Verden bliver større, når man deler

Jeg havde en svulst i hjernen…
Men det må man ikke sige – i hvert fald kun til sine nærmeste. Jeg valgte at sige det til alle (her i klummen, på min blog, på Facebook, i tv og i aviser).

Jeg har fortalt om operationen, om farerne, om mine børn – og om opkast. Jeg har fortalt, at jeg ikke vidste, hverken hvor jeg var, eller hvad tiden var. At jeg ikke kunne gå – heller ikke på toilettet. Og at min kæreste forsvandt midt i det hele. Jeg har foralt det hele – og verden delte sig i to:
Dem som elskede mig for at gøre det, de ikke selv turde. Og dem som hadede mig for at gøre det, de ikke selv turde.
Fidusen er, at alle har en mening om mig. Alle har en holdning til mig. Lige fra ham, der kaldte mig en narcissistisk møgkælling, til hende, der kendte en terapeut, jeg kunne tale med, fordi jeg var begyndt at bande… Jeg bandede også før – for helvede!

Jeg er blevet lykkelig, når jeg har fået beskeder fra mennesker, der pludselig har opdaget, at det hjælper at genoptræne. Jeg er blevet såret, når jeg – igen – må blokere én, som mener, at jeg er en ’narcissistisk møgkælling, som skal holde kæft’… ellers skal han nok få mig til det. Man behøver ikke være en narcissistisk møgkælling (Googlet for en sikkerheds skyld) for at ane den slet skjulte trussel i det.

Min sygdom er lille (og tumoren godartet – selv om alle (for en sikkerheds skyld) skriver, at det er kræft) sammenlignet med ebola. Sammenlignet med alverdens kriser: En 10-årig pige der, uden at vide det, bomber masser af mennesker i Nigeria, en død kvinde, der findes i en sæk i Danmark, Frede, der krydser en lukket bro… (hold nu kæææææft) eller Paris, der pludselig ikke længere er en romantisk by, men stedet, hvor ytringsfriheden døde. Sammenlignet med alt det er den ubetydelig. Men der er altid nogen, som har det bedre (eller værre) end dig – altid.

Men det her er MIN sygdom. Og sagen er, at min verden bliver større hver dag, fordi jeg deler mine oplevelser med andre. Hvis jeg er narcissist? Er jeg det for at leve – ikke kun overleve.

Nu kan jeg alt – igen. Jeg har selv betalt for min genoptræning, og jeg har øvet i ét væk. Jeg kan køre igen (bedre end de fleste), og takket være mig kan jeg nu igen lukke højre øje. For jeg blev ved med at træne, til jeg kastede op.
Verden kan anskues i had eller kærlighed – jeg vælger kærligheden. Også til ham, der forsvandt under min sygdom. Efter tumoren stillede jeg (nok for første gang) krav til ham. Krav han ikke kunne honorere. Måske var timingen rå. Men jeg vil altid elske ham, for han reddede mit liv.

Jeg er næsten klar til verden igen.

Og jeg gør faktisk en forskel også lige nu. Det er mere end de fleste. Hvornår har du måske sidst mødt et gennemsyret surt menneske, der gjorde en forskel?

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.