Yousee or not to see, that’s the question

Oh, salig julevrede. En mail var ved at redde den: ”Din forsendelse er forsinket.” Og så ellers den sædvanlige trackingadresse. Pakken befandt sig et eller andet sted på Travemünde-kanten. Havde jeg ikke læst på Adidas’ hjemmeside, at hvis jeg bestilte inden den 19., var jeg sikker på at modtage varen inden juleaften? Det tror jeg nok. Blod på tanden, vi skrev den 22., da mailen tikkede ind, og formuleringsevnen arbejdede på højtryk. Så skulle de satme få, ud over det hele, alle shitstormes moder orkestreret i nattens mulm til fuld offentliggørelse på alle dertil indrettede platforme. En kvart million i erstatning og må I rådne i helvede.

”Skal jeg bare skrive under med fingeren?” Jeps, digitalt fingeraftryk på den diminutive skærm var alt rigeligt, og den rare mand fra Postnord ønskede sågar glædelig jul lidt over middagstid den 23. december. Surmuleskuffet.

Nogle dage forinden havde tandlægeklinikassistenten, der stod bøjet med en skurebørste over mine rygerpløkker i undermunden, formastet sig til at mene, at jeg skulle have en ny tid til at få skiftet en sølvfyldning ud med én af plastik. Uden egentlig kosmetisk effekt, for man kan alligevel ikke se det udefra. Så sikkert en tusse lige ud af kreditkortet for 35 år gammelt sølvarbejde, der velsagtens skulle holde for livstid. Skulle man mene. Nope. Og ingen garanti. Arbejdet blev foretaget et sted i barndommens Jylland, og manden bag sikkert for længst død. Jamen.

Tre dage efter selve juleaften, der forløb til stor glæde hos datteren for den tyske pakkeløsning, var der håb at hente hos Synoptik. Aner ikke, hvor den ridse i højre brilleglas var kommet fra, men den sad lige midt i synsfeltet. Ekspedienten bedyrede, at den ikke kunne slibes væk. ”Jamen, Google siger selv, man så let som ingenting kan fjerne en stor ridse med tandpasta.” Nul, og ingen forsikring. 1200. Så hellere split vision over og under ridsen resten af mine dage.

Hvilken uretfærdighed, og således uforløst på vej ind i det nye år kom redningen i de sidste timer. Og hvilken én. Hvordan gik det lige til? Vi var jo langt ude over shitstorm. Snarere et massepsykotisk vredesudbrud af et forbrugeroprør rettet mod Yousee, som end ikke en konspiratorisk sammensværgelse mellem Boxer, Netflix, og Youtube ville kunne købe sig til for trecifrede annoncemillioner. Nationen i noget nær London Calling-mode. Tænk sig, at skulle høre Dronningen i radioen. Hold jer inden døre og tænd for P1. Og nytårsklokkernes nedtælling på et armbåndsur.

1,2 millioner danskere på randen af det endelige dødsstød til flow-tv. Har netop noteret mig overførslen til banken på 1850 kroner for næste kvartals store TV-pakke samt netadgang hos Yousee. Dyre sager. Man kunne høre råbene for sig ind over bordene landet over midt i konfettien: ”Jeg går lige ind på Yousees Facebook-profil – nogen, der skal have noget med?”

Jeg vil have min egen shitstorm. Men giver da beredvilligt og gratis sloganet videre til Boxer, Netflix og Youtube, hvis marketingmillionerne pludselig sidder lidt løsere:

Yousee or not to see, that’s the question…

Kommentarer er lukket.