Er der et syrisk barn, som lige nu går i min vinterfrakke?

Folk i panik handler panisk, mig selv inklusive. Det er det at være i panik indikerer, at vi ikke når at være rationelle. Når vi er i panik, er vi forbi det at kunne være rationelle. De to ting hænger bare ikke sammen. Det kan ikke forenes.

Og der bliver handlet i panik i disse dage. Situationen med flygtninge og migranter tegner billeder hos os alle. Mig selv inklusive. Min panik har lært mig, at når der kommer flygtninge, migranter, fremmede, så skal de inkluderes, jo hurtigere jo bedre. Jeg løber til min bil, finder varmt tøj frem, reder gæstesenge op.

Jeg kan næsten mærke deres angst. Det er den frygt, de må slæbe på, som er forrest hos mig. Ikke hvad vi kan gøre imorgen, men hvad vi skal gøre i dag. Andre har lært at fremmede kommer med had, systemer de ikke ønsker, fremmedhed på den væmmelige religiøse måde. De forstår ikke, at jeg ikke mærker deres angst. Det er den rigtige angst, råber de.

Så i stedet for at være enige om, at vi er i panik, så står vi i hver vores skyttegrav og kan ikke anerkende, at alle har ret. Begge synspunkter har potentialet til at blive en selvopfyldende profeti. Hvis vi møder fremmede med kærlighed kommer de med kærlighed, hvis vi møder dem med had, er det det, vi får. Tror jeg.

Dem, der ønsker at lukke grænserne, har ret. Dem, som vil hjælpe folk i nød, har ret. Det er netop tolerance, der mangler. ’Vi kender fremtidige skrækscenarier allesammen. Nogle er mere lige end andre’, skrev George Orwell. Well, well. Det passer ikke for mig. Om I så skriver, at jeg er en blond, naiv, radikal tosse. Så passer det simpelthen ikke. Selv om alle er inviteret til mad her. Alle. Måske er det, det vigtigste, jeg nogensinde gør. Måske er det det dummeste.

Jeg kan da godt huske efter tegningerne, at Dannebrog blev brændt, mit rationale siger mig, at det næppe er den samme person, som nu kommer vandrende langs vejene med alt, hvad de ejer. Alene oddsene er for skøre.

Selvfølgelig vil samfundet forandre sig, men ikke så langt fra den kultur, vi kender. Jeg læser horrible frygtscenarier, som ingen grobund har i virkeligheden. Vi bliver ikke ædt!

Gu’ helvede bryder jeg mig da ikke om tanken om, at vores samfund bliver så forandret, at min datter pludselig skal gå med tørklæde her i Danmark, det er absurd for mig. Jeg tror ikke engang på Gud, hvad end vi kalder ham eller hende. Men jeg tror på mennesker. Jeg tror på kærlighed. Jeg tror på, at vi skal bryde brødet. Jeg tror på, at vi er mere ens end forskellige, uanset indpakning.

Jeg er så naiv at tro, at jeg kan gøre en forskel. Folk, der fryser, skal have varmen. Jeg er ikke fra et land, som ignorerer, at mennesker går langs vejene. Jeg sætter panisk bilen i gear.

Når min datter spørger mig nysgerrigt, hvorfor alt vintertøjet er fundet frem, og jeg fortæller hende, at det er fordi jeg kørte til Rødby for at hjælpe, fordi ingen skal gå og fryse så tæt på mig. Så kan jeg se, at hun lyser op i stolthed.

Jeg lærer hende at handle, gøre noget konkret, værre større end sig selv. Viser hende vejen. Pludselig spørger hun med stolthed i stemmen: »Er der et syrisk barn, som lige nu går i min vinterfrakke?«, forhåbentlig leger hun nu. Forhåbentlig.

Mine intentioner er gode.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.