Jeg plejede at være skråsikker

»Jeg ved det ikke.« Hører jeg mig selv sige – oftere og oftere.

Jeg plejede ellers at være så skråsikker. Men nu er verdens systemer noget kludder.

Da jeg var yngre var livet nemt:

Dødsstraf til mordere? Ja, tak. De kunne jo bare lade være. Dengang var en død rocker – en god rocker. Så lad os da endelig give dem våben og et område, hvor de frit kan dræbe hinanden – de idioter. Men nu er de pludselig nogens børn, venner, forældre, produkter af et liv, og de skal da også leve… Tænker jeg.

Som jeg er blevet ældre, er det blevet meget sværere at se løsningerne. For jeg har fået den forbandede evne, at jeg kan se tingene fra flere sider. Det er så besværligt.

Selvfølgelig skal flygtninge hjem… De har bare ikke noget. Til gengæld har de post traumatisk stress af at være på flugt.

Når jeg læser overskrifter, om skibe der bliver kapret, spekulerer jeg stille på, hvordan jeg selv ville skaffe mad til mine børn, hvis de var sultne og syge. Er hele lande virkelig beboet af røvhuller? Eller kunne jeg blive lige så desperat?

Jeg tænder for radioen, og hører om den milliard, vi vil bruge på israelske våben. Folk ringer ind. De er kloge. Og dybt uenige om, om vi skal drikke Israels vin eller om israelere er nogle mordere, der skal boycottes. Jeg synes det lyder klogt – og rigtigt. Alt sammen.

Men ham der skræmte os alle, ved at slå ihjel ved Krudttønden. Han er nem at hade. Men én skriver ironisk på Facebook: ’Han havde sikkert en indre Ole Ernst…’ Det havde han… tænker jeg og kikker kærligt på min søn, som skal til Amnesty-møde med nogle venner. 17 år unge har de farvet deres hår rødt, maler skilte og demonstrerer indigneret mod Saudi Arabien.

»Godt,« siger jeg.

»Naivt,« tænker jeg. For saudiaraberne er jo ligeglade med deres skilt. Så længe kvinder bare ikke kører bil…

Yahya Hassan synes det er det samme, når danske, ekstremistiske, marginaliserede unge rejser om på den anden side af jorden for at slås for ISIS, som når danske soldater slås i udlandet. Det er rigtigt… De gør det samme. De slår ihjel.  Men ville de kunne tale sammen, tænker jeg – naivt – hvis de mødtes uden ladte våben. Hvis de mødtes for at bryde brødet – uanset om det var rugbrød eller pitabrød.

Det hele er så indlysende, når man kan se verden fra kun én side.

Jeg ser dobbelt…

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.