Børn skal rulles ud i livets kegler

Jeg er en god mor, når mine børn ikke har brug for mig. Det er et paradoks, for jeg føler mig værdifuld, når de rækker ud efter mig. Set i det lys er det bedst (for mig), når de har mest brug for mig. Jo mere hjælpeløse de er, jo mere har de brug for mig.

Det gælder på langt sigt om det modsatte. Det er den ultimative frihed at kunne klare sig selv. Også for børnene. De får en tiltrængt selvsikkerhed af at kunne alt selv.

De er egentlig dna-kodet til at klare sig selv, de sidder ’selv’ som det mest naturlige, når de er små, når vores omklamrende adfærd endnu ikke står i vejen for deres naturlige fremdrift.Jeg forsøger at gøre mig selv, min daglige indsats undværlig. Jeg er lykkedes, når de er uafhængige. Når de er det, er de netop det, uafhængige af mig, og hvor efterlader det så mig?

Jeg har altid været modstander af curlingsyndromet. I en grad så jeg opfandt udtrykket ’bowlingbørn’. Børn, som bliver rullet ud i livets kegler. Jeg forventer, at mine unger slår sig og dermed lærer at finde den mindst smertefulde vej. Især at rejse sig op igen, det er en af de mest værdifulde ting, jeg kan lære dem.

Da min 16-årige søn for nylig var ked af det – de første kærestesorger – var min trøstende kommentar, at det kun bliver værre i hans kærlighedsliv. At første gang er rå, men at det forhåbenlig ikke stopper, før han dør. For prisen for turen på den lyserøde sky er turen i kulkælderen, det er billigt, han skal gøre det igen. Risikere den smerte for evigt. Jo større glæde, des mere at miste.

Min kommentar, hvor nedslående den må lyde, er i virkeligheden den største opmuntring til at fortsætte med at udfordre og udforske livet. Han kan slippe for al smerte ved at ’flatline’ livet. Men jeg kan ikke forestille mig noget mere nedslående end at køre livet sikkert. Fladt, men sikkert – det er ikke meningen. Så hellere gode og svære udsving.

Vi bor i en verden, hvor vi har lært, at det ikke må gøre ondt, slet ikke i livet, det har vi piller og salver imod. Set i et helt livsperspektiv er det grotesk, at livet ikke må gøre ondt, men når vi står midt i smerten, vil vi gøre hvad som helst for at sole os i lykken igen. Så tror vi, det er nemt at tage alverdens genveje. Jeg mangler at se, at de virker.

Derfor løber jeg ikke og prøver at være buffer for mine børn, når de går ind i noget, for at forhindre, at de slår sig. De kommer til at slå sig, uanset hvor meget jeg prøver at forhindre det. Jeg vil hellere lære dem at finde vej, så de kan selv. Også når det er nemmest for mig lige at binde deres sko, så tager jeg den tid, det tager at vente, mens de lærer det selv.

For nylig kørte jeg for min søn, da han skulle til Roskilde Festival. Mine venner griner kærligt og kalder mig ’Curlingexpressen’. Men faktisk er det sådan, at jeg må ty til den slags for glimtvis at være en del af hans liv. Han kan jo alt selv. Jeg er en hverdagsbowlingmor, som forsøger at gøre sig vigtigere, end hun er. Jeg må møve mig ind, hvor jeg kan. Jeg har overflødiggjort mig selv i hverdagen. Heldigvis.

De børn, som ikke lærer friheden ved uafhængighed, de har ikke noget valg. Jo flere valg der er, jo større er deres muligheder i deres verden. Jeg er en god mor, når mine børn ikke har brug for mig.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.