En del af noget grinagtigt…

SPORTSKOMMENTAR: Fodboldlandsholdet til grin? Nej, vel. Sporten og nationalmandskabet fylder for meget og har for stærkt et fundament til, at det ligefrem bliver til grin, ik? Og så alligevel.

I disse dage er hele kollektivet på nippet til ikke blot at gøre sig selv til grin, men også at gøre sig til genstand for indbegrebet af grådighed og arrogant distance til de børn og voksne, der i tykt og tyndt, op og ned ad åen og igennem et helt liv identificerer sig med og bakker op om det største af det største. Som fodboldlandsholdet er. I hvert fald siden Sepp, sikkert også siden OL i 48 og 60. Og måske bliver ved med at være. Måske ikke, hvis ikke spillerne tager sig sammen. Altså, på banen. Udenfor vil de bare have flere penge. Igen.

Og så var den gal med maden på et hotel i Polen, noget massage, der halter, så man må have fløjet personlige behandlere og diætister ind fra udlandet. I den dur. Det kan da godt være, der skal strammes op på frikadelle-mentaliteten, og at Søren Lerby og Store Larsen forlangte fiskefilet og remoulade, når de kom hjem til hotelhygge på Marina. Klublivet ude i det store Europa er professionaliseret ned i detaljen, den enorme pengestrøm skal bruges til et eller andet, og restitution, behandling og kost har topprioritet i en moderne fodboldspillers hverdag. Men come on, ikke som medieløftestang i forsøget på folkelig opbakning efter 0-1 til freakin’ Montenegro i Parken. Og nej, 4-1 over Kasakhstan tæller heller ikke som mandat.

Strategien med at sende enkeltspillere i mediemarken for at brokke sig over mad, massage og moneter kan kun give bagslag og skabe en lede, som i forvejen er helt oppe ved kanten i forhold til middelmådige præstationer og udeblivende slutrunder på stribe. Selv Rusland 2018 formøblede de stort set inden, kvalifikationen for alvor var gået i gang. Stod det til førnævnte Sepp blev hele banden til næste hjemmekamp sendt ud på værelserne med lamelbundsmærker langt ind i rygsøjlen i betonbunkeren i Idrættens Hus.

Er med på, at der finder en magtkamp sted mellem spillere og DBU-top. Både en økonomisk og faglig af slagsen. At kemien lige siden direktør- og formandsskifte har været mere end anstrengt. Og nu igen en strid om tre millioner kroner, der har forputtet sig som gammel gæld i en sponsoraftale, spillerne ikke har fået fingre i. Nyt for ledelsen, velkendt igennem to år ifølge spillerne. Jamen, bare løs det. Ned i vaskekælderen i Fodboldens Hus og få det hele endevendt endnu en gang – og lad det blive dernede. Mindst indtil en sikker sejr over Rumænien på udebane sidst i marts.

Efterhånden har jeg fået sympati for marketingstuntet ”En del af noget større”. Jeg misforstod det bare og lod mig foregøgle, at det handlede om A-landsholdet, at vi alle skulle være en del af flagskibet, der samlede nationen og tog os med til alverdens slutrunder. Sloganet dækker, som Morten Olsen ville have formuleret det, vitterligt over det brede ansvarsområde som folkesundhed, fodbold i skolerne, FC Prostata og i den dur, og som DBU tilsyneladende tager alvorligt. Alt imens A-landsholdet er på vej til at blive en del af noget grinagtigt…

Kommentarer er lukket.