Man kan ikke dele med alle

 

Vi er ikke længere læsere eller seere. Vi er brugere. Mediebrugere. I en ekstrem social medietid, som helst skal staves med to gange stort og SoMe, er det forkromede begreb brugerinddragelse vejen frem. I øvrigt ikke blot for medier, men for ethvert foretagende med hang til at holde fast i kunderne.

Når vi har kigget på eller købt en vare, kommer cookierne, og vi bliver forfulgt i onlinehelvede af et par sko, vi faktisk ikke gider se igen, før de er modtaget med pakkeposten. Når det røde bud fra det blå Postnord så har vendt os ryggen, kan vi end ikke nå ind til mailen igen, inden den står og blinker med en tilfredshedsundersøgelse. Jamen, jeg har fået min pakke, og så længe den ikke var fem dage forsinket, er jeg fint tilfreds. Og nej, selvom det kun tager to eller fem minutter, bliver det ikke lige i dag, jeg får spørgeskemaet udfyldt. Heller ikke med den pænt høje præmie af et gavekort til portoen på et Quickbrev på højkant.

Vi skal holdes i hånden og til ilden. Ikke noget med at dvæle ved slutningen på en film med dramaturgisk meningsfulde violiner henover rulletekster på fladskærmen. Hvis du vil se, hvem der har leveret underholdningen, må du på nettet, for de ruller over i brevkasseformat i bunden af skærmen eller i en rasende fart, alt imens speakeren går i falset for at holde os på kanalen eller crosspromote os over på en anden i eget univers. Ej at forglemme den konstante opfordring til såkaldt second screen: Gå ind på dr.dk, tv2.dk, tv3sport.dk.

Og sådan kan man brokke sig over meget. Også nyhederne, som man heller ikke kan stole på længere. De er fake. Hele vejen igennem, siger selveste præsidenten af United Bluff. Det er de jo ikke, men mest en manipulerende og systematiseret wag the dog-strategi, som de også kalder det over there. Som ikke bliver mindre af den konstante sammenblanding af journalistik og sociale mediers kommentarfelter. Med Facebook og Twitter som officiel regerings- og nyhedsformidler er brugerinddragelsen komplet med stående invitation til trolls og konspirationsteoretikers forplumrede bidrag til festen.

Jeg savner den lukkede fest med fuld panorama. Alle får lov til at kigge ind. Men ikke til at danse med. Gedigen og uimodsagt journalistisk, der kan trække en Pulitzer eller Cavling. Der ikke bliver delt, skudt i stumper og stykker af brugere, men toner frem på skærmen, papiret eller ud i æteren for at forsvinde igen med momentets styrke.

Af samme grund har jeg meldt de fleste aviser fra på Facebook og søger selv efter behov ind på deres sites. En ting er utrættelige algoritmer, der fodrer i et gentagende forfølgelsesvanvid, en anden, at den lige får en dobbelt skrue på clickbait. Først bliver man spurgt: ”Hvad synes du?” eller får læst og påskrevet: ”Nej, hvor forfærdeligt”. For derefter at skulle gætte overskriftens indhold, og hvis man formaster sig til at klikke, har man som regel læst det et andet sted.

Så derfor nøjes jeg med SoMe-venners anbefalede og direkte links til gode historier. Faktisk en fin ting at kunne udvælge sine personlige redaktører. Min helt egen brugerinddragelse…

Kommentarer er lukket.