I et hjørne på tredje sal af hotellet i Ikast er signalet alt for slapt.
Umuligt at komme på nettet. Jeg vader ned ad gangen for at imødegå betonkonstruktionen og mildere vinde fra linkboksen, som er standard i ethvert provinshotel. Men uden held. Receptionen og restauranten er lukket, så jeg må nøjes med mobilen.
På vejen over var den også gal med et par huller på IC3-linjen. Altså, på den strækning mellem København og Århus, hvor DSB er leveringsdygtig i netadgang. Bevæger man sig først til venstre i Vejle og slår kursen mod Midtjylland, tøver DSB stadig, og man må slå sig til tåls med hakkende 3G.
Min personlige komfortzone ligger vel omkring 20-30 mbit i hastighed. Alt derunder er utrygt. Rastløs stressreaktion i ventetiden på bt.dk, facebook eller Google. Streaming af FCK-Lille i Parken er udelukket, og netbanken kan vist godt vente, til jeg kommer hjem.
Sådan lader jeg mig lulle med udviklingen. Stiller krav til den nogenlunde synkront. Altså, forsøger at holde trit og tempo, så jeg ikke bliver overhalet. Gad nok vide, hvornår den stikker af, så jeg giver slip. Lader omstillingsparathed, teknologi og samfundet som sådan ride ind i fremtiden uden min parallelle deltagelse.
Givetvis ikke defineret konkret på alder, men pludselig rammer man. Nogle sagde stop ved drejeskivetelefonen og ingen sms’er derfra. Andre måtte mene, at hvidt papir og skrivemaskine er kompatible størrelse, at man ikke kan skrive ud i den blå luft i et hvidt felt. Andre igen satte en stopper ved kortlæseren på passagersædet.
Og hvorfor nu dvæle lettere resignerende ved udviklingens hidsige speedometer. Eller den iboende frygt for fremskridt? Jamen, vel intet at frygte, men som den på overfladen veludviklede digitale nation, vi fører os frem som, følger forpligtelsen også til at få alle med. Og det kniber åbenbart.
Offentlige myndigheder har en omsiggribende ambition om at kommunikere med ung, voksen og gammel. Specielt det sidste kniber det med. Kald det bare et efterslæb. Ifølge Ældre Sagen har flere end 430.000 danskere over 65 aldrig været på internettet. Det er en stor byrde at løfte, hvis alle offentlige ansøgninger, som målsætningen er, skal være digitale fra 2015.
Netop Ældre Sagen holder kurser eller opretter edb-klubber for at fremme kvalifikationerne for dem, der egentlig troede, de kunne snige sig igennem tilværelsen uden at sende en e-mail. Dem, som mener, at beskeder fra den ene ende af landet til den anden skal nedfældes på papir og akkompagneres af et frimærke for at nå frem. Kom ikke her med en ny app fra post.dk
Og sådan kan man trods alt se sig igennem en enkelt aftens manglende signal på et hotel i provinsen…
Ja det var de gode gamle dage med telegraf tråd.
I dag skal borgerne samlet på nettet til offentlige henvendelser.Hvorfor? Jo der skrives mandtal,og de eneste den almindelige borger aldrig får personlige oplysninger fra ,er fra dem som behandler borgernes personlige oplysninger.
Så der er noget der halter fælt.
Alle data på bordet -især fra dem som har “Myndighed ” til at forvalte borgernes oplysninger,så borgerne ved hvem de har med at gøre-det kunne så også forhindre misbrug fra “myndighederne”.