste musik hele vejen til Jylland. Og hjem igen.
»All byyyyyyyy myyyyyyy seeeeeelf.«

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.