Det var ligegodt Zeuthens, Sarah!

Py-ha, sikke en afslutning på Forbrydelsen. Det var ligegodt Zeuthens! Det var ’butleren’, der havde slået Louise Hjelby ihjel, men det slap Zeeland-ejerens personlige assistent ikke godt fra. Sarah Lund holdt sit ord om ’retfærdighed’ og tog derefter flugten.

Her på BT skriver vi gerne om det, som danskerne taler om ved frokostbordet og mon ikke forfatter Søren Sveistrups sidste scener vil blive vendt og drejet på landets arbejdspladser. Og dem er der heldigvis stadig nogen tilbage af, selv om vi har hørt ordet krise 117 gange pr afsnit.

Det blev lidt trættende i længden, men kan ikke skygge over, at DR har gjort det igen. Forbrydelsen er super-underholdning og den ærgrelse, mange føler over slutningen, skyldes kun, at forventningens glæde er så enorm, fordi serien holder et højt niveau.

Den årlige medielicens på 2352 kr. debatteres jævnligt og her er produktioner som Forbrydelsen guld værd for dem, der hepper på public service. I øvrigt idiotisk, at der bruges et engelsk udtryk, når det handler om tv, der samler og oplyserne danskerne.

Der er pres på DR nu. Sofie Gråbøl siger, at det er helt slut med at trække i sweateren, men mediemastodonten har brug for at samle nationen flere gange årligt. Ellers mister den sin eksistensberettigelse – og genudsendelser af Matador tæller ikke!

I USA var citronen blevet presset ved hjælp af en spin-off serie til drabschef Lennart Brix, men selv om Morten Suurballe er Danmarks svar på Clint Eastwood, så er det ikke godt nok.

Det ved DR godt og derfor kan vi forhåbentlig se frem til nye søndags-universer, der vil give os noget at snakke om.

PS: Sarah Lund skulle bare have tippet BT på 1929@bt,dk. Så havde vi fået skovlen under Reinhardt og hun kunne have nydt livet med Borch og barnebarn.
cash-k

6 kommentarer

  1. Jørn Beck

    forbrydelsen 3 er slut og som de tidligere 2 og 1 – var denne også fyldt med spænding og god underholdning –
    om der undervejs ryger et par finker af panden – ja det er vel fiktionen’s ret og mulighed – DR’s drama serier er både troværdige og rigtig gode at følge med i.

  2. Hansen

    Serien fortæller, hvor meget penge betyder for visse mennesker. Desværre florerer korruptionen rundt omkring – også her til lands. Jeg læste lige, at Lene Espersen som minister muligvis kostede danske skatteydere 24 mia., som bankerne modtog
    Håber BT borer i denne sag.

  3. Mette Juel

    Jeg deler ikke lige begejstringen over denne serie – der er ikke nogle finesser her – kedeligt skuespil, urealistisk politiarbejde (i går en moder, der tager hjem til sin datter – bare sådan uden afhøringer, varetægt etc???).

    Og klovner der taler i mobil hele tiden – Sarah Lund, en frustreret kvinde i overgangsalderen, der “lægger på”, når hun som en forkælet teenager ikke får sin vilje.

    DR, tak – fordi det er ovre nu (og Nej, har ikke set alle afsnit – men så hele det afsluttende med krumme tæer). Og Nej – vi behøver ikke en 4′er …

  4. Peter Trier

    Der skal komme en spillefilm på 1 time og 30 min (måske 2 timer) så kan vi rigtig få afsluttet serien af. Og den skal hedde forbrydelsen the movie

  5. Herluf Thomasen

    Enten må du lide af Dybbølsyndromet hvor man bare ikke KAN få sig selv til at lide nogetsomhelst der er Dansk, eller også er din smag bare ovre i retning af Jadak, John & Åge, Øbberbøv eller Kampen Om Den Røde Ko.

  6. J.O.C

    Synes det var en fantastisk serie. Er igang med første serie på dvd, og jeg har allerede glemt mange af detaljerne, selv om morderen er afsløret.
    Det ville da være super med serie 4, men vil det ikke være lidt usandsynligt. Lund har jo begået et mord. Kan man ustraffet gøre det og bagefter blive “benådet”, blot fordi man er en dygtig efterforsker? Næppe.Plottet ville være for useriøst.

    Gråbøl har forøvrigt sagt nej, Svejstrup har sagt stop, Piv Bernt har også sagt seriestop, og så er den potte ude. Serien stopper på toppen. Det kan næsten ikke være bedre, og DR har igen bevist overfor mig, at mine licenskroner er givet godt ud. Forsæt det flotte stykke arbejde, DR. Så vil I ikke opleve nogen form for kritik fra mig.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.