Nok er nok

Kampen for en ren cykelsport har en del år på bagen. Lige siden den store Festina-skandale under Tour de France i 1998, har der været et stort fokus på dopingproblematikken. Operacion Puerto, den store spanske dopingskandale i 2006, der kostede Bjarne Riis’ kaptajn, Ivan Basso, deltagelse i Tour de France, understregede med al tydelighed, at der fortsat var et hav af brådne kar i feltet.

Men man har nu en begrundet tro på, at det ikke længere forholder sig sådan. Den organiserede doping har uhyre svære kår i et system, hvor de såkaldte blodpas fanger for store spring i blodets indhold af eks. røde blodlegemer. Udsving, der målt fra dag til dag, ikke opdages, men som ses, når tallene sættes ind i tabeller, der måler i måneder og ikke i dage.

Alligevel kommer der hele tiden sager. Men et hav af dem er også gamle sager. Som nu Alberto Contador. Denne gang lyder beskyldningerne på ulovlige insulin-indsprøjtninger tilbage i 2005. Kilden er anonym, men har angiveligt vidnet for den verdensomspændende antidoping organisation, WADA, i den nyligt overståede sag, der kostede Contador to års karantæne.

Og så er det, man fristes til at sige, at nok er nok. Bjarne Riis har selv indrømmet brug af doping, og der er vel ingen ved deres fulde fem, der tror, at sporten var ren i slutningen af 90’erne og langt op i sidste årti. Så den frække påstand kunne meget vel være, at der ikke er mange aktive, som også kørte for fem-otte år siden, der har en pletfri fortid. Derfor bør det også være tiden, hvor man kigger frem og lader gamle sager være fortid.

Intet er bevist i denne sag og det er på ingen måde sikkert, at sagen overhovedet bliver til mere end anonyme påstande. Men det er et tegn på, at cykelsporten i mange år fremover vil blive holdt op på de problemer, der har martret denne sport i så udtalt grad. Og skal man finde noget positivt i det, så er det, at der konstant vil være fokus på renheden, på dopingjagten og på at finde dem, der forsøger at omgå reglerne. Håbet kunne så bare være, at også andre sportsgrene med tiden udsættes for så nidkær kontrol som tilfældet er i cykelsporten.

5 kommentarer

  1. Steglich-Petersen

    Hykleri !

    Cykelsporten er en udmærket eksponent for det faktiske samfund.

    Løgn, bedrag og magmisbrug.

    Franskmændende har mistet troen på det demokratiske samfund og politkerne. Danskerne har mistet troen på EU og sig selv.
    Verdenssamfundet har kæmpet med troværdighedsproblemer i årtier.

    Så fri os dog for den latterlig ynk, med snyderi i sport !

    Og I journalister – er en del af problemet – fordi jeres nyhedsdækning er dubiøs og utroværdig.

    Fokus er alene på sensationen og politisk korrekthed – ikke på sandheden – og dermed hviler al medie distribueret information på en illusion – om at noget måske er rigtigt, måske ikke.

    Det er konstant overladt til modtagerne at vurdere sandhedsværdien – og det magter de fleste ikke – men bliver ført bag lyset gang på gang.

    Det er en skændsel for retsstaten og demokratiet.

  2. Harry Blunck

    Tusind tak – det er på tide at se frem, og artiklen opregner på udmærket vis hvorfor. Sørgeligt at anonyme kilder kan forlede nogle medier til at gå på “arkæolog-arbejde” og antydninger i noget der alligevel ikke fører til noget. Tak for klar tale!

  3. Erling

    Professionel cykelsport er komplet latterlig – og man må undre sig over, at nogen ønsker at sponsorere en sport, der er så betændt. Man kunne ligeså godt betegne de enkelte cykelhold som: EPO 1, EPO 2, EPO 3 osv.

  4. sofie

    Det er en gåde hvorfor doping ikke bliver lovliggjort,men så ville medløberne jo miste en masse penge-uha ,da!

  5. Thomas H. Rasmussen

    Den ene Tour de France vinder efter den anden bliver efterfølgende afsløret i at have snydt både tilskuere, seere, sponsorer m.fl. Men den offentligt finansierede kanal – TV2 – fortsætter troligt med at dække cykling massivt! Platuglerne længe leve!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*