En af de sidegevinster ved den øgede aktivitet, jeg har fået, efter jeg er begyndt at motionere, det er, at humøret har fået et spark bagi. For i takt med at kroppens vægt er blevet mindre, er stadig mere af den energi kroppen tidligere skulle bruge blot for at holde min krop ”kørende” blevet ”frigivet” til, at den kunne bruges til noget andet. Jeg har med andre ord fået et overskud, jeg ikke havde tidligere.
Det mærker jeg på mange måder. Mine bevægelsesmuligheder er blevet langt større. Det er ikke længere sådan, at jeg føler, at jeg er på vej til at tage billetten alene ved udsigten til, at jeg skal røre mig.
Det ved du naturligvis alt om, kære læser, hvis du har fuldt lidt med på min blog. Du ved også, at en af de nye ting jeg har stiftet bekendtskab med inden for de sidste måneder, det er løb. Det har jeg ikke kunnet før for få måneder siden. Jeg var for fed. Men det kan jeg nu. Jeg var overbevist om, at det aldrig var noget, jeg ville komme til at holde af. Men det er det faktisk blevet. Det fede ved løb er, at det ikke alene er en helt fantastisk måde at få forbrændt nogle kalorier på, det giver også en fantastik energi. Jeg har det ganske enkelt godt, når jeg har løbet. Også bedre end jeg har det, når jeg eksempelvis har cyklet en lang tur.
Kloge mennesker taler endda om, at det kan være med til at nedsætte chancen for visse sygdomme. Eksempelvis stress og lettere depression. Ganske enkelt fordi man ved motion (eks. løb) øger forekomsten af serotonin i hjernen – og at det sænker stresshormonet cortisol. Du har ganske givet hørt nogen sige, at de stresser af, når de løber. At en omgang motion med høj puls – som jo egentlig logisk burde betyde, at de blev trætte – gør, at de får energi til mere. Jeg er ikke læge, så jeg skal ikke gøre mig klog på den medicinske forklaring på det, men jeg ved det passer, for jeg har selv erfaret det! Alligevel kan det være sin sag at komme ud af døren, når der skal motioneres. Det kender alle vist. Hjernen forsøger at modarbejde fornuften. Pludselig er der alle mulige grunde til at blive hjemme. Det er i de situationen, det er vigtigt, at man presser sig selv af sted.
Opstil mål. Ikke bare et slutmål. Også undervejs.
Som jeg har skrevet i flere af mine tidligere indlæg, så gjorde jeg det, da jeg startede på min livsstilsomlægning/kur, at jeg forberedte mig ved bl.a. at opstille nogle mål, jeg ville nå. Ikke bare et slutmål. Også undervejs. Det kan anbefales, at man gør det. Uden en løbende delmålsaftale med sig selv, så er det alt for nemt at tænke, at det er ligegyldigt, om man kommer af sted i dag. For kan man jo bare løbe i morgen. Eller i overmorgen. Eller… Og så er det, at du har balladen! Hvis du derimod ved med dig selv at du næste gang, du skal vejes, gerne skulle have tabt et kilo mere end sidst, du var på vægten, så er det nemmere at overbevise dig selv om, at det er vigtigt, at du får dyrket motion i dag. At det ikke kan vente til i morgen. For så bliver det det vanskeligere at nå målet om det ønskede vægttab ved næste vejning. Og ved hele tiden at sætte små delmål frem mod dit ultimative slutmål, gør du det mere håndgribeligt. Det er meget svære at forholde sig til, at man skal tabe ti kilo, for det ved man, kan tage lang tid. Måske måneder. Men ét kilo, det er nemt at forholde sig til, fordi det ikke virker så uoverskueligt som eks. ti kilo kan gøre. På den måde er det også lettere at komme af sted til træning.
Og så en sidste – vigtig – ting. Husk nu: Alt tæller! De to ord er blevet mit mantra. Selv en lille løbetur rundt om blokken er bedre end en tur på sofaen. Det tæller i den grad i det store kalorieregnskab. Det tæller også at tage cyklen ned efter ungerne i fritteren – fremfor bilen osv. Så hvad holder dig tilbage?
Tak fordi du læser med, det er jeg taknemmelig for. Del gerne indlægget med andre, ligesom jeg vil være meget glad hvis du vil efterlade en kommentar nedenfor.
Alt det bedste,
Martin
Følg Martin Hjort på Twitter (@martinhjort)
Vil lige høre om du har fået foretaget en gastric bypass eller kører dit eget løb???
Hej Tina.
Jeg har tabt mig uden at have været igennem en operation. Alene ved at begynde at dyrke motion og ved at omlægge kosten (tælle kalorier).
/Martin