’Alle kvajer sig, men kun de usleste skjuler det’

Da jeg var ret ung, var jeg heldig nok til at få en indsigt. En indsigt, som jeg bruger jævnligt, og som jeg håber jeg er i stand til at give videre til mine børn.

Da jeg var 13 år gammel, var jeg træt af at være fattig. Træt af at gå med min mor i alle mulige taber-butikker, når nu der fandtes lækre mærkevarebutikker som Marco Polo. Jeg var blevet ’klog nok’ til at betale det tidobbelte for en trøje, fordi der stod det helt rigtige i nakken. Men det forstod mine tåbelige forældre selvfølgelig ikke.

Kort sagt – jeg indså, at jeg selv måtte betale for mine dyre vaner – så jeg begyndte at lede efter et job. Selvom jeg kun var 13, var jeg høj af min alder, så jeg ringede alle mulige steder hen og bildte dem ind, at jeg var 15 år. Således blev jeg som 13-årig opvasker hos slagteren i Prima. Han var så flink at se gennem fingrene med, at de ’analfabeter på kommunen’ havde trykt mit cpr-nummer på mit frikort. Hvor skulle jeg også vide det fra? Jeg var jo kun 13 år.

Slagteren og hans medarbejdere syntes, jeg var sjov, så jeg fik lov at blive. Mine vilkår var ikke anderledes end de andre meget ældre opvaskere. Der var ikke meget curling over Prima-slagteren.

Hver fredag lavede vi mad til de ansatte, som arbejdede sent. Der var to måder, man kunne komme fra slagterens køkken til frokoststuen på. Der var den hurtige, hvor man skulle krydse baggården, det indebar en stejl udendørs trappe. Og der var ’omvejen’, hvor man tog hele turen under tag ad gange og korridorer – den tur var meget længere.

En fredag-aften om vinteren skulle jeg bære aftensmaden over til de sultne medarbejdere. Slagteren bad mig om at tage den lange vej for at undgå sne og is på trappen ned til baggården. Men jeg var alt for klog til noget så forældet som livserfaring. Så jeg tog den korte vej – udendørs. Meget, meget smartere.

Krebinetterne fløj til højre og venstre, da jeg faldt på trappen. Jeg slog mig ad helvedes til, og maden var smurt ind i grus. Jeg stønnede af smerte, men skjulte det selvfølgelig.

Men det var ikke de fysiske knubs, der var det værste. Det værste var, at jeg ikke havde hørt efter – jeg havde dummet mig! Det næstværste, efter at have dummet dig, er at blive opdaget. Det ved alle. Så jeg samlede den mad op, der kunne reddes, humpede forslået over til skraldespanden og smed resten ud. Det var genialt.

Overbevist om, at jeg kunne have skjult min fadæse selv for detektiver, afleverede jeg resterne af maden i frokoststuen, humpede tilbage til min opvask og mindede mig selv om regel nummer 1: Lad som om intet er hændt. Jeg havde for længst lært at skjule virkeligheden, når den ikke passede til glansbilledet.

Men så skete der noget uforudseligt. De spader i frokoststuen løb tør for mad. Ikke nok med det. De efterlyste – over samtaleanlægget – hvor resten af maden blev af. Slagteren, der var en garvet økonoma, vidste med millimeters præcision, hvor meget kød der skulle til at mætte de sultne medarbejdere. Han vidste selvfølgelig med det samme, at der var noget galt.

Katastrofen var total, da han stillede det skæbnesvangre spørgsmål: ’Hvor er krebinetterne?’ Mit bedste forsvar var at græde. Det virker på alle mænd og for at sætte ekstra trumf på, brugte jeg mine blå mærker. Han så ikke rigtig glad ud, men han skældte mig heller ikke ud. Han havde for travlt med at fremtrylle nye krebinetter. Og jeg klarede frisag – troede jeg.

Men da krebinetterne, han havde lavet i hast og jag, var leveret, kom han tilbage til køkkenet. Han var en mand af få ord, men jeg kan stadig huske dem, han sagde den aften. De sved. Han sagde: ’Alle kvajer sig, Men kun de usleste prøver at skjule det’.

Jeg sender tit en kærlig tanke til slagteren i Prima i Hillerød, når jeg per refleks forsøger at skjule, at jeg har dummet mig. Når vi falder og i stedet for at ømme os synligt griner kikset, mens vi forsikrer alle omkring os, at vi ikke slog os.

Vi er så latterligt bange for virkeligheden. Selv om alle elsker de mennesker, som er i stand til at lære af deres fejl. Selvom vi alle elsker selvironi, så tør vi ikke leve efter det selv? Det er sgu da dumt?

At lade være med at skjule, når vi kvajer os, det kunne mange lære af. NÅR vi kvajer os. Ikke hvis.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.