Måske det bare er alderen…

Lille spejl på væggen dér, hvem er… Nej, ikke lige mig, for jeg lignede en kogt krebs fra morgenstunden. Prisen for sommertid, for at stille havestolene frem, for at stille uret frem. Stod jeg og funderede lidt over i visheden om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for en smule lysebrun farve i ansigtskuløren, når den solskoldede fremtoning lige lægger sig. Alt imens, jeg også funderede over, at vi i vores fortravlede liv konstant kigger frem. I fodboldterminologi er den næste kamp altid den vigtigste.

Måske det er alderen. Men hvor er de fælles referencepunkter at kigge tilbage på? Bare en enkelt landskamp til at skabe et bagudskuende omdrejningspunkt. Den så vi sammen, kan huske sammen, lige præcis den der aflevering. Jo, jo, vi var da 684.000 om at dele VM-kvalifikationskampen mod Rumænien ovre på Kanal 5. Et ganske pænt tal hen under klokken familietræthed og lidt i 21 og kunsten for alvor at kigge frem. Mod en ny uges trummerum.

Nu var der selvfølgelig heller ikke meget 4-2 mod Sovjetunionen og blå himmel over Idrætsparken over den mildt sagt kedsommelige men dog resultatmæssig spændingsmættede 0-0-kamp i Rumænien. Man kunne så sidde og summe og skumme lidt over midtbaneslider William Kvists konklusion i det direkte efterspil på sidelinjen: ”Vi spillede en superkamp”. Og nej, sådan kommer vi ikke til at huske den. Heller ikke vi 684.000, der så med.

Reporteren forsøgte sig med noget a la: ”Vores eksperter var kritiske i forhold til første halvleg.” Men Kvist forsvarede sig i retning af: ”Nu ved jeg ikke, om jeres eksperter har spillet fodbold. Eller i Rumænien.” Velvidende at Frank Arnesen var én af dem. Hallo.

Ham savner jeg lidt. Inde på banen. Måske det er alderen. For det nytter jo ikke noget at klamre sig til Frank Arnesen eller en enkeltstående fodboldkamp på grundlovsdag i freaking 1985. Tiden går, men den konstante og flygtige konstatering af, at man gør det godt, når man ikke gør det. Hvis vi klarer os igennem i dag, har alle alligevel glemt den i morgen. Og så ellers videre, videre. Uden synderlig refleksion.

Som i spejlrefleksens påmindelse om den perfekte søndag. Begge tøser på hjemmebane til fodboldkamp på samme tid, så hele dagen ikke løb ud i kørsel og forskellige udebaner. Også selvom U16-datteren og holdet blev høvlet ned under gulvbrædderne, 1-8 til en flok U14-drenge i sidste træningskamp inden turneringsstart. Kald det bare den lille forskel, der også på en fodboldbane gør en forskel.

Solrige eftermiddags- og tidlige aftentimer i forårets endelige komme. Beslutningen om at hænge vinterfrakken i hi. Kaffe udenfor. Nå ja, og så en landskamp. Uret sat på frem, men mandag morgen dér i spejlet et moments erindring om i går. Og den søndag i slutningen af marts.

Nå, men om ikke andet, kan jeg da se tilbage på fire års tirsdagsklummer i BT. Dette er min sidste. Og det er da noget af se frem til for nogle – som jeg naturligvis selv gør mod nye landevindinger. Måske det bare er alderen, men jeg holder af at kigge bagud…

 

Kommentarer er lukket.