Lever du det liv, du gerne vil?

Dette er min sidste klumme i 2015. Der er en naturlig trang til at gøre status over året, der gik. Jeg følger ’Lonerosen’ på Instagram, hver dag lægger hun et billede op, som grafisk viser, hvilket nummer dagen har i året. I dag er dag nummer 353/365.

De billeder har året igennem tvunget mig til at forholde mig til, hvad jeg har gang i. Stumt spørger de billeder mig hver dag: Hvad har du gang i? Går din tid begavet? Lever du det liv, du gerne vil? 1/365, friheden i noget uberørt. 85/365 det går stærkt! 182/365 shit, halvvejs. 353/365 et år lakker mod enden, brugte du det godt?

Sandheden er, at der det her år – for mit vedkommende – har været grus i maskineriet for min egentlige livsdrøm. Jeg har måske overlevet, mere end jeg har levet. Jeg har holdt 100 foredrag om autenticitet, mens jeg ikke følte, jeg selv var specielt autentisk. Overhovedet. Jeg har prædiket, at der er fravalg i alle tilvalg, og at vi skal turde fravalgene. Mens jeg krampagtigt holdt fast i det, jeg kendte.

Jeg sang Tina Turners ’Keep your eyes on the money’, når jeg igen sagde farvel til mine børn, som havde brug for mig derhjemme, for at køre ud i landet og tjene penge. Næsten hver dag konstaterede jeg, at tiden fløj afsted – uanset hvordan jeg fulgte med eller faldt af.

Men det lykkedes. 2015 er også året, hvor jeg lykkedes. Måske mere end man kunne forvente. Jeg overlevede og lærte, at sygdom ikke slutter, når man forlader hospitalet. Det er på mange måder kun begyndelsen på en kamp, at blive erklæret rask. Jeg lærte at gå igen i en alder af 43 år. Lærte at skrive, først min navn, det er en begyndelse! Jeg bliver næsten gloende indvendigt af frustration, når folk siger: ’Hvor er det godt, at det går dig så godt’. For det er ikke sandt. Og det er sandt. Det man kan se, er måske imponerende, men når min enormt prøvede kæreste forsøgte at overtale mig til at køre til psykiatrisk skadestue, så var det vores hemmelighed. Verden måtte intet vide, for jeg var bange for at blive meldt syg, det ville være økonomisk fatalt og ville gøre min situation værre. Virkeligheden kan være virkelig uhyggelig.

Måske viste jeg netop i 2015 – når jeg gik fra mine børn igen, kørte mens jeg græd hele vejen til Esbjerg – at man skal tage sin egen iltmaske på, før man kan hjælpe nogen andre.

Og hvorfor gjorde jeg det?

Fordi min verden er større end mig. Mit ansvar er større end mig. Mine børn. Banken har godkendt mit budget, resultatet af min kamp er, at vi kan blive boende. Vi har et hjem. Det havde vi i nogle måneder ikke. Man kan ikke betale sine regninger med tårer.

Det lykkedes. Jeg har overskud til at bage honningkagehuse med min datter, og i lørdags holdt min søn julefrokost med 25 gymnasieelever. Jeg havde pyntet langbord og har råd til julegaver til alle, jeg har kær. Jeg er både rask og nogenlunde økonomisk stabil. Jeg kan være noget for nogen igen.

Måske blev 2015 lidt for meget beviset på, at i alle valg er der fravalg. Måske var kampen lidt større end en grædende datter i røret. Måske var jeg mere end nogensinde ’walk the talk’.

Om lidt er det 365/365. Jeg skal elske med min kæreste. Kysse mine børn. Takke alle, der holdt mig i hånden, når den føltes livløs. Jeg går ud af 2015 med en følelse af, at jeg kan mere, end jeg troede menneskeligt muligt. Stolt, men fuld af savn af dem, der ikke kunne tage med på lorteturen.

1/365, velkommen 2016. 2016, skal vi se, hvad vi kan sammen. Jeg glæder mig. Vi skal mere end overleve, vi skal leve.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.