God kamp

Nå, skal vi lige prøve at slå en knude her fredag middag. Eller såkaldt wrap up på ugen.

Villy Søvndal smider tøjlerne. Præsident Obama har været på talerstolen til demokraternes konvent i Charlotte, USA. Tyler Hamiltons bog lægger fremdeles pres på cykelverdenen. Og i aften står den på seertalskonkurrence mellem Husk Lige Tandbørsten og Vild med Dans i fjernsynet.

Efterårsvinden brøler derude og har blæst den sidste agurk ned fra forestillingen om sagte nyhedsstrøm og sommerferie. Nuvel, de lover godt vejr i weekenden og endnu højere temperaturer i ugen, der kommer, mens rigtig indian summer vist er noget med nattefrost, gule blade på træerne og et bestemt antal soldage på stribe i oktober.

Finanslovsforhandlinger og dagpengepakker har taget sin del af TV-Avisens relancering og varslet den politiske indendørssæson. Men rigtigt efterår bliver det først, når fodboldlandsholdet tager hul på endnu en kvalifikationsturnering. Det gør det så allerede i aften i Parken mod Tjekket og lang vej mod sol og sommer og VM i Brasilien i 2014.

Det amerikanske præsidentvalg tyder på en rigtig efterårsgyser. At vurdere på tv-klip og ekspertanalyser fra henholdsvis Tampa og Charlotte, hvor Republikanerne og Demokraterne har været igennem respektive partikonventer, synes Barack Obama at være sluppet bedst igennem det iscenesatte salgsvindue. Ikke mindst hjulpet godt på vej af Michelle Obama og Bill Clintons evner til at brænde igennem fra en talerstol.

Netop en stol forstyrrede helhedsbilledet fra rivalen Mitt Romneys showtime i Tampa. Filminstruktør og folkekær skuespiller Clint Eastwoods imaginære samtale med Obama i skikkelse af en stol står stærkest tilbage som højdepunktet fra det konvent. Og således kan Obama og Romney kaste sig ud i to måneders hæsblæsende og dollardyr efterårskamp om præsidentposten, der afgøres i begyndelsen af november. Og som regel frysende iskoldt, når præsidenten indtager Det Hvide Hus i januar.

Eventuel fløjkrig og kampvalg om formandsposten i SF bliver en efterårsthriller ved nyhedsskærmen. Alt imens Villy Søvndal slår over i nogenlunde permanent engelsk som udenrigsminister og visheden om, at det er cøwlt på toppen.

Tyler Hamiltons bog The Secret Race i dansk udgave rækker ind i efteråret, men den er efterhånden skrællet så tilpas meget ind til benet, at den engelske version er et must, hvis man har et ønske om at være klædt på til rask nyhedsdiskussion. Jeg har læst den, og kan kun anbefale den i autentisk amerikansk lingo.

God weekend. Og til Søvndals afløsere, Barack og Mitt, Riis og Tyler, DR og TV2, Olsen & Co: God kamp…

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*