Donald Trump er i frit fald

Trump er i frit fald, og kun de mest hengivne proselytter tror, at han stadig har en chance for at vinde.

Store dele af Det Republikanske Parti har endelig fået nok. Det skete efter en uge, som blev præget af en optagelse af Donald Trump fra 2005, hvor han praler med, at han overrasker kvinder og rager dem i skridtet, og en tv-debat, der de første 20 minutter var så lav, personlig og ondsindet, at man ikke har set lignende tidligere. Trump er i frit fald, og kun de mest hengivne proselytter tror, at han stadig har en chance for at vinde. Resten af republikanerne er ved at redde det, de kan, ud af den ildebrand, som er ved at brænde partiet ned til grunden.

Før debatten var Trump i voldsomme vanskeligheder. Kandidaten, der i egen absurd selvovervurdering tidligere havde pralet med, at han kunne begå mord uden at miste stemmer, var omsider gået for langt. Optagelsen fra 2005 var skybruddet, der fik bægeret til at flyde over, og alle – selv hans kone Melania – måtte ud at undsige ham. Den eneste, som ikke kunne se noget problem, var Donald Trump, der synes at have en selverkendelse på niveau med Hermann Göring i Nürnberg.

Trump forsøgte ellers at undskylde på tv, men manden, der tidligere har udtalt, at han ikke mener, at han nogensinde har gjort noget, man bør undskylde for, var som forventet dårlig til at undskylde. Hos børn hører man af og til et forsvar for en uartighed, der lyder, at andre også har gjort noget galt. Trump havde valgt samme strategi og sagde undskyld – tydeligvis uden at mene det – før han gjorde opmærksom på, at også Bill Clinton havde handlet upassende i sin tid. Hvad det har med Hillary at gøre, henstår dog i det uvisse.

Trump fik standset sit frie fald med debatten, hvor han tydeligvis havde besluttet sig for at hive Hillary Clinton ned på sit niveau. Det lykkedes bekymrende nemt for Trump – og set i det perspektiv var debatten en pervers pyrrhussejr for ham. Trumps kernevælgere var sikkert begejstrede for Trumps præstation, der blandt andet indeholdt et løfte om at forsøge at fængsle Hillary og i øvrigt kaldte hende for Djævelen. I de mere blæste dele af Trumps bagland omfavner man dette rene had, som ellers kun hører hjemme i totalitære systemer og primitive stammekulturer, men hos de mange ordentlige mennesker, der ellers kendetegner republikanerne, er det selvfølgeligt helt uacceptabelt.

Før debatten havde en række prominente republikanere som John McCain, Condoleezza Rice og Arnold Schwarzenegger meldt ud, at de ikke ville stemme på Trump. Nu synes den mest magtfulde republikaner, formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, at følge efter. Paul Ryan har ikke trukket sin støtte endnu, men vil kun føre valgkamp for valgene til Kongressen. Alle ved, at han længe har været færdig med Trump.

I vanlig selvdestruktiv stil lytter Trump ikke til kritikken, men har i stedet erklæret Ryan og partitoppen krig i et tweet, hvor han siger, at de er nogle klaphatte, men at han har smidt lænkerne og omsider kan føre valgkamp uden restriktioner. Hvilket oversat betyder, at vi ikke har nået bunden endnu i den dybe narcissistiske, konspiratoriske, racistiske og hadefulde politiske galde, der er kernen i Trumps politiske univers.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.