Det kunne da ikke lade sig gøre…

SPORTSKOMMENTAR: Pyh, sikke en sportsuge. På den store fodboldscene. Og endda inden FC København på den lidt mindre i skrivende stund endnu har været på banen. Såmænd, Nicklas Bendtner fra Nottingham Forest til norske Rosenborg trak danske medietænder ud henover natten fra sent mandag til op ad tirsdagen. Pænt overraskende historie, men så langt fra de største scener, den næsten kunne komme. I hvert fald i forhold til dengang, det hele tegnede lysegrønt, og han hakkede tre kasser ind for Arsenal i Champions League mod Porto. Alligevel en interessant udvikling i Bendtner-fortællingen, som vi næppe slipper, før karrieren er kørt i garage.

Men det var selvfølgelig, da tirsdag blev til onsdag og sneg sig op mod den sidste time før midnat, at ugen kulminerede. Eller sportsåret i det hele taget. En af den slags aftener, man som såkaldt aficionado for altid vil kunne genspille på den indre skærm og rent fysisk vil kunne genkalde sig tid og sted. FC Barcelonas vanvittige 6-1-sejr i returkampens ottendedelsfinale i Champions League over Paris SG stred imod enhver fornuft. Ikke mindst på baggrund af franskmændenes overlegne 4-0-triumf i det første ben. Det kunne da ikke lade sig gøre.

Sådan tænkte jeg, som sikkert så mange andre, og greb derfor min sportsaften ganske tilforladeligt an. Ikke noget med at sidde spændt som en flitsbue fra første fløjt. Næh, jeg tog i hallen og så 1. divisonshåndbold mellem TMS Ringsted og Team Sydhavsøerne og et let overraskende nederlag til oprykningsbejlerne fra det midtsjællandske. Barca-PSG nærmede sig afslutningen på første halvleg, da jeg nåede hjem. Kludeselvmål til 2-0 og da værd at hæve et øjenbryn for efter reklamepausen, som jeg tilbragte med en solid GOG-føring over KIF ovre på TV2 Sport.

Tilbage igen og lidt tyndt men forsvarligt straffe til Barcelona kort inde anden halvleg. Læste mig frem til på SoMe og fandt klip, der viste, at PSG vist i samme ombæring skulle have haft ét på samme konto før pausen. Men okay, 3-0, liv i kludene på Camp Nou. Lige indtil en god time og Cavanis drøn op i nettaget til 3-1. Over and out. Mig tilbage på TV2 Sport og debatprogrammet Kontra for at få sidste og afrundende holdningstilkendegivelser fra eksperter og kommentatorer på Gudmundurs forventelige og endelige exit fra dansk herrelandsholdshåndbold, der også ramte nyhedsstrømmen først på ugen.

3+ og 87. minut på klokken. Måtte da lige have det sidste med. På trods af mangel på ligefrem spektakulære scoringer kan det da nok være, at Neymar rettede op på den med det frisparksmål. Alt imens man nikkede til kommentator Sæbyes retoriske konstatering: ”Tænk, hvis det var kommet for ti minutter siden?” Og så Suarez’ dyk, usympatiske træk og snydetampens dramaturgiske virkemiddel blot tre minutter senere. Straffe og 5-1. Hvor mange kan ikke nikke genkendende til den der home alone-retorik, når man stille ud i stuen proklamerer: ”Hold da kæft”. Og man ligefrem højt følger op og fremsiger, at det sgu ikke kan lade sig gøre.

Men det kunne det. Som også naboen fik at føle eller høre. Og selve grunden til, at man kan huske den slags i årevis fremover. Mens båndrummet fremtryller lignende eksempler til studieopfølgning, og man ryger lige i dagen derpå og gerne kæmper sig igennem alverdens net-reklamer for at se det hele igen. Og igen. De sidste syv-otte minutter.

Film i sport og fodbold har fanden skabt. Forbrydelsen, der åbenbart fremdeles betaler sig. Går den, så går den. Om der så var 42 linjedommere, kan man ikke dæmme endegyldigt op for det. Dommerskøn ligger i spillets væsen. Hvor smerteligt det end kan forekomme i momentet. Men dramaer af den kaliber på den helt store scene er til tider hver en Yousee-penny værd. Sikke en onsdag…

 

Kommentarer er lukket.