Forargelse til forret

Om farven gør den store forskel? Tænkte lidt over den sorte bakke, da jeg købte en af Føtex’ sorte singlepakker i delikatessen. Endda på tilbud, sat ned til 30 kroner, den var blevet lidt slatten på datoen. Et stykke kyllingebryst med ost og en flad tomatskive som topping, en håndfuld skiveskårne gulerødder, fem-seks blomster broccoli og blomkål og et særskilt rum til flødekartofler. E-numrene taler vi ikke om, og det tog sig måske ikke topappetitligt ud. I hvert fald ville jeg sagtens kunne snige iPhonen ind fra en dunkel vinkel og fremstille retten lidet flatterende. Nu var det så heller ikke et nytårsaftensfestmåltid, og jeg havde ingen umiddelbare planer om at forarge nogen. Var bare sulten.

Når jeg ikke har børn eller anden selskabelig anledning gider jeg sjældent lave mad. Som sikkert de færreste af de flere end 1,6 millioner voksne danskere, der fri- eller ufrivilligt bor alene. Ligesom begrebet familie-pizza ej heller er grebet ud af luften. Altså, der er jo en grund til, at færdigmadsudbuddet har bredt sig som steppebrand i supermarkedernes stressmontrer. Paradoksalt nok i en tid, hvor mad fra bunden-industrien blomstrer og prædiker det modsatte. Fra tidligere tilstræbte samtalekøkkener til præstationspres i marmormausoleer med gaskomfur, hvor kød- og kagedyster gør dig til en taber, hvis du ikke kan bage den op fra slap. Hver gang jeg falder over en halv time fra overflødighedshornet af tv-madprogrammer, tæller jeg gryder, potter og pander og spørger forundret ud i rummet, hvem der lige gider vaske den bunke op efter dem. Jeg gør ikke.

Men ellers ren impuls denne sene torsdag i Føtex. Den kunne også sagtens have stået på fire halve med skiftevis leverpostej og rullepølse på en bund af halvforældet surdej fra Kohberg. Eller hvis det skal gå lidt vildt for sig med smålune rugbrødsskiver fra discountbutikkernes nye konkurrenceparametre af kvalitetssvingende bakeoff-afdelinger. Hvem sagde havregryn.

Fire minutter i mikroovnen og pliiing, spisetid. Intet surt på glas i køleskabet, småt med sorte tallerkner, så ingen skønhedspræmier til præsentationen. Men det smagte egentlig okay og tog ikke meget længere tid at fortære end at præparere. Og trods alt et farvefestfyrværkeri af en dessert, for aftenens andet tilbud, 16 kroner for M&M’s på pose, havde på forunderlig vis lusket sig med i kurven.

Vi fortjener velsagtens alle et festmåltid i ny og næ. Ikke mindst jule- og nytårsaften. Nok endnu mere at tænke os om i hverdagen og forsøge at holde sundhedsværdi og indhold nogenlunde stabilt. Lad det sågar være et nytårsforsæt.

Tvivlsom plejehjemsmad ligger højt på forargelseslisten. Helt på højde med Forældreintra og udeblivende TV-signal fra Yousee. Men når jeg en dag ikke længere kan stavre over i supermarkedet og selv vælge, vil jeg først og fremmest sætte min lid til, at dem, der putter maden i den sorte bakke, har haft hjertet og kvalitetsbevidstheden med i indholdet. Så skal jeg nok holde mig, og mine børn, fra iPhonen, indtil maden lander på den dertil indrettede tallerken – sort eller hvid…

Kommentarer er lukket.