Kald det bare Paris til egen røv…

Ligegyldig hvor slidt, stresset eller sårbar Rene Toft Hansen har været op til og under VM-slutrunden i herrehåndbold, synes beslutningen om at lukke ned for al kontakt med medierne ovre i afdelingen for bjørnetjenester for både Rene Toft og Dansk Håndbold Forbund. Sådan en af den slags knuder, der bliver strammere, jo mere man forsøger at løsne den.

Fra beskyldningerne om Hollywood-metoder, der kostede modstanderen et rødt kort i træningsturneringen mod Ungarn weekenden inden VM, over albuegate til en underlig berøringsangst i forhold til Rene Toft under hele slutrunden. En gylden middelvej havde måske givet hovedpersonen muligheden for lige at få lettet trykket på dampkedlen undervejs. Det samme for et medieopbud, der nok lægger bånd på sig selv, men som hober et kollektivt pres for svar op, og som i sidste ende sagtens kan få den der inkvisitoriske natur, som skader begge parter mere end det gavner.

Et andet og oplagt spørgsmål er naturligvis, om den selvpålagte tavshed er foregået med et mere end velvilligt DHF-stemmebånd. Som en slags forhånds-damage control på den albuebeskytter-sag, man vidste ville blæse op til langt mere end en storm i et glas vand og en syndflod af spørgsmål i Rene Tofts retning. Eller måske endda en tavshed i en slags beregnende gidseltagningsstrategi, hvor hverken det internationale håndboldforbund, IHF, eller de enkelte modstandernationer ville udvise så ussel sportsmanship, at de ligefrem sagde nej til at lade Rene Toft spille med en ret så harmløs albubeskytter, når han nu var rejst med til Paris. Om end DHF på forhånd var helt og aldeles klar over, at den var ulovlig. Ligesom man givetvis kunne have undgået en bøde på 3.000 kroner forleden for at give Morten Olsen blå bandage på læggen i stedet for sort ved at læse regelsæt bogstaveligt.

Som eksempelvis DR-ekspert og tidligere landsholdsplaymaker, Jesper Jensen, udtrykte det på skærmen dagen før den sidste gruppekamp mod Qatar:

”Det er meget mærkeligt, at man (DHF, red.) ikke har sat sig ordentlig ind i reglerne. Se nu bare at få rettet ind. Hver gang, vi stiller op til OL, så ved vi alle sammen, at nu er det bare regler, og der får Danmark ingen bøder, for der kender alle reglerne og har sat sig ind i dem. Her er det som om, vi har fået lov til det før, mon ikke det går igen? Nej, og Rene Tofts albueskinne – han fik jo ikke lov til at spille med den til OL, så se dog at få det afgjort. Så kan det godt være, at IHF også er nogle værre nølerøve, hvis man må sige det, men se nu bare at få det afgjort.”

På den anden side af gruppespillet har vi endnu ikke hørt et kvæk fra Rene Toft om filmepisoder og albueskinne, og nu venter lettere overraskende Ungarn i ottendedelsfinalen. Fra forventet walkover mod Chile til en langt sværere modstander, som også kan sætte sig op til revanche for nederlaget i Bygma Cup i Danmark for to uger siden. Endda fristelsen til payback-time for Rene Tofts filmscener ved at sige nej til albuebeskytteren.

For ovenikøbet at efterlade landstræner Gudmundur Gudmundsson i vildrede. Som sådan stod han og flagrede fredag aften i TV2-studiet efter opgøret mod Qatar for at tage hjem til sine natlige videoseancer og forberedelse til mødet med Ungarn uden at vide, om Rene Toft var købt eller solgt. Alene at stille landstræneren i det dilemma tangerer mere et amatøragtigt svigt af DHF end en suppedas orkestreret af det internationale forbund. Kald det bare Paris til egen røv…

 

Kommentarer er lukket.