Et stigende antal danskere har de seneste dage sagt ja til organdonation. De har givet tilsagn om, at de vil donere deres organer, hvis der skulle opstå en situation, hvor læger erklærer dem hjernedøde.
Danskernes tilsagn kommer efter DR-dokumentaren om 19-årige Carina Melchior, som ville det anderledes end den læge, der havde forudsagt, at hendes liv ebbede ud. Carinas forældre sagde ja til organdonation, men den unge kvinde vågnede og kæmpede sig tilbage til livet.
2338 danskere har i de seneste dage givet fuld eller begrænset tilladelse til at donere deres organer, mens 422 personer har meddelt Donorregistret, at deres organer ikke må bruges til transplantation. Blandt de 800.000, der i forvejen var tilmeldt registret, har 1039 ændret deres registrering, så de nu giver fuld tilladelse til organdonation. 943 har efter DR-dokumentaren meddelt, at de ikke længere vil være donorer.
Der er grund til at glæde sig over de nye tal. Grund til at glæde sig over, at danskerne ikke lader sig skræmme, selv om Carinas historie bestemt ikke er for sarte sjæle. Det samme gælder i øvrigt BTs nye beretning om Jesper Bendixen, der af læger blev erklæret hjernedød, hvorefter han vågnede.
For nogle er beslutningen let. For andre er det hamrende svært at tage stilling til organdonation. Der er følelser på spil. Etiske dilemmaer. Hensyn til familien. Døden er ikke det tema, vi har lettest ved at forholde os til. Men en stærk skæbnefortælling kan få os til at reagere. Historien om Carina rystede og rørte en nation og fik flere tusinde til at handle, viser tallene fra Donorregistret.
Der er brug for organerne. En enkelt donor kan redde tre eller fire menneskers liv. Det er i orden at sige nej. Det vigtigste er at tage stilling.
hec
@Lederskribenten
“Carinas forældre sagde ja til organdonation”
- hvorfor i alverden skal familierne spørges?
Lig eller hjerneskadede komapatienter skal tilhøre staten og IKKE familier!
Vi skal bort fra sentimentalt føleri, således at værdigt trængende i langt højere grad kan få de organer, som er nødvendige for, at de kan fortsætte værdige, produktive og nyttige liv. Deraf følger også, at ganske mange aldrig vil kunne modtage organer….
Lægevidenskaben kan efterhånden forlænge meningsløse og uværdige liv med talrige år, men er dette virkelig i helhedens interesse? Skal alle liv leves? Nej!, der skal prioriteres og sorteres, lige som på alle livets andre områder!
Hvad mener du med værdigt trængende? Hvad mener du med uværdige liv? Og hvad mener du med at liv skal prioriteres og sorteres? For mig lyder du præcist som nazisterne i trediverne og fyrrene. Vor herre bevares.
Helt enig med dig.
Meningsløse liv skal bare termineres – nej, det skal kun være de stærke, ariske og veluddannede der skal kunne modtage organer – hvorfor dog spilde værdifulde organer på disse andenrangsmennesker. Væk med etiske principper føj for helvede, det er der ikke plads til i et samfund hvor det bør være produktiviteten som står i højsædet. Sieg Heil.
Svångberg, er der ellers andre ting i din optik, staten skal eje, nu vi er igang med stasimetoder.
Jeg har en enkel, måske rå tilgang til disse donationer, fordi menneskelivet ikke skal ses som reservedele, med ofte endnu svære lidelser efter fremmede organer, fordi disse ikke virker.
Lad det være den enkeltes valg, med ret over sit legeme i den begrænsning, selvbestemmelse eksisterer.
Den enes død den andens brød, er en giftig tilgang til sejr og fald, og kan allernådigst accepteres blandt dyrene, som ikke ved bedre.
Du ville stå dig godt ved sorteringshallerne under krigen, fordi du siger det selv, ud til højre med de svage, så de stærke kan dominere verden, med deres tyranniske snæversyn.
Du har ikke rystet mig med dine holdninger, men du evner til stadighed at efterlade dine meninger, med stor undren, fordi de ikke rigtigt passer ind i normale rammer for hvad man egentligt ønsker at lægge navn til, men du er ikke kræsen, og bestemt heller ikke empatisk. Janne.