Sass’ medieparanoia

Selve begrebet ‘ministerbetjening’ vil ikke blive brugt i formuleringen af den endelige lovtekst til den kommende nye offentlighedslov, som desuagtet giver hjemmel til at undtage dokumenter fra pressens aktindsigt i ministerierne.

At vedtagelsen af loven i februar 2013 ikke får direkte indflydelse på Henrik Sass Larsens omgang med fortrolige papirer i ministeriel sammenhæng, giver for nærværende sig selv. Det skulle være de fleste bekendt, at Henrik Sass blev vraget som ministeremne, da han ellers lå ganske sikkert i kortene som finansminister under regeringsdannelsen for godt et år siden.

Henrik Sass Larsen var før sin bristede ministerdrøm ude i et presseærinde af restriktiv karakter. Han slog på tromme for at differentiere mediestøtten bredere, fordi specielt det skrevne mediebillede i hans optik var for højredrejet, og hvis Sass havde magt, som han havde agt, fjernede han gerne statsstøtten til Jyllands-Posten, Berlingske og Børsen med et pennestrøg.

Magten har hans parti så sidenhen vundet, og Henrik Sass er tilbage i socialdemokraternes maskinrum efter et år ude i kulden. Og han har såmænd også og givetvis gjort sin røst gældende i forhold til den begrænsede aktindsigt og vil naturligvis ditto give sit besyv med i de forestående forhandlinger om fordeling af mediestøtten. Så i lovmæssig forstand har han på sin vis indflydelse og held til at regulere medierne i den retning, han personligt foretrækker.

Samtidig med at han selv er faret i blækhuset for at understrege sine publicistiske intentioner. Som en af initiativtagerne til Netavisen Pio, der hviler på socialdemokratiske grundværdier, har han sat sig for at rette op på de i hans opfattelse borgerlige kommentatorers skævvredne indflydelse på mediebilledet. Og den får ikke for lidt, når han sætter sig til tasterne med gedigne svinere til blandt andre Børsens chefredaktør eller Jyllands-Posten redaktionelle habitus.

Endnu en flanke fra den revitaliserede politiske S-ordfører går på egen offerrolle i medierne. Og med selvsamme slet skjulte ærinde om ikke at regulere så i hvert fald påvirke journalistikken. Senest ved at tordne mod Clement Kjersgaards interviewform på DR, som Sass mener “handler om at nakke gæsten.”

Ligesom Henrik Sass Larsen slap rimelig uimodsagt afsted med at spænde DR-dokumentarprogrammet ‘Hængt ud på forsiden’ foran sig i forklaringen på sit livs store politiske nederlag. Han var ofret, avisforsiden skurken.

Så lad det være pointen i Sass’ regulerende medieiver: At det var PETs sikkerhedsvurdering, og Helle Thorning-Schmidts personlige tolkning og konsekvens af den, der sendte Henrik Sass uden for ministerdøren. Ikke pressen…