Jeg er blevet overfølsom for bullshit

Det har været et vildt år og det tog kun 5 minutter.
Nu er det et nyt år. Hvad kan det?

Det er valgår. Vi får en ny regering – eller den samme… Who cares? De er alle på Christiansborg – og langt væk på alle tænkelige måder.
Jeg lærer at gå igen. Jeg blev opereret for en måned siden. Al forskning viser, at en tidlig indsats er vigtig, men det offentlige danmark er gået på ferie til den 8. januar. Jeg spekulerer på, hvad de andre gør? Lærer de at gå igen? Dem – som er afhængig af det offentlige? Jeg takker mit netværk. Som hjælper, træner og får mig i gang igen.
Mit netværk kan. Det offentlige kan ikke.

Jeg går en veninde i møde. Det er en stor sejr. Alle går så stærkt, så stærkt. Jeg får behandling i byen, hvor bilerne kører så hurtigt. Jeg får en fremmed til at lukke min jakke, for jeg kan ikke selv. Jeg ser ham, jeg elsker løbe i skjul fra mig. Jeg forstår ham godt. Jeg plejede at være sjov, nu stavrer jeg rundt. Når jeg prøver at løbe 10 meter i stuen, siger min sin søn, at jeg ’tøffer’. Der er langt til maratonformen. Jeg er spærret inde. Andre køber ind, jeg tør ikke. Men jeg skræller selv mine kartofler – i et par timer.

Jeg går tur med en anden veninde og hendes hundehvalp. Det er med livet som indsats, for hunden insisterer på at gå til højre. Men jeg er døv på højre øre nu, og kan ikke trække til venstre, for så kan jeg intet høre. Alle går så stærkt, jeg forsøger at følge med. Men jeg skal leve med at alle græder, når de ser mig – eller bagefter. Måske…

En kælker. En anden gemmer sig bag et træ. Jeg forsøger at registrere det hele, mens jeg klamrer mig til min veninde. Det plejede at være mig, der gemte mig. Plejede at være mig, der badede nu. Det er hårdt. Men jeg er glad. Glad for at være i live. Glad for at jeg kan bevæge min kind – lidt. Glad for at være til. Og at være smuk trods 42 år – om lidt.
Jeg ender ikke med at blive lam. Og måske skal jeg ikke smøre mit øje (som ikke selv danner væske) resten af mit liv. Nu kan jeg næsten blinke. Det er en kæmpesejr, at øjet ikke står pivåbent mere. Men når jeg græder, vil jeg have højre øje til at blive vådt. Endnu er det knastørt.

Men én ting, jeg er blevet overfølsom overfor. Bullshit!
Livet er for kort til en mand som næsten elsker mig, til en veninde i offerrolle uden grund, til en regering som er pissebange for de fremmede, der intet har, ikke engang tag over hovedet og mad til imorgen. Alligevel har vi ikke plads, siger vi, mens vi æder. Og æder igen. Virkelig?
Er danskerne blevet mere fremmedfjenske? Eller fokuserer vi bare på dem som er?
Jeg har plads, tænker jeg, mens jeg slukker for fjernsynet, og forsøger at få min højre hånd til at makke ret og fingrene til at mødes.

Det er svært at skrive, men jeg tvinger alle fingre igang, selvom det tager 100 år. Jeg vakler uden 50 pct. af min balance, højreom – ud i det liv jeg har.
Vi er røvforkælede. IPhone 6 er det mest googlede ord blandt verdens lykkeligste folk. ’Vor herre bevares’ tænker jeg, mens jeg igen logger på for at se, om han har været online. Så sletter jeg korrespondancen – for at sætte mig selv (lidt) fri. Livet er svært iblandt. Mit er svært lige nu, men ikke i forhold til ham, jeg læste om på Facebook, som har kræft i hjernen. Eller Joe Cocker, der er død af kræft. Min knude var god!

Vi ses i 2015 på gader og stræder, hvor jeg stavrer rundt, indtil jeg igen kan følge med, og min verden bliver større.
Jeg tager intet for givet, men håber snart jeg glemmer det igen.
Hvad kan du?
Godt nytår!

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.