Så henter de en fandens og ukendt karl af en hollandsk sportsdirektør til høj løn i Esbjerg…

SPORTSKOMMENTAR: På bilturen tværs over landet en frostkold februaraften omkring spisetid synes både forår og lyset langt væk. Og så alligevel. Der skal ikke meget mere end et nyt provinsbyskilt til for at få øje på det. Drømmene og 12-årige knægte i måske lige lovlig neonfarvede fodboldstøvler, der lyser op i kunststofbanernes skær og vidnesbyrd om, at de arbejder på sagen. Året rundt med frivillighedens kompetente trænere i fuld sving for at hjælpe drengene på vej. Både i bevidstheden om indhold, leg og konkurrence i hverdagen. Og om det måske næste og store skridt.

Ind til de større byers forstæder, hvor stadionlysenes lux bader endnu mere udstrakte kunststofanlægs lysegrønne håb om at gå hele vejen. Derinde, hvor drenge bliver til mænd og mænd bliver til drenge, og hvor drømmene for de allerflestes vedkommende bliver endegyldigt skudt i smadder. I hvert fald hvis det fortsætter som nu.

Det kan godt være, at drengene et par dage forinden har plaget om at blive længe oppe og følge computerens transferdeadline helt i seng ved midnatstid. For så at sige godnat i visheden om, at de skal stå endnu tidligere op, hvis de en dag selv vil med i den hæsblæsende slutspurt om underskrifternes klubskifte. Efter al sandsynlighed bliver de overhalet af ukendt EU-mellemhandlervare, fordi transfervinduet nu engang står åbent, og når det blæser, har vi for vane at bygge læhegn og ikke vindmøller. Sågar her i Vestas-land, og det er en falliterklæring af rang.

Så henter de en fandens og ukendt karl af en hollandsk sportsdirektør til høj løn i Esbjerg med gode forbindelser til græske og georgiske backer på udlejningsmarkedet. Sender seks danske spillere på porten og henter fem udlændinge ind i transfervinduet for at stå tilbage med forsmåede talenttrænere, tiltagende tilskuerkrise og en stakkels stadionspeaker på mellemhånd. Kan da nok være, at der var lidt for meget bøvl med den talentfulde, danske back, men at smide ham ud med en skidtspand af superlativer i flugten fra en formand, der gør en dyd ud af at proklamere, at han ikke har den fjerneste forstand på fodbold, kommer næppe det store regionale fodboldflagskib til gode.

En tendens, der selvfølgelig på et tidspunkt også måtte afstedkomme den reaktion fra DBU og Divisionsforeningen, som ifølge Politiken nu nedsætter et udvalg, der skal kigge kritisk på antallet af udlændinge i dansk fodbold. Ifølge avisen har superligaens 14 klubber hentet 61 udlændinge i denne sæson.

Jeg er til arbejdskraftens frie bevægelighed, åbne grænser, og jo, kineserne kommer i enhver henseende og overalt i fodboldverdenen. Og jeg er med på, at man ikke blot kan læne sig tilbage som udviklingsliga og lade tålmodigheden råde. At der ikke er specielt mange rejer i rejesalat eller gf’ere i AGF. At der eksisterer en problematik med fødekæden og såkaldte homegrown players, der bliver hentet af udenlandske klubber, inden de når at få debut i Brøndby eller OB. At der skal resultater og sponsorer til her og nu. Men jeg er også til lokal eller regional identifikation og tiltrækningskraft. At vi finder og udnytter potentialet blandt de titusindvis af drenge, der aften efter aften løber månen sort på oplyste kunststofbaner landet over.

Den kamp må DBU for så vidt også selv komme ind i, inden man tyr til hollandske turneringsstrukturudviklere og belgiske besserwissere på talent- og landsholdsudvikling. Man kan ikke konsulentkøbe sig ud af enhver knibe. Hvad blev der af troen på egne evner hele vejen rundt i dansk fodbold?

Jeg er sikker på, at jeg spottede den 12-årige udgave af Thomas Delaney derinde i lyskeglen. Om det var i Gauerslund, ved Vissenbjerg eller Sorø, kan jeg ikke lige huske. Han går træt til køjs igen i aften. Og drømmer om den dag…

Kommentarer er lukket.