Jeg ser altid kernefamilien

Når jeg ser en familie på gaden, forestiller jeg mig altid, at det er en mor, en far og deres fælles børn.

Kernefamilien er så fastgroet en del af min forestillingsverden, at det er den, jeg ser. Selvom min hjerne godt ved, at der er en overhængende sandsynlighed for, at det er den ene parts børn, eller en eller anden kombi af dine, mine og vores børn.

Der er så mange muligheder. Jeg er selv en af dem. Alligevel ser jeg altid kernefamilien.

Min biologiske far er i Australien. Heldigvis er jeg adopteret af en skøn mand, som godt nok ikke var der ved undfangelsen. Men som har været der lige siden.

Det var ham, der satte plaster på, når det gjorde ondt. Ham, der kørte mig – frem og tilbage. Ham der passede mig, da jeg brækkede benet. Ham der lærte mig meget. Og lærer mig meget.
Jeg ligner ham – meget. Det er der mange, der siger.
Jeg smiler og tænker mit…
Elsker bare.

Engang fik min datter en træflyver af et venligt menneske med besked om, at den kunne hendes far samle, når hun kom hjem.
Men der gik over en uge, før hun kom hjem – til det hjem.
Av.

Engang blev jeg så træt af at se par, som svingede deres barn mellem sig.
Det kan man jo ikke alene.
Av.
Da jeg var lille, havde jeg et motiv, som jeg tegnede igen og igen. Et hus med en skorsten, hvor røgen gik lige op i en sky. Vinduer hvor potteplanterne stod synkront.
Foran huset en familie – mor, far og nogle børn. Evigt glade – naturligvis. I solskin.
Den tegning er sød, skøn – og så vanvittig barnlig og naiv.

I dag har jeg droppet alle tanker om synkrone potteplanter og røg, der står lige op. Jeg har sågar droppet at være evigt glad.

I løbet af et liv er der mange tårer. Jeg græder dem – for de skræmmer mig ikke en skid. Det gør derimod det fastlåste billede af en far og en mor og deres børn sammen. Dét er pisse uhyggeligt. For der er så mange andre muligheder. Så mange andre måder at leve på. Det er dem, jeg vil se.

Selv har jeg to børn med to forskellige mænd. Tegningen af dem har jeg stadig til gode.
Det er noget kludder at tegne – og vi bliver mange på billedet.
Men det er en fin familie.
Det er min familie.

Husk, vi gør alle det bedste, vi formår, i en given situation.
Altid. Også når det ikke er godt nok.

Kærligheden er det vigtigste.
Og solen.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.