Nu har røgen så lagt sig en anelse, ikke meget, men måske nok til, at vi kan se, hvilken vej den blæser: Lige tilbage i fjæset på cykelfeltet.
Altså, hvis ikke sporten så kort tid efter Lance Armstrong-rapporten fra Usada kommer videre end de seneste udtalelser fra en feltets fremmeste aktører:
“Hvis denne negativitet havde ramt cykelsporten for 10 år siden, så havde jeg accepteret det, men den rammer sporten nu på grund af noget, som skete for år tilbage, og det er ikke fair,” udtaler Mark Cavendish således til den engelske avis The Times.
Lige præcis den retorik, det ræsonnement har vi hørt fra ryttere efter hver eneste doping-skandale siden slut-90′erne. Og der har været nok af dem, mens flere venter. Lidt ud fra holdningen, at når røgen tilnærmelsesvis har lagt sig, er vi parat til at lukke af igen, passe vores sport og suse upåvirket videre mod næste målstreg.
For som Cavendish pointerer:
“Siden jeg blev professionel, har jeg intet set, der kunne tyde på, at sporten ikke er ren.”
Nej, det kan godt være, du ikke har set noget, at du selv kører rent, men det er ikke længere end godt tre måneder siden, at en af dine højt profilerede konkurrenter, Fränk Schleck blev smidt ud af Tour de France for en positiv dopingtest. Alt imens en anden i din lønklasse, Alberto Contador, afsonede dopingkarantæne. For blot et par måneder senere at rydde bordet i en temmelig vild udgave af Vuelta a Espana. Contador og hans spanske landsmænd skal ikke nyde noget og har gjort en dyd ud af at forsvare Lance Armstrong.
Contador er i stald hos Omertaens eller Tavshedes Lovs danske eksponent, Bjarne Riis. Saxo Bank-chefen holdt sit eget dopingmisbrug ind til kroppen 11 år, og tavsheden eller den strategiske kommunikation har sidenhen igen udgjort hans skjold, mens hans ryttere og sportsdirektørkolleger op igennem 00′erne og i særdeleshed i Usada-rapporten har taget turen i fedtefadet.
Antydningen af selverkendelse hos den internationale cykelunion, UCI, omend argumentationen til tider tager sig tvetydig ud, udgør også selvransagelsens moment for rytterne. Rene eller ej. Til i offentlige vendinger at forholde sig til, hvad feltet selv kan gøre for at finde en ny vej. Og tage afstand fra den metodiske og lukkede retorik, Bjarne Riis og hans ligemænd repræsenterer.
Mark Cavendish kører den forkerte vej, når han ikke gider høre mere om tre måneder gammel fortid og påberåber sig fri bane for fremtiden. På danske breddegrade kørte han sig for godt et år siden i den regnbuefarvede trøje ved at vinde VM på landevej og deltog til næsegrus beundring fra omgivelserne i årets udgave af Post Danmark Rundt. Han er uhyre populær blandt danske tv-seere, journalister og den danske sportsdirektør for Omega Pharma-Quick Step, Brian Holm, der netop har hentet Cavendish tilbage til sit hold efter et par sæsoner hos Team Sky.
Som Brian Holm med vanlig humor udlagde genforeningen:
“Jeg mener, at han er en af de få sande mestre i cykling. Han er ren, har en stor kæft og klæder sig godt.”
Jamen, så udnyt dog den position i stedet for det fornærmede offentlige udtryk. Hvis medierne skal have bodsgangens albuerum i dækningen af eksempelvis Tour de France-dækningen, kræver det også en attitudeændring hos de ryttere, der skal udlægge teksten ved mikrofonen.
Hvis rytterne vil tages alvorligt og skabe troværdighed i forhold til den metier, de både elsker, lever for og af, bør de også hver især købe præmissen for Usada-rapportens konklusion. Og forholde sig til den i al sin aktualitet…