Jeg vil tillade mig at dyrke skuffelsen…

SPORTSKOMMENTAR: Er vi kommet over det? Nej, vel. Og mens TV-rettighedshaverne forsøger at redde stumperne med en smule pseudobroderskab nordover, er det mere salt i såret end fælles begejstring med det ganske Norge over, at nationen nu står i sin første VM-semifinale i herrehåndbold nogensinde.

Selv vi midaldrende mænd kan sagtens nikke anerkendende til Skam som norsk TV-succes og genopleve gymnasietidens udfordringer udlagt i nutidens pixels. Såmænd også håndboldkvinderne i rødt, blåt og hvidt, fordi vores egne ikke har nået dem til sokkeholderne (uden IHF-reglementeret sort tape) i et årti. Men også herrerne helt deroppe på tinden, hvorfra skihop, styrtløb og slalom har sit udspring – no way. Så kan de ellers løbe aldrig så stærkt på kontra og spille Ungarn ud af en fransk håndboldhal.

Nu havde vi lige sat os på tronen for tid og evighed. For blot at klaske uforståeligt sammen i løbet af en time. Hele forklaringen kan man næppe hænge op på en skrantende Morten Olsen og en fraværende Mads Mensah, om end flere eksperter er nået frem til netop det. Og det er nok også den mest rigtige udlægning, fordi selve farten forsvandt og endte i et gumpetungt traume af en sportsnedtur, når det er værst.

Jovist, vi er blevet gode til at komme videre, fordi vi i tidens hæsblæsende TV-sportsudbud altid er på jagt efter det næste fix. Dvæler sjældent ved i forgårs og lever højt på i morgen. Men selvom Norge naturligvis er fuldt fortjent i semifinalen på uskikkens wildcard, og de slet ikke er så ringe endda med sidste års EM-semifinale in mente, så er det bare ikke nok til at fjerne tomrummet, som jeg har forsøgt at lade vokse i stedet for det modsatte i ugens løb. For hvorfor altid videre, videre, videre?

I søndags kunne jeg næsten fortrænge det i momentet, få lidt ud af dagen alligevel, når nu kampen blev spillet sidst på eftermiddagen. Lod søndagsaftenrutinen tage over som en slags førstehjælpsbehandling og hjertestarter med mandag for øje. Men når man først står midt i den. Mandagen. Efter sådan en gudsjammerlig præstation og havde sat så meget mental lid til at kunne køre håndboldherrerne som parallel begejstringsmakker ugen igennem, mens januars halvanden million dage (punktum, red.) sneglede sig af sted, endte ugens løftestang i stedet i en ørkenvandring af apati. Og nærmest manglende stillingtagen til, om det er på sin plads at sende Gudmundur hjem til Island allerede nu eller først efter forårets EM-kvalkampe og kontraktens udløb til sommer. Omsonst.

Her, hvor ugen lakker mod enden, noterer jeg mig med en vis entusiasme, at Nikolaj Jacobsen er tjekket ind i TV2-lejren til semi- og finaleslutspurt i Frankrig til sin sidste ekspert-optræden, inden han overtager landsholdet. Både TV2-udsendinge og såmænd de hjemsendte landsholdsspillere hilser med garanti den friske energi velkommen. Vi andre såmænd ditto.

Hvor skuffelsen efter OL-guldet jo på alle måder virkede malplaceret i efterspillets surrealistiske magtkamp, er den efter denne VM-exit helt og aldeles på sin plads. Jeg vil tillade mig at dyrke skuffelsen. For princippets skyld. Den næste kamp er ikke altid den vigtigste. Nogle gange er den seneste tværtimod værd at endevende og få følelsesmæssig på plads, inden vi stæser videre i sportsteksten…

 

Kommentarer er lukket.