TV PÅ SPIDSEN
Tv-stationerne kaster om sig med nye formater. Også en hel bunke på DR. Eksempelvis Mit Publikum, som inviterer 30 udefrakommende og neutrale iagttagere med helt ind i soveværelset og de inderste tanker hos hovedpersonen i fire dage for at rådgive i et konkret dilemma.
Reality-tv udført med dybde, respekt og originalitet. Seerpsykoterapi for åben skærm. Også en høj grad af iscenesættelse med så omfattende et cast og efterfølgende redigering blandt 30 menneskers bidrag, der kan bringe substansen i retning af producentens forgodtbefindende. Men føle- og nærhedsfjernsyn, der virker. Dog lige i overkanten at ramme kleenex-klimaks hele to gange på en onsdag inden TV-Avisen med Sporløs og Mit Publikum i forlængelse af hinanden.
Gense udsendelsen på DR’s player dr.dk/tv, som i hvert fald i mit tv-forbrug efterhånden udgør basiskanalen. Der kan du også finde indtil nu 43 udgaver af TV!TV!TV!. Af samme grund ikke et nyt format, og med playerens udbyggede arkiv i sammenhængen også ligegyldigt, at DR2-programmet har skiftet fast sendetidspunkt fra mandag til onsdag.
Onsdagens udgave af tidens bedste kulisse-fjernsyn handlede apropos om at få gode ideer til tv-programmer. Og ikke mindst om at sælge og realisere dem. Kunsten at pitche. Udtrykket stammer fra USA og har sit udgangspunkt i pitcheren, kasteren, i baseball, som i sin hastighed, variation og præcision afgør enhver spilsituations udfald.
Den komprimerede udgave hedder et elevator-pitch. Få din ide til at fænge i løbet af en elevatortur. I dansk praksis kræver det, at du i farten behændigt rammer stopknappen med albuen, for der er trods alt forskel på en tur i elevatoren i Empire State Building og seks etager fra kælder til top i DR Byen.
Men værten Ane Cortzen gjorde, hvad hun kunne i elevatorens selskab med udviklingschef på TV2, Keld Reinicke. Han modtog sidste år 514 formelle pitch eller gode ideer til nye programformater. På et godt år slipper 15 igennem. Og selvom ihærdige Cortzen med hjælp fra en engelsk tv-pitching-ekspert i øresneglen kæmpede en brav kamp for sin ide, endte den for dramaturgiens skyld i skrotbunken.
Også for at anskueliggøre, som den engelske ekspert slog på, at det i tv-verdenen ikke så meget handler om selv ideen, men om personen, der forsøger at sælge den. En pæn måde at formulere, at netværk eller professionelle personlige relationer gør forskellen. Som det velsagtens gør i de fleste brancher.
Altså, Casper Christensen har lettere ved at sælge ideen om at relancere Husk lige Tandbørsten end dig og mig. Og det kan man så tænke lidt over…