Naturligvis tid til eftertanke i medier og øvrig cykelsportkulisse efter den spektakulære offentliggørelse af USADA’s 1000 siders studie i systematiseret snyderi i toppen af international cykelsport og på Lance Armstromgs respektive mandskaber i særdeleshed.
Eller kald det bare et efterrationaliserende selvopgør, da der ikke længere var nogen vej udenom. Da der ikke længere var en eneste undskyldning. Eneste vej var håndvasken i visheden om, at man selv og hver især langt tidligere kunne have handlet journalistisk proaktivt. Opsøgt historierne, holdt fast i fornemmelsens mavesyre i stedet for at vente til hele lokummet stod i flammer.
Forleden rettede BT-kommentator Peter Brüchmann med rette en god del af skytset mod TV2 for at sidde tilbage med den værste smag i munden. Hvilket hverken stationens sportschef Frederik Lausen eller cykelkommentator Dennis Ritter kunne sidde overhørig. Man forsvarer af gode grunde sin arbejdsplads.
Lausen købte en del af præmissen, men slog dog på, at TV2 transmitterer så meget fra sportsgrenen, at mængden af redaktionel dopingdækning måske forsvinder i det overordnede billede. At man fremadrettet under Tour de France ville overveje at have en dopingekspert i studiet hver dag og ikke blot hver anden. Ritter forbeholdt sig stationens kritiske sans, og at det modsatte “ikke bliver mere rigtigt af at blive gentaget”. Med en delkonklusion, at det først og fremmest er en studieopgave at løfte de kritiske historier og ikke kommentatorernes, der skal koncentrere sig om begivenhedens gang på etapen.
Det sidste er noget gedigent sludder. Dennis Ritter står for et godt ord i ruden og ekspertvurderer en hvilken som helst grad af historie, sportslig som organisatorisk i cykelsporten.
Og Dennis Ritter eller studieekspert Henrik Jul Hansen skal allerhelst have syv selvlysende lig liggende foran sig, inden de tager en journalistisk dopingafsløring til sig som en historie at forfølge i stedet for at sætte al redaktionel kraft ind på at skyde den ned igen.
Det kan man også kalde at forholde sig til og behandle dopinghistorier, men yderst sjældent oplever vi ude i stuerne et forsøg på at løfte bevisbyrden. Tværtimod et grundlæggende og iboende ønske om at tilbagevise den. Og hvis de ikke selv kan, står professor Verner Møller beredvilligt klar i kulissen til at give en hånd med i samme ærinde.
Hvad skete der lige med vidneudsagn som gangbart bevismateriale. Hvor mange gange har TV2′s udsendte ikke stået i en live-gennemstilling og efterlyst den rygende pistol efter endnu en afsløring. Og i mangel på tekniske beviser slået det hen med, at der da herskede en vis mismodig stemning i feltet ved middagstid, men at alle nu var enige om ikke at tale mere om det og koncentrere sig om at køre cykelløb. Komme videre.
Øvelsen har helt åbenlyst ikke gået på at forfølge tvivlen, men på at gendrive argumenter i rytternes, løbets eller Tour de Frances tjeneste. I en sand forsvarsmekanisme for Verdens Bedste Danske Cykelhold. Vi stiller lige et enkelt spørgsmål til Riis, om den seneste historie kan have sin rigtighed, som han kan vride ansigtsgrimassen over med ‘ingen kommentarer’ og ellers videre til Contadors chancer på næste stigning.
Selvfølgelig skal studiedelen ikke holde for på de dopingkritiske historier. Når tre kommentatorer sidder med fire timers flad etape og intet andet at diskutere end en gennemstilling til Kvægtorvet for at følge en borgmester på virtuel kondicykeltur mod toppen af Mont Ventoux, skulle der nok være tid og albuerum til at gå kritisk til værks.
Og så er I jo, TV2, så privilegeret at have Rolf Sørensen i kommentatorboksen. Var det ikke på høje tid med et amnesti helt oppe fra direktøren, at lønchecken er sikret, selvom han måtte vælge den direkte sendetid til at rulle alle EPO-historierne fra eget generalieblad op. Hele 20 af slagsen under næste sommers Tour – én om dagen, ville være passende.
Da specielt nu, hvor Jørgen Leth efter Tyler Hamiltons bog har skiftet hest og tildelt Bjarne Riis en verbal mavepumper, så det under ingen omstændigheder bliver fra Leths mund, vi igen kommer til at høre hyldestkvadets akkompagnement til Riis’ cykelfaglige og ledelsesmæssige meritter. Om ikke andet bliver stemningen efter den kovending aldrig den samme i boksen igen. Den forandring kan sportschefen med sindsro stille i udsigt.
Måske sidstnævnte også kunne skrue ned for budgetterne til Rolf og Ritters daglange optagedage i Alperne og Pyrenæerne som Tour-optakt. Og i stedet sende duoen på sporet af ampuller i køleboksen i en Fiat på soigneur-ruten på Rolfs gamle hjemmebane i Toscana. Eller på opdagelse i dopingspøgelsesbyen over dem alle, Girona for foden af Pyrenæerne. Måske I løber ind i Johnny Weltz.
Danskerne gider ikke dopinghistorier. Seertallene holder ikke til konstant kritisk vinkling af cykelsport. Surt æble, jovist. Men den går ikke længere blot at efterprøve påstande om Clenbuterol-forgiftede bøffer og svigermødre eller golden retrievere med hang til Erythropoietin…
Hvorfor ikke lade disse reklamecykelløb blive finansieret af de multinationale medicinalfirmaer ?. Så har vi alle noget at forholde sig til.
Lad idioterne dope sig herfra til Kingdom come. Det, der virkelig nager mig, det er at rytterne er rollemodeller for fremtidige ryttere.
Har dopingkender Riis afleveret sin medalje ?
Lad nu fortiden ligge og kom videre, gider ikke høre om hvad eks ryttere har gjort eller ikke gjort, slå ned på dem som bliver taget her og nu og fremadrettet.
Det er muligt ryttere har dopet sig på Bjarne Riis hold, men jeg tror simpelthen ikke på det har været organiseret, måske har Riis vidst det og vendt det blinde øje til, skal han straffes for det???
Nej det skal han ikke, lad nu for fanden manden være og iøvrigt har to eksryttere udtalt følgende i forbindelse med Armstrong sagen.
Cykelrytterne Christian Vande Velde og David Zabriskie har i deres vidneudsagn fortalt, at de begge var dopede, da de kørte på Team CSC med Bjarne Riis i spidsen. Riis havde ifølge udsagnene ingen aktiv deltagelse i de to synderes dopingmisbrug, og begge ryttere stoppede med at tage doping under opholdet på Team CSC.
Christian Vande Velde kørte for Bjarne Riis fra 2005 til og med 2007, og i sit vidneudsagn skriver han følgende:
- I 2005 kom jeg til CSC Cycling Team, og jeg kørte for CSC indtil udgangen af 2007. Under min tid på CSC brugte jeg kortison én gang (på recept) og testosteron én gang, men begyndte at fortryde min beslutning om at bruge præstationsfremmende stoffer. Til sidst – og helt uden pres fra et organiseret dopingprogram – besluttede jeg mig for, at jeg kun ville blive i sporten, hvis jeg kørte rent. Siden april 2006 har jeg ikke taget nogle ulovlige stoffer, siger Vande Velde.