Forandringen fryder ikke altid

Det kræver sin mand, at være på en så skrap kur/livsstilsomlægning, som jeg er. For der er godt nok mange fristelser, som man hele tiden skal forholde sig til. Og det er svært. I den forgangne uge, har jeg været i Jylland. En begravelse og to konfirmationer gjorde, at jeg ”flyttede ind” hos min søster en uges tid. Det var en udfordring for min kur. Af flere grunde.

Det er ikke så meget maden i dagligdagen, der volder problemer. Der er jeg nogenlunde god til at holde diæten. Men det siger sig selv, at især de to konfirmationer er en udfordring. Der findes jo bjergevis af kulinariske lækkerier til sådanne fester. I den bedste af alle verdner sagde jeg bare nej tak, og snuppede en Nupo-bar. Men nu er der jo en grund til, at jeg er blev så stor, som jeg var (og til dels stadig er): Jeg elsker mad. Det gør jeg stadigvæk. Og at sidde og se på, at alle mæsker sig i herlighederne, mens jeg tygger mig igennem en kokosbar fra Nupo, det er lige at stramme den. Det magter jeg trods alt ikke.

Man slås med mange udfordringer, når man skal omlægge livsstilen så dramatisk, som jeg skal. Ikke mindst i forhold til mad. Alt skal tænkes om, når de gamle madvaner skal ændres – eller for manges vedkommende helt droppes. Og det er en kamp, der kan være umådelig svær. Især hvis man ikke skal køre fuldstændig surt i det – og ”brække halsen” undervejs, hvilket jeg tror, at jeg ville gøre, hvis jeg fra den ene dag til den anden forsøgte at bilde mig ind, at jeg pludselig kun kunne se storheden i salat og hytteost. Jeg har da også fra flere sider fået at vide, at det er vigtigt, at jeg giver sig selv lov til at synde en gang i mellem. Nogle gør det, når de har nået et bestemt mål med hensyn til vægttabet. Det bruger jeg ikke. Men en konfirmation er en oplagt mulighed, for at gøre det. Her er man til fest med familie og gode venner. Så må jeg gerne afvige lidt fra den ellers så strikse madplan. Det er i hvert fald det, jeg har forsøgt at overbevise mig selv om op til de to konfirmationer.

Alligevel får jeg så fandens dårlig samvittighed. Jeg ved jo, at det jeg spiser går ud over min kur. Jeg er blevet tudet ørene fulde med, at alt tæller (i kalorieregnskabet) – og at hvis jeg snyder, så snyder jeg kun mig selv. Og jeg har fattet budskabet. Så jeg kan ikke undgå at tænke, at hvis jeg ikke spiste af herlighederne, så ville det gå endnu bedre med min kur. Det er en rigtig belastende situation. På den ene side er jeg altså godt klar over, at det jeg har gang i, ikke gør noget godt for mig. Men på den anden side, ville jeg også blive noget stram i betrækket, hvis jeg tvang mig selv til at blot at kigge på, at de andre gæster mæskede sig.

”Slap nu af, bassemand. Hvad er problemet? To sølle konfirmationer. Du har fortjent at kunne slappe lidt af, og feste med familie og venner,” tænker du måske?

Men den livsstilsomlægning jeg er i gang med, den fylder så meget, at der skal meget lidt til, før det får indflydelse på mit humør. Når det går godt, og jeg taber mig meget, så er jeg glad. Men det er bestemt også omvendt, når det kniber med at få vægten presset nedad i et tilfredsstillende tempo. Hvis jeg dribler rundt, og er i dårligt humør, fordi jeg godt ved, at det madorgie, jeg lige har deltaget i, det ikke gør noget godt for min kur – overhovedet, så er det, at det går ud over kuren i form af irritation og motivationsproblemer også længe efter, jeg er kommet hjem.

Et andet problem er motionen. Jeg er simpelthen ikke ret god til at få dyrket motion, når jeg ikke er i mine faste, vante omgivelser. Jeg har været på besøg hos min søster i Jylland nogle gange, i den tid jeg har været i gang med det her projekt. Hver gang med den ædle hensigt, at jeg naturligvis skal dyrke motion, når jeg er derovre. Jeg forstår ikke, at det skal være så svært, at komme ud af hullerne. Men det er det. Jeg tror, at det skyldes, at jeg herhjemme har fitnesscenteret lige i nærheden – og jeg er vant til at træne på samme måde hver gang. På en spinningcykel. Men der er ingen Fitness World i nærheden af min søster, så træningen kræver langt mere planlægning – og bliver dermed ret omstændig. Og så går det galt.

Jeg ved ærlig talt ikke helt, hvordan jeg skal tackle det.

Tak fordi du læser med, det er jeg taknemmelig for. Del gerne indlægget og smid en kommentar nedenfor.

 

Alt det bedste,
Martin

15 kommentarer

  1. Henrik Andersen

    Stor respekt for kampen – kender sgu godt det med madorgierne – der er bare så meget godt… og åh hvor vil man gerne smage alt det gode!

    Og ja, det tærer sgu på humøret når man ikke får tabt de kg :/

    Men når du ikke er i de vante omgivelser kan du så ikke lave aftaler med venner og familie i de andre omgivelser om gåture, cykelture, løbeture eller et fitnesscenter de bruger hvor du kan få en prøvetime eller købe en dagsadgang. Eller den lokale svømmehal?

    Det kræver lidt planlægning, men jeg synes hurtigt man snildt kan få presset aftaler ind med folk om i hvert fald en gåtur til konfirmationen og lignende. For de sidder faktisk også alle andre og tænker, vi trænger faktisk til lige at gå en times tid og få os rørt ovenpå alt maden…

    Og den times gåtur betyder også noget – alt tæller jo som bekendt :)

    Fortsæt kampen, det går jo forrygende!

  2. Frederik

    Big ups til dig!

    Har selv lige tabt en 17 kilo. Alt ændrede sig da en kammerat lærte mig at tælle kalorier. Fra da af var det egentlig ikke svært at ændre livsstil, fordi som du selv skriver så får man fandens dårlig samvittighed når man ser hvor mange kalorier man har indtaget en dag hvor man virkelig “går amok” og synder. Alt ændrer sig da man gør alt mad op i kalorier og det er virkelig for life. Selv efter målet et nået sidder det hele tiden i baghovedet at det og det og det indeholder så og så mange kalorier. Selvfølgelig en fordel da man lever sundere.

    Men egentlig også en “curse” idet man ikke kan lade være med at tænke i kalorier konstant selvom man ikke er på kur og bare skal holde sit ligevægtsindtag. Det er lidt som at man altid er på en form for kur og aldrig rigtig kan nyde det(sat på spidsen).

    Måske en smule snørklet formulering men tror du kan følge mig! Fortsat god vind.

    Mvh.

    Frederik

  3. MLT

    Hejsa, skide sejt projekt, bare hold fast. Jeg kæmper med elevatorvægt og kender godt det der med at festlige lejligheder kan være svære. Når jeg havde styr på tingene :-) gjorde jeg det, at jeg prioriterede, jeg valgte kun det jeg synes så lækkert ud – og så tog jeg meget lidt og spiste langsomt. På den måde kunne jeg spise med, nyde maden uden at føle at jeg satte alt over styr. Jeg synes ideen med at prøve at aftale en gåtur eller lign. når du er på familiebesøg er god. Igen det med at så gør man noet i stdet for bae at gie helt slip og det er jo den vi slår os selv i hovedet med ….

    Fortsat god vind!

  4. Christoffer T. Jørgensen

    Hejsa en generel hjælp til alle der ikke er tilfredse med sin krop, tjek JRF Health ud på Facebook. Bliv en del af et kæmpe fællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at tage sig og omvendt at bygge muskelmasse. Tag en snak Frederik Macholdt i gruppen og han klar til at hjælpe dig hen mod dit mål.

  5. Anna Marie

    Du er mega-sej! står selv i samme projekt og kender hurdlerne, men du gør det så godt, ser så meget op til dig! Keep up the good work!

  6. ingse

    Flot gået.
    Når jeg ikke spiser hjemme beslutter jeg på forhånd hvor lidt jeg vil ha på min tallerken. Og det er så mit fokus. Jeg synes det hjælper mig igennem en hyggelig aften uden at give samvittighedskvaler.

  7. Tina

    Jeg bliver lidt træt, når jeg læser din blog. Ja, jeg ved godt jeg bliver meget upopulær nu. Men tro mig, jeg har selv været overvægtig. For 8 år siden vejede jeg 130 kg. Blev enig med mig selv om, at nu skulle det være slut. Lavede fuldstændig om på mine kostvaner og tabte mig 65 kg på 7 mdr. Uden motion – dette var ikke muligt, da jeg har kraftigt sledgigt i knæene.
    Det handler om vilje. Hvis jeg blev inviteret i byen, spurgte jeg værtsparret om menuen. Hjemmefra lavede jeg så selv, noget der lignede, men selvfølgelig en mager udgave. Afleverede den i køkkenet og fik den serveret, så jeg ikke skilte mig ud.
    Med hensyn til motion – STOP de dårlige undskyldninger. Ingen træningscenter – du kunne jo gå en tur.
    Ja, undskyld mit lidt sure opstød, men jeg er bare ved at være så træt af at høre om, at det er alle andres skyld at vi er fede – prøv at kigge i de fedes kurv i Netto!!!!!

  8. Linda

    Hej – det lyder som om du er godt på vej til en livstilsændring. Du tænker over om du nu får for mange kalorier – og æder ikke bare løs når nu chancen er der. Det er super. Ja, du taber dig så ikke så meget i denne måned, men du kommer tilbage til hverdagen igen.
    Næste gang du besøger din søster – hiv hende og familien med på en gåtur, cykeltur … motion er sundt og et must for alle :o )

  9. Morten Andersen

    Husk, at det er måske ikke hver aften du går i seng med en god samvittighed – men du vågner op næste dag med en! Dvs at fordi du “faldt i vandet” i går behøves du ikke at lade stå til i dag. Mvh Morten

  10. Dan

    Hej Martin.

    Vi deler stort set samme skæbne – 38 år og tidligere på 155 kg. et vægttab på 45 kg har gjort at jeg ikke længere er livstruende fed, men der er langt til mål endnu. Jeg har været igennem de samme overvejelser som dig, igen og igen. Det der ændrede billedet for mig var at jeg accepterede at jeg ikke var som alle andre – mht. mad. Hvis jeg læser dit indlæg korrekt er du i samme båd som mig – sult har INTET at gøre med hvad og hvor meget du spiser, det er selve det at spise som er et kick. Kostomlægning for sådan nogle som os, er i virkeligheden en afgiftningskur på linie med et rygestop og trangen til at spise er der i lang tid efter “omlægningen” er påbegyndt, for mit vedkommende kommer jeg aldrig af med den.
    Der er ingen smarte, nemme løsninger – det handler om at ville det nok, så overskygger viljen fristelsen. Det lyder nemt, men du ved jo alt om hvor svært det er. Da jeg var “bedst” til at tabe mig, kunne jeg til sådan en fest spise vel rigeligt at det røde kød, men holdt mig væk fra kulhydraterne og sovsen….så følte jeg at jeg havde nydt at spise lidt mere end jeg måtte – men valgt at synde med omtanke, hvilket generelt blev mit mantra “synd med omtanke”.
    Motion er samme surdej – en af mine kolleger sagde en gang at “den længste distance på en løbetur er fra sofaen ud i skoene”. For mig hjælper det at tage beslutning om at motionere tidligt på dagen og så “lade” op og sætte mig op til det i løbet af dagen. Når jeg har fri er det som udgangspunkt altid lige inden frokost jeg prøver at træne. Spinning var også min foretrukne motionsform, men med tiden fik jeg købt et par løbesko som jeg først gik i og senere løb.

    Humørsvingningerne er en del af gamet – men du er kommet langt ved at anerkende at du bliver sur når du synder og resultaterne udebliver…..hvis du kan kanaliserer det over i at VILLE være glad, finder du forhåbentligt viljen til at gøre det rigtige, og dermed opnå resultaterne der holder dit humør oppe.

  11. mette

    Hej Martin
    Var i sidste weekend i præcis samme situation – fødselsdag og konfirmation i en anden landsdel. Min løsning blev dels at spinne en del ekstra dagene op til jeg rejste samt at tage løbeskoene med. De blev brugt, samtidig med at jeg gik en del.
    Samtidig fravalgte jeg alt alkohol og sodavand – så den stod på vand og danskvand, men samtidig kunne jeg nyde den gode mad. Dog sådan at halvedele af det jeg spiste skulle være salat eller grøntsager.

    Så jeps – det er det trælse spørgsmål om at prioritere hvad man må spise, og så acceptere at det i den uge ikke blev til et vægttab, men heller ikke en vægtstigning.

    Samtidig skal man huske at det ikke skal være alt for træls – for så kører man bare surt i det og opgiver. Og det er jo ikke meningen :-)

  12. H. Kristensen

    Et tip jeg brugte da jeg gik fra ca. 130 kg til 50 kg. Man skal have startet sin forbrænding. Det skal ske tidligt på dagen, så jeg satte en halv time af til en gåtur hver morgen, så snart jeg var kommet ud af sengen. Det man skal have er 20 minutters gang (skåner kroppen som er belastet af overvægten, i forhold til løb eller cykling) så hurtigt, at man ville kunne snakke med en person der gik ved siden af, men ikke have lyst til det fordi man er forpustet. Jeg gik 10 minutter ud af vejen, og når de var gået, så vendte jeg om og havde 10 minutter hjem igen. Forbavsende hurtigt kommer formen i bedring, så man kan gå længere og længere på de 20 minutter. Til gengæld er forbrændingen startet op og kører på fuld tryk hele dagen. Hvis ikke man starter dagen på denne måde, er forbrændingen først på sit højeste hen ad ved 17-tiden om eftermiddagen, dvs. lige før man spiser til aften, og så går forbrændingen næsten i stå i løbet af aftenen.
    Ved at gå morgenturen, som er overkommelig, forbrænder man lystigt fedt hele dagen, selv om man sidder på sin kontorstol på arbejde, eller er i skole.
    En yderligere fordel ved at gå så tidligt om morgenen er, at ikke så mange ser en okse afsted med alle de overflødige kilo. Man behøver for så vidt ikke engang at have træningstøj på, man er jo bare ude og gå en hastig tur.
    Selvfølgelig skal man ikke fylde fedt i gabet hele dagen, det er faktisk let at se det meste af det fedt der er i maden. Da systemet skal have lidt fedt at arbejde med, er ca. en lille teskefuld synlig fedt i maden (det du kan se i rullepølse, smør m.m.) det du må få, lidt mere til en stor mand.
    Prøv min træning, i løbet af en uges tid vil du kunne opleve at kiloene rasler af meget lettere end hvis du bare gik på kur/tæller kalorier. Så det er bare et supplement til kuren, men en der gør en gevaldig forskel.

    Pøj pøj med projektet, og glæd dig til at du skal have nyt tøj, man føler sig kanonsexet når man bare kan hoppe i stangtøj i standardstørrelse – og prøverummets spejl er heller ikke længere en fjende.

  13. kuffert-thomsen

    Bare hold ud, det er svært – meget svært, og mennesker der ikke har været der kan ikke udtale sig om hvor svært det er.
    jeg har selv (indtil videre) tabt 38 kilo på 15 måneder, kunne ikke motionere, men fandt så en motionshest – altså en elektrisk hest der simulerer er hest i 3D – og det virker.
    det gælder bare om at finde din måde, så skal det nok lykkes – held og lykke fremover med projektet.

  14. Dorte R.

    Hej Martin.
    Har skrevet til dig før…. og er også godt igang med at smide nogle kilo.
    Jeg har besluttet mig for, at når jeg bliver inviteret ud, vil jeg have lov til at spise af maden, men har en klar og fast aftale med mig selv om, at jeg må tage 1 gang og når det kommer til desserten smager jeg en lille smule og overvejer så, om den er det “værd”.
    Er der for pokker ikke nogle poder i din familie? ALLE børn elsker de voksne, der gider og lette numsen og med ud for at finde en legeplads, gåtur, fodbold – alt tæller!
    (Prøv at forestille dig at tilbyde dig som familiens barnepige en times tid eller 2 hos en travl børnefamilie = Martin Hjort – helten fra hovedstaden!).

  15. Nielsen

    Tina jeg er helt enig med dig.

    Må også lige Martin en løftet pegefinger: Prøv at læse dit eget ordvalg: en kamp, fristelser, de andre gør- jeg må ikke osv…dine fokuspunkter forhindrer dig i at overgive dig til en holdbar livsstilsændring – i at integrere den, i glæde, istedet for i afsavn.

    Forstil dig at du havde en allergi overfor nogle fødevarer som gav dig kløende udslet
    …ville du stadig spise det?..eller ville du hele tiden ærgre dig og tænke på det?…..eller ville du acceptere og finde alternativer?

    Du kender selv svaret….:)…det du gør nu, er at ærgre dig hele tiden, istedet for at acceptere og finde alternativer…og glæde dig over det…lige som Tina.

    Så længe du bruger ord som kamp og har fokus på afsavn…..så lægger du sten i dine egne sko.

    Vær stolt af hvad du har nået – det er super flot!!!…gør det ikke til et tankemæssigt martyrium med lidelser, men en proces med glade tanker og muligheder….bestem dig til at gøre det let!

Skriv kommentar