Hvis vi gør, som vi plejer…

Har du virkelig løbet 42 km, Michelle?
Dét spørgsmål er jeg blevet stillet mere end en gang.
Det kan virke som idioti, at tvinge det ene ben foran det andet, kun for at kunne sige, at man kunne gøre det hele 42,195 km.
Men ja, jeg har gjort det. Èn gang.

Ud fra en betragtning om, at hvis man gør, som man plejer, får man det samme resultat – som man plejer.
Og jeg trængte ærlig talt til et nyt resultat.
Derfor løb jeg 42 km.

For det største idioti er, når vi venter på mirakler og forandring, mens vi bare gør, som vi plejer.
Vi gør det ikke, for at lege menneskelig stopklods. Næ, vi gør det, fordi vi er bange. Bange for den store, fede afvisning.
Hvis vi endelig vover pelsen og gør noget crazy, så skræmmer vi vores omgivelser, som måske ikke er klar til forandring.
Eller som selv er bange for at blive afvist.

Da min søn var i USA i 6 måneder, hørte jeg næsten intet fra ham.
Jeg bad desperat om billeder – og fik ét af en tom gymnastiksal. Tak – hvad skal man lige ligge i det?
Men pludselig manglede han penge – til et jakkesæt – så ringede han.

Han skulle ud med en pige.
Mere fik jeg ikke at vide…
Jeg forestillede mig, at hun var den første. Det var vildt – på fremmed grund og med mig (sin støtte) langt væk.
Men historien var meget vildere end det – skulle det vise sig.
Til mig sagde han kun, at han manglede penge.
Resten af historien fik jeg af moderen i hans amerikanske værtsfamilie.

For han havde jo ikke ’bare’ ringet til pigen og spurgt, om hun ville gå ud med ham. Han havde lavet et skilt…
Og til et temmelig velbesøgt sportsstævne, holdt han skiltet op – så alle kunne se det.
På skiltet spurgte han den udkårne, der stod midt på banen i sportshallen, om hun ville gå med ham til årets afslutningsfest.
Et skilt?!!

Historien er smuk.
Faktisk en Hollywood-film værdig.
Min søns første date… Jeg er stadig stolt.
Men når sandheden skal frem. Så var det godt, at jeg intet vidste. Godt, at jeg var på den anden side af kloden.
For jeg ville havde stoppet ham.
For at passe på ham – naturligvis.

Vi er rædselsslagne for afvisningen. I en grad så vi også er rædselsslagne for at dem, vi holder af skal blive afvist.
Derfor er et ekstra lag vat at foretrække. Mere vat. Og lidt mere. Gerne usynligt.
Vi tror, at vi gør vores børn en tjeneste. Men når vi passer på dem, pakker vi dem i virkeligheden ind i mere vat. Meget vat.
Og så bliver vi inde i komfortzonen. Og drømmer om forandring, mens vi gør som vi plejer.

P.S. Hun sagde ja – selvfølgelig. Havde hun sagt nej til en ung mand med så meget mod og fanden-i-voldskhed, ja så burde hun også mentalundersøges.
Hvem ville jeg selv forelske mig i? En vatpik, der gør som han plejer. Eller ham der med livet som indsats og risikoen for en total offentlig afvisning har lavet et skilt, som han frygtløs viser til hele verden?

Heldige pige.
Heldige søn.
Og heldigt at jeg – som en elskende stopklods – ikke var tilstede i den sportshal.
Husk – man skaber sit eget held ved at gøre noget andet.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.