Det er for tidligt at flippe ud

Dommedagsprofetierne angående det stadig tættere kapløb mellem Clinton og Trump er stærkt overdrevne.

Kunsten at flippe ud har mange nuancer. I sin mest lavintense form melder den sig som et sug i maven og en smule koldsved, som når man opdager, at man har glemt at stille parkeringsskiven, eller at det er vegetardag i kantinen. På mellemstadiet taler man hurtigt og gestikulerer voldsomt med flakkende øjne, mens man forsøger at komme til rette med, at chefen har sendt alle på et kursus i jazzballet for at ryste afdelingen sammen, og at svigermor er den eksternt hyrede danseinstruktør. Udflipning i sin mest intensive form ser man heldigvis sjældent, da den kræver en række dommedagslignende sammentræf: en elefant har netop knust dit ene ben på Kastrupvej samtidig med, at det bliver annonceret, at Amalie bliver ny nationalbankdirektør, og at en virus, der gør folk til levende døde, spreder sig med eksplosiv hast fra sit epicenter i Dragør.

Det må være en integreret del af journalistuddannelsen at lære at flippe intensivt ud. Derfor er det vel ingen overraskelse, at når det forventeligt tættere kapløb mellem Clinton og Trump nåede meningsmålingerne, ville store dele af pressen gakke helt ud. Også selvom alle præsidentvalg, der nogensinde er afviklet, har gennemgået samme udvikling. Jo tættere vi kommer på valgdatoen, des mindre bliver forskellen på de to kandidater i nationale målinger.

Trump har længe fået ellers normalt velfungerende mennesker til at gå grassat. Det er i mine øjne hans højeste kvalitet som kandidat. Da det i januar og februar stod klart, at Trump kunne blive nomineret, begyndte dommedagsprofetierne med den ene efter den anden mere forvrøvlede analyse af, hvorledes Trump var indvarslingen af Vestens kollaps. Det er dog blot en forlængelse af Hillary Clintons valgkamp, hvor man påstår, at de næste 50 dage vil afgøre de næste 50 år.

Hvor dum og uhistorisk har man egentlig lov til at være? Præsident-embedet er en af verdens ældste demokratiske institutioner. Det samme er de amerikanske føderale domstole og Kongressen. I fællesskab har de udviklet USA fra at være en lille undseelig strimmel land uden styrke eller penge i slutningen af 1700-tallet til at være den økonomisk og militære mest magtfulde nation, der har eksisteret i klodens historie. USA eller Vesten bryder ikke sammen, fordi man periodisk har en svag, magtarrogant eller på anden vis anløben præsident. USA’s enestående succes skyldes netop, at det politiske design er så sundt, at selvom man fylder institutionerne med grødhoveder af den ene eller anden art, så består nationen alligevel.

De seneste målinger, hvor Trump har indhentet det urealistisk store forspring, som han gav Clinton med sin kamikaze-agtige valgkamp i august, er ved at forsvinde. Clinton fører stadig pænt, men indsnævringen har fået mange i pressen til at flippe ud igen: Trump kan vinde – og verden kan gå under!

Men helt ærligT: Flip nu ned igen. Det er business as usual, og verden, som vi kender den, går ikke under, uanset hvem der vinder 8. november. Der er først grund til at flippe rigtig ud, hvis René Dif og Celine Dion annoncerer et kunstnerisk samarbejde. Og der er vi trods alt ikke endnu.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.