Det velvalgte skattesmækkys

Tænk, at de danske håndboldherrer ligefrem kunne rejse hjem fra VM-slutrunden i Frankrig med en ekstra bonus på lommen. Som man sad der og stirrede halvtomt ud i luften søndag aften efter det forsmædelige nederlag til Ungarn i ottendedelsfinalen, var man da som tilskuer, skatteyder, licensbetaler og tipsmiddelgambler klar til at stemme for, at de hver og én skulle have trukket hele hyren for at optræde i rødt i hvidt, inklusive den forpligtende spilledragt.

Men næh, nej. Da spillerne vågnede efter deres fiasko-exit kunne de læne sig tilbage med smartphonen og fra nyhederne hjemmefra konstatere, at der snart ville rulle klingende mønt ind på kontoen. Regeringen og et folketingsflertal var henover natten blevet enige om, at OL-guldet fra i sommer var blevet nogenlunde det dobbelte værd. Fra skattepligtig til skattefri – med tilbagevirkende kraft. De 14 håndboldherrers bonus lød på 750.000 bruttokroner til deling, men nu slipper skattefar grebet og tryller dem til netto. Jo ikke lige den slags trøstepræmier mange af os havde behov for at lægge tvangsudskrivning til søndag aften.

Og så alligevel, sådan er sport. For selvfølgelig skal håndboldherrerne ikke betale skat af den bonus, de fik fra Team Danmark for at vinde OL-guld. Faktisk er den i forvejen tæt på symbolsk eller nærmest latterlig lille i forhold til realværdien af et guldmedaljesæt, som enhver sponsor til fuld kommerciel brug kunne have udnyttet noget nær tifoldigt. Akkurat som Pernille Blumes 100.000 kroner som individuel guldvinder i svømning og Sara Slotts 70.000 for sølv i hækkeløb naturligvis heller ikke skal være skattepligtig og derfor nu bliver rettet ind på efterbevilling. På høje tid.

Håndboldherrerne tjener for de flestes vedkommende godt hver især i deres respektive klubber, og det er måske ikke dem, der har allermest behov for den ekstra skilling. Men det skal ej heller komme dem til skade i forhold til enkeltudøverne, og selv Caroline Wozniacki havde fortjent hver en krone, hvis hun var landet på medaljeskamlen i Rio. For min skyld fik de gerne det dobbelte og mere til. Anerkendelsens skattefradrag udgør forsvindende få peanuts i det store regnskab. Unge mennesker, der lægger knofedt og talent i deres sport og repræsenterer deres land, skal også anerkendes, når de gør det ekstra godt. Det gjorde mange i Rio. Og ikke ligefrem på store budgetter.

Faktisk var en hel del af medaljevinderne studerende, og parallelt med flertalsbeslutningen i Folketinget kunne Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark i samarbejde med Aarhus Universitet offentliggøre en undersøgelse, der viser, at 38 procent af de danske OL-deltagere i Rio studerede ved siden af deres idrætskarriere. At de studerende vandt 58 procent af medaljerne og to ud af tre OL- og VM-medaljer i 2016 blev vundet af atleter under uddannelse. Så helt på sin plads med den økonomiske håndsrækning.

Men sådan lige i skuffelsens moment skulle de der landsholdsspillere i Frankrig, der så forsmædeligt røg ud af VM-land, jo både top- og brandbeskattes hele vejen hjemover…

 

Kommentarer er lukket.