Varm luft eller en god historie…

 

Kun en tåbelig erhvervsdrivende frygter ikke en shitstorm på sociale medier eller et helt DR-hold fra Kontant i entreen. Om man lander i et af scenarierne selv- eller uforskyldt er for så vidt ligegyldigt, men det er i begge tilfælde svært at komme helskindet igennem. Bedste rådgiverråd er som oftest: Det går væk igen. Altså, med mindre man er juridisk helt ude i skoven og befinder sig på trappestenen til en retssal.

Underholdningselementet i selv et journalistisk seriøst primetimeprogram er ikke til at komme udenom. Ikke at vi nødvendigvis er i reality-genren, men redigeringsretten er en kærkomment virkemiddel. En hævdvunden og hellig ret også i magasinjournalistikken, og som snildt ender i tendentiøs slagside, hvis ikke den bliver håndteret med høj integritet og samvittighed. Det er DR som oftest garant for, om end selverklæret konkurrencesituation og genreskred også smitter af på nyheds- og magasinredigering. Kampen om seerne tilsiger det. Åbenbart.

Derfor også et kærkomment indblik for den almindelige seer, man kunne få efter Kontants forsøg på at få skovlen under hulmursisoleringsbranchen i sidste uge. Bygget op over sædvanlig dramaturgiske spændingskurve med banken på fordøre og kaffe med dertilhørende charteque og sagens kerne på spisebordet hos den forsmåede forbruger. Og til sidst facit og det endegyldige konfrontationsinterview med forbryderen. I dette tilfælde et isoleringsfirma på Sjælland.

Igennem programmet såede Kontant-værten tvivl om KLH Isolerings forretningsmetoder. Om firmaet overhovedet fyldte den lovede isolering eller blot varm luft i hulmurene, om deres kvadratmeterpris i forhold til omregningstabel for vinduer og døre, om deres tilbudsgivning, der i den grad bygger på et tillidsforhold køber og sælger imellem, fordi vi har et begrænset indblik i, hvad der befinder sig i hulrummene i vores huse.

Såmænd, det lykkedes at så tvivl om KLH-fremgangsmåden i et par tilfælde. Men uden at kunne fremvise den blankpolerede cavlingudgave af en smoking gun som facit. Snarere et godt og mistænkeliggørende råd om at se sig godt for, når man køber isolering til sine hule mure. Hvilket jo et eller andet sted giver sig selv, akkurat som med brugte biler eller milliardudbetalinger på mail fra Afrika og i den dur.

Men KLH ville ikke lade konklusionen stå upåtalt og offentliggjorde egne optagelser af hele interviewet og i en sammenklippet version, der latterliggjorde DR-værtens forberedelse og eksekvering. Og samtidig blotlagde det setup, der ligger til grund for de otte minutter, der blev vist i TV fra interviewet. Halvanden times optagelser, en back up-redaktør på sidelinjen med spørgsmål og redigeringsrettens mulighed for at klippe og vinkle hårdt eller blødt.

Absolut grunden til, at jeg til enhver tid som kommunikationsrådgiver i så henseende ville fraråde en kunde med rent mel i posen at lade sig interviewe til TV eller for den sags skyld avisen. Kun live eller på skrift i en mail, så dokumentationen er i orden. Derfor forstår jeg for så vidt politikere med samme praksis. Og deres behov for en Facebook-profil…

 

Kommentarer er lukket.