Alle følger flokken

Alle kender følelsen af at være forkert – ingen kan lide følelsen. Det kan være fint nok at være anderledes, altså på den fede måde, lige at have lidt kant eller en særlig stil. Men grundlæggende vil vi alle sammen gerne være en del af flokken. I den bestræbelse gør vi os umage, for ikke at være forkerte.

Vi fleste kender følelsen af at være forkert. Åh, at stå lidt for alene i skolegården, det er frygteligt. Når man bare vil være en del af fællesskabet.

Men en gang i mellem er der én som er på tværs. Én som bare gør noget helt andet end flokken. Det truer flokken og den allerhippeste – lederen – på sin position. Det eneste der er at gøre (for at fastholde hierakiet) er at nedgøre det nye. Sådan har det altid været. Vi skubber til de andre for ikke selv at ryge ned. Vi reagerer med frygt.

Jeg skrev engang en bog. Lige inden den skulle udgives mødtes jeg med redaktøren og fejrede det med en frokost. Som altid – havde jeg delt vandene – nogle klappede mig frem, men jeg blev bestemt også ignoreret. Der var særligt et bestemt selskab af kvinder, som var larmende stille. Vi kender hinanden, for i de her ’social media’-tider, færdes vi allesammen i de samme kredse. Kommenterer på hinanden og kan ikke undgå hinanden. Det mest naturlige i verden ville være, at de damer forholdt sig til mit nyt forfatterskab. Men de lod som ingenting. Og det larmede…

Jeg har det svært med ignorance. Men min mor har lært mig at kvæle den med kærlighed. Så hvis mine kollegaer før i tiden var lede, kom jeg med kaffe. For jeg ved at ’Dalai Lama-metoden’ virker – på sigt.

Min redaktør kendte kvinderne, og det var nærliggende at spørge hende, hvorfor de ikke sagde noget?
Hun forklarede (selvom hun godt vidste, at det ikke forklarede noget) at de jo selv skrev bøger, og at vi vel nu var konkurrenter…

Det forstod jeg ikke, for vores bøger var vidt forskellige. Grundlæggende kan jeg ikke se, at det ville tage noget fra nogen, at vi klapper hinanden frem.

Der er ’jo nok af alt til os allesammen’. Vi slås jo ikke for, at vores børn ikke skal sulte. Vi er priviligerede – på den helt store klinge. Vi har plads til at hjælpe, hvis vi vil.

Alligevel sidder det dybt i os, at når det går andre fantastisk godt, går det nok os selv lidt dårligere.
Derfor nedtoner vi andres succes, men også vores egen for ikke at fornærme nogen.

»Det går, det går« siger vi. Når sandheden er, at pengene triller ind, og vi har sex med kæresten hver dag – i solskin.

Men dét siger vi ikke, for så ridser de andre måske bilen med vilje.

Vi nedtoner også alle tegn på fiasko – for at passe ind i flokken.

»Det går, det går« siger vi. Når vi har mistet nogen eller noget vi elskede. Selvom sandheden er, at vi slæber os rundt i livet. Men skulle jo nødig vise svaghed og dermed afsløre en åbning uden skjold.

Jo større et fælleskab er. Desto højere er der til loftet. Og desto nemmere er det at passe ind.

Det er f.eks. nemt at være på Christiania, dér er der plads til alle. Med mindre man ser forkert ud… Faktisk er det pissekonservativt.

Men så er det da nemt at være i en skolegård, hvor alle løber og leger, ikke?! Jo, hvis man altså løber i de rigtige sko. I den farve som er den gældende lige nu.

Hvor er vi små… I vores kamp for at blive store, gør vi alt, for at være ens.

Bare vi ikke mister os selv, i forsøget på at fjernstyre – de andre.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.