Kampen om den blå kasse

 

Helt ude fra motorvejsbroen ind mod hovedstaden kan man øjne det smukke og med lysets rigtige fald også blå DR-vartegn, som den hundemilliarddyre koncertsal i DR Byen udgør. På nippet til at blive godt pakket ind af nybyggeri i området, men stadig en tiårig mastodont som fysisk udtryk for DR’s dominans i totalbilledet.

For enden af motorvejsrampen og i T-krydsets valg ved Ørestad tårner endnu en musikalsk katedral nu op, hvis man vælger at dreje til højre. Royal Arenas lige så karakteristiske og formfuldendte arkitektur som hovedstadssamlingspunkt for populærkulturens noget mere talstærke tiltrækningskraft til rockkoncerter og sportsbegivenheder af en vis størrelse. Den kommer en del flere af os givetvis til at se indefra end venstresvingets valg ind mod byen. Men der skal være plads til begge dele, og såmænd, den slags koster.

At man så er mere eller mindre tvangsindlagt til at betale til den blå koncertbygning over licensen, er en del af prisen for at få hele pakken. Som måske nu skal være mindre, både i indhold og pris. I hvert fald er koncertsalen seneste omdrejningspunkt om den værdipolitiske kamp for et smallere produktions- og bredere geografisk DR. Eksempelvis er Sporten og Vejret på vej vestover til lejet udsigtsstudiet på kajen i Aarhus ved årsskiftet, og nu synes DR’s koncerthus, orkestre og kor på vej i favnen på Det Kgl. Teater eller blive udskilt som selvstændige institutioner. Dansk Folkeparti og kulturminister Mette Bock er lidt uenige om, hvem der har fostret ideen, så det skændes de lidt om. Alt imens iagttagerne diskuterer, om der gemmer sig store besparelser i øvelsen. Eller måske et beskyttende værn, så DR ikke selv kan benytte orkestrene som spareobjekter i et nyt medieforlig med ambitioner om at beskære DR-dominansen på mediemarkedet.

Sikkert de færreste af os, der helt kan forholde os til, om det giver god mening. Fordi vi som oftest vælger at dreje til højre i T-krydset for en god plovmand og billet til Metallica i stedet for turen ind i den blå orkesterkasse. Eller for den sags skyld hele vejen ind til byen og højborgens kongelige kunst i teatret. Ej heller ligefrem en folkelig sag, hvem der har ansvaret for violinerne. Næh, en helt anden snak, hvis X-Factor eller MGP er i farezonen. Populærmusikken som underholdningsformat kan altid dele vandene i overophedet diskussion om for eller imod, højere eller lavere licens.

Jeg må med skam meddele, at jeg aldrig har været inde i selve koncertsalen. Altså, til koncert, demokratiaften eller pigekorsang. Jo, hjemme ved skærmen, og det er jo en god del af formålet. Men jeg holder stadig rigtig meget af synet i sig selv, koncertsalens arkitektoniske tiltrækningskraft for blikket fra både distancen og tæt på. Og faktisk også af, at driften, produktionen og indholdet er i samme hus som budbringeren. Så vi har et samlet overblik over udgiften. Cafe Hack-modellen er lettere uoverskuelig.

Kan se i mit Facebook-feed, at Elvis Castello giver koncert derinde her til aften. DR-medarbejdere, der tjekker ind på stribe. Mon ikke også de betaler for billetten. Akkurat som jeg da gerne spæder lidt til…

 

Kommentarer er lukket.