Gudmundur risikerer trods alt ikke at blive fyret

SPORTSKOMMENTAR: Så sidder vi der igen. Sådan cirka den kvarte nation i vinterhi og walk over-gruppespil til en VM-slutrunde i herrehåndbold. Og æder desuagtet det hele råt. Optaktsstudie, kamp, nedtakt og alligevel lidt i vildrede, fordi rettighederne igen er delte, så man ikke helt falder i total TV2-trummerum, men skal have noget DR1 og 3 med indover. Nå ja, og de sædvanlige, der mere er til italiensk Serie A-fodbold uden tilskuere og klubnavne, de færreste har et forhold til, men alligevel insisterende, for er der ikke noget med, at det er allerede er den femte håndboldslutrunde i år, som en tilfældig like-hunter ovre på Twitter givetvis vil forsøge sig med.

Og sådan er banen på bedste traditionelle januar-vis kridtet op, alt er godt, og når vi nærmer os ottendedels- og kvartfinale ryger vi sikkert op på en tredjedel. Forventet semi- og måske endda finale og den halve nation sidder ude på kanten af stolen til en af nyere tids sikreste seertalsinvesteringer og bedste bolværk mod flow-fjernsynets endeligt.

I denne franske 2017-udgave også med en ny lethed. OL-guldets efterspil lagde en dæmper på ikke mindst sportspressens eufori, mens bitterhedens anstrengte smil over det skandaleramte kulisseforløb også var til at få øje på i spillere og DHF-lederes ansigter i månederne derpå. De var forduftet til prisoverrækkelsen til Sport 2017 i Boxen i lørdags. Akkurat som de var på banen i en nok harmløs men alligevel væsentlig træningsturnering på hjemmebane i samme weekend som optakt til VM-slutrunden.

Skal letheden eller måske endda lettelsen findes i Ulrik Wilbeks exit? At hans sammenknebne øjne i nakken, presserende personlighed eller i det hele taget blotte tilstedeværelse lagde ekstra kilo på skuldrene, om end det jo blev til guld i Rio. Stadig ikke uden interne skrammer undervejs, som her et halvt års tid senere nok fremstår som helede sår, men som vi heller aldrig kom helt til bunds i indsigten eller sandheden af. Lige nu ingen grund til at rive dem op igen, men de er naturligvis med i den samlede bagage af det arve- og vraggods, der altid følger med i fortællingens Wikipedia om et folkekært sportshold. Jo, nuet tæller, og den næste kamp eller slutrunde er altid den vigtigste, men det fordrer i sammenhængen ikke til decideret historieløshed.

Delkonklusionen med ansættelsen af en i offentligheden mere anonym sportschef i DHF umiddelbart op til VM i Frankrig viser også, at historiens forløb de kommende år får et anderledes udtryk med de stærke medienavne på trænerbænken. Både hos kvinderne og mændene. Og såmænd, direktørposten. Efter slutrunden med Nikolaj Jacobsen som den oplagte afløser til Gudmundur Gudmundsson, der måske nok en smule forsmået men for altid kan bære sin OL-guldmedalje med stolthed.

Måske også én i VM-udgave. Forventningerne er enorme, men Gudmundur risikerer trods alt ikke at blive fyret. Hverken undervejs eller efter. VM-forventninger, som i historisk forstand så ofte er kørt af sporet i det forliste håb om den store triumf. Retfærdigvis skal Ulrik Wilbek her en tur op på piedestalen igen. Med to VM-finaler og en bronze. Og for det dobbelt EM-guld og øvrige EM-medaljer. For det kan godt være, VM-titlen mangler i samlingen, men det er altså end ikke ti år siden, der ikke var en eneste titel i den. Og sågar kun en VM-sølv fra 1967 som eneste medalje helt frem til 2002 at gøre godt med i det hele taget.

Så vi er blevet godt vant. Mine egen erindring om forbandelses fjerdepladser i fjerneren og senere, da jeg selv rapporterede fra herreslutrunderne i begyndelsen af 00’erne med decideret skuffende VM-ture og tre gange bronze-EM på stribe er i dag decimeret til anekdotiske onkelhistorier. Nu har de jo vundet det hele. Næsten. Måske ikke helt på højde med de franske Les Experts og de svenske Bengan Boys, men mere end nok til, at den kvarte og forhåbentlig i sidste ende halve nation sidder helt ude på stolekanten til live-billederne fra en neglebidende VM-finale i rødt og hvidt…

 

 

 

Kommentarer er lukket.