Sportsidioter

TV PÅ SPIDSEN

Om det er os, der kigger på, eller dem, der gerne vil have indflydelse på, hvad vi skal kigge på, der er de største sportsidioter?

Et stort politisk flertal står bag den ny medieaftale, der genindfører Sportslisten. Den tidligere så omdiskuterede og prioriterede liste over sportsbegivenheder af så væsentlig national og kulturel betydning, at de bør udspille sig på landsdækkende tv, så alle har muligheden for at kigge med.

Listen har eksisteret før, og viste sig i praksis umulig at opretholde. Som den vil blive det igen, fordi sportsrettigheder til tider er af en anden økonomisk verden, som DR eller TV2 ikke har råd til eller interesse i erhverve sig. Intentionen fra politisk hold er så også, at de to store tv-stationer i det mindste skal have buddet først.

Nuvel, man kan have en vis sympati for en vis tilbagebetaling af de midler, man fra politisk hold skyder ind på støttebasis til sportsgrenene via Team Danmark eller tipsmidler. At Dansk Boldspil-Union ikke skal udvikle sig til den rene og grådige pengemaskine. Som eksempelvis S-medieordfører forleden skrev i Politiken:

“Sportslisten skaber i hvert fald bedre muligheder for, at de vigtige sportslige begivenheder bliver vist på landsdækkende tv. Mange andre lande i EU har sportslister – det gælder bl.a. England, Tyskland og Frankrig.”

De tre nævnte lande opererer med et helt andet seerunderlag og budgetter, som ikke tåler sammenligning med DR eller TV2. DBU har i forvejen solgt udebanerettighederne i VM-kvalifikationen, og kan derfor ikke diktere licitationens rækkefølge. 6′eren eller TV3 skal så fremover tilbyde en erhvervet landskamp til DR og TV2 til markedspris, inden de selv kan vise den.

Interessen for landskampe på landsdækkende tv er i folkelig forstand helt åbenlys fra DBU’s side, og derfor er alle hjemmekampe at finde på TV2. Mens stationen eksempelvis gerne deltager i budræset om en attraktiv udekamp i Italien.

Så er der diskussionen om, hvilke sportsbegivenheder, der er væsentlige i samfundsmæssig forstand. Fodboldslutrunder er, OL ditto. Er Wimbledon, Tour de France, håndboldslutrunder?

Der, hvor idiotien bliver til at få øje på i medieaftalen, er et forbud mod sponsorering på DR. Jamen, DR kan velsagtens ikke komme i betragtning til OL- og fodboldslutrunder uden sponsorering. Og samtidig forlanger man fra politisk hold, at de skal have buddet.

Akkurat som både AftenTour og PostDanmark Rundt på DR har sponsorer som en væsentlig del af finansieringen. Spørgsmålet er så, om cykelsporten i det hele taget har en fremtid på landsdækkende tv…

 

 

1 kommentar

  1. Jonas

    Der er generelt for meget sport på tv idag. Jeg er blevet total mæt hvad angår sport og i særdeleshed fodbold. I det hele taget er kvaliteten af fjernsyn blevet så ringe, at jeg opsiger mit viasat. Som dreng levede jeg med i alle kampe fra udlandet – men idag kan jeg se hvor aldeledes ligegyldigt det er, om United slår Stoke eller Atalanta slår Lecce, hvem der ender med at blive topscorer osv. Som dreng levede jeg for underholdningen. Idag hvor jeg er voksen er det hamrende ligegyldigt og efter min mening spild af tid. Selv landskampen mod Italien mistede jeg hurtigt interessen for. Sløve Bendtner, forpjuskede Eriksen og forkølede Rommedahl. Jeg bliver ikke engang skuffet når landsholdet taber længere. Lidt ligesom med Brøndby. Man registrerer resultatet og så videre. Det samme med håndboldlandsholdet (specielt kvinderne): who cares om de taber eller vinder? Helt ærligt (udover venner og familie og unge piger der spiller håndbold). Den eneste sportsgren jeg stadig finder glæde ved er en god boksekamp, ala Kessler vs Froch.

    Udbyd lortet til højestbydende og kør det på markedsvilkår. Drop ligegyldige lister. Så må folk købe det hvis de har lyst. Fjern licensen. Fjern politikerenes evindelige indblanding i alt.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*