Vi har alle et magasin i hælene

 

Så fik spindoktor eller særlig rådgiver versus journalist med redaktionel ha- eller inhabilitet endnu en omgang i manegen i Presselogen. Både passende sted og såmænd også tid, da justitsminister Søren Papes nyudnævnte spindoktor fra Politiken, Jakob Sheikh, kolliderede med en forsidehistorie fra samme politiske stofområde midt i vadestedet på sit jobskifte. Lige lovlig dårlig timing og en åbenlys anledning til et dobbelttjek i mediemoralens skruestik.

I et relativ smalt rekrutteringslandskab er det svært at undgå, at journalister får mod på at forsøge sig på den anden side af disken og vice versa. Som i så mange andre brancher kender man hinanden, har nære faglige meningsudvekslinger, netværker med venner på begge sider af frontlinjen. En markedsmekanisme, som i den ideelle verden nok ville forekomme sjældnere end tilfældet er, hvis der var flere at vælge mellem.

De berørte mediechefer i Presselogen havde i sagens natur ikke de store problemer med svingdørsspin eller kasket-stakit-skift henover natten. Sådan går forsvarsmekanisme let over i benægtelse. Mens fordømmelsen kommer lettere fra dem, der ikke måtte have en aktuel sag i klemme. En traditionel foranstaltning går på, at medieledelsen holder redaktører med eventuel tidligere og personlig berøringsflade til ministre og ministerier væk fra sager med selvsamme minister eller ministerium involveret. Den holder ikke vand i praksis, for forud for enkeltsager går naturligvis redaktionel proces og ideudvikling, hvor man vægter for og imod, skyder historier ned eller favner dem, og redaktørerne sidder med lerduebøssen til at ramme eller lade passere, inden det bliver en habilitetssag.

Et andet forslag cirkler omkring en given karensperiode til journalister eller redaktører, der skifter fra ministeriet til nyhedsdesken eller omvendt. Men hvor hurtigt glemmer man egentligt sit netværk, slipper sine kampe og opgiver personlige alliancer – skulle gammelt venskab helt forgå? Næppe.

Øvelsen er og bliver svær. Og givetvis værd at tage op i grelle enkelttilfælde, som den konkrete Politiken-forside ikke nødvendigvis er. Sværere at gennemskue hverdagens usynlige beslutningsprocesser og frasortering af historier, som sagtens kunne tåle rigide regelsæt som karensperioder og anden varedeklaration. Omvendt kommer det nok ikke til at ske, så derfor igen på sin plads, at tilstræbt kritiske mediemagasiner holder et løbende og vågent øje.

Jeg søgte for ganske nylig et job ovre på den anden side. Altså, derovre i den store idrætsorganisation, som igennem et par årtier har været det bolværk, jeg i journalistisk forstand har været oppe imod. Sports- og idrætspolitik er og bliver mere end 1-0 og tilbage til studiet.

Blankt afslag. Jeg var sikkert for gammel, ukvalificeret, havde stødt nogle på manchetterne igennem årene eller andre var slet og ret dygtigere. Begrundelsen for så vidt underordnet. Spørgsmålet er, om man kan stå inde for sig selv. Og lade andre om at vurdere, om det går an. Habil eller ej. Vi har alle et kvalitetsvurderende magasin af en slags i hælene i hverdagen. Det er en god ting…

 

 

Kommentarer er lukket.