Kattejammer

Som sædvanlig, når jeg er forbi huset, og ud på de sene timer lige skal have banket nogle linjer af, springer dyret op på bordet og sætter sig ved siden af computeren. Med samlede forpoter og bare kigger. Den er ikke legesyg som sådan, godt oppe i årene og halvfed. Men et enkelt lille sving med poten ind mod skærmen, kan den stramme sig op til, hvis curseren farer rundt som en flue på den hvide skrivebaggrund. Ellers sidder den bare der i sit selskabelige tilhørsforhold. På sin plads i momentet.

Jeg elsker min kat. Betingelsesløst. Den hedder Mir. Lettere prætentiøst opkaldt efter verden, fred og en russisk rumstation. Ekskonen fik frit slag på navngivning. Den er sådan lidt psykoagtig. Bange for den mindste lyd og andre mennesker. Der er stadig folk i min familiære omgangskreds, der påstår, de aldrig har set den. Der sågar har sået ironisk tvivl om, hvorvidt vi i det hele taget nogensinde har haft en kat.

Vi kender ikke Mirs traumatiske udgangspunkt for de første kattepotetrin i livet. Blot fem uger gammel fik vi lov til at tage den med fra Kattens Værn. Lige lovlig tidligt, men helt efter forskrifterne fik vi ikke oplyst de ulykkelig omstændigheder for dens svinkeærinde bag dyreværnsforeningens gitter. Den har vist noget Blue Russian i sig. En snert af racekat. Måske den ikke var faldet heldigt nok ud, kikset genetik eller et skævt knurrehår og kylet i en grøftekant. Også ligegyldigt. Den fik et godt, om end lettere omtumlet liv. Og kun det ene. Ikke ni. Som lejlighedskat, erstatningsbaby, hus- og havekat og et par hakker eller 44 ned ad prioriteringslisten, da de to piger kom til.

Mir accepterede børnenes tilstedeværelse og adfærd. Lærte på trods af sit psyko-papirstynde sind at sno sig. Og nyder fremdeles roen i stuen efter ungernes sengetid, men i dag så langt fremme på poterne, at den senere og uden blusel springer op til en af dem og krummer sig sammen i dynen for en nattesøvn.

Den runder 14 år til sommer. Eller det gør den nu nok ikke. For den står til en kugle for panden. Eller nok nærmere en nænsom sprøjte. Skilsmissekatten. Kan ikke lige statistikken på kæledyr i den kattepine. Men altså, huset er jo for længst solgt med syvcifret tab, og nu skal pigerne flytte. Deres tab har ikke cifre, og katten indgår i regnskabet. Min nye lejlighed har ikke kontraktlig kattehjerterum. Ej heller ekskonens. Kattekrakilere.

Tung gang til dyrlægen. Også som den sidder dér og bare kigger i al uvidenhed. Den fortjener et par ord med på vejen…

 

10 kommentarer

  1. Kc

    Åh nej dog, sikken sørgelig historie – især for katten der må lade livet fordi somme boligselskaber forbyder dyrehold. Har aldrig
    rigtig forstået, at en udlejer kan bestemme over slige ting. Jeg og mine 2 katte sender
    Mir en hilsen på den yderste dag.

  2. Janne Petersen

    Ak ja, vi som har dyr, kan godt krumme tæer over din historie, og retfærdiggjort også dem, der ingen dyr har, historien er jo i sig selv en del af livets billede.
    Jeg har selv en gård med mange dyr, som udgør unge, ældre og gamle.
    En gammel schæfer på 14 år, som er lige om hjørnet, og min menneskelige egoisme ønsker, at jeg kommer ned en morgen, og så har han sagt farvel i sin kurv, men sådan ser verden ikke altid ud, derfor ligger det i vores hænder, at træffe de tunge beslutninger.
    Jeg sagde fornyligt farvel til en gammel perser, som ikke magtede livet længere, og i kærlighed kan man læse, også dyrene.
    Næste levende billede venter også derude, fordi alderen trykker, og ungdommens glæder svinder ind.
    De mange årsager til disse beslutninger, gør jo ofte situationen både uudholdelig som uforståelig, men hvergang ender beslutningen dog hos den/dem, der bærer ansvaret for pågældende dyr.
    Din kat har haft et langt godt liv, og det er da også en rimelig høj alder, så alt taget i betragtning, så er døden en del af livet, og trøsten må være i de tunge beslutninger, at også her råder kærligheden for samme.
    Vi skal som mennesker hele tiden bruge den realistiske trøst, at dyr ikke kender døden, men lever i nuet, derfor skal vi som ved at den kommer, tage beslutningerne.
    Jeg græmmes over at møde gamle dyr på internater, dyr som har mistet fodfæstet under det de kendte, dyr som er kasseret af en eller anden årsag, og som på deres egen måde, føler savn og kummerlighed.
    Din kat mærker ikke afskeden med livet, det gør du, derfor skal min trøst være til dig, at du glæder dig over de mange års samvær, de mange sjove timer, de mange gode oplevelser, så vil du opleve at glæden over samværet, lindrer smerten over adskillelsen.
    Livet går jo efter tiden, og tiden stopper livet, det er en uomtvistelig sandhed. Janne.

  3. erik frederiksen

    Det var da en pervers måde at romantisere over at en kat ikke kender til begrebet døden. Hvad tror du at den foretager sig, når den spiser ,drikker og sover? Nemlig , overlever.Men et liv til behag for sin ejer, som tilfældigvis har havnet i en situation man selv har skabt. og
    af bekvemmeligheds årsager får den indlysende ide, at katten ved at blive aflivet, får den tvivlsomme ære af at have reddet tilværelsen for en superegoist med så lidt jordforbindelse, at men undrer sig over hvem der egentlig skulle aflives.
    En dåres forsvarstale…..ellers får jeg ikke min lejlighed. Du var åbenbart ikke så smart, at du kunne finde en lejlighed til jer begge, men det var måske heller ikke der skoen trykkede.
    Lavmål!

  4. K. Christensen

    Dårlig undskyldning for aflivning af 14 årig kat.Hvis den ikke er syg, må du skaffe den et nyt hjem, eller bedre, finde en bolig, hvor du kan have katten. Evt med en tilføjelse i boligkontrakten, at du får dispensation, i kattens levetid.
    Jeg giver ikke noget for de dårlige undskyldninger, for at aflive raske (børn) kæledyr.
    Vh
    KC

  5. Anonym person

    Når din kat er 14 år, og stille og rolig, og en indekat, kunne du bare have haft katten, uden at nogen opdagede det. Skulle det så ske, at en fik ondt, så venligt sig, at du bare passer katten for en syg.
    Det kender jeg en der har gjort i årevis. Kommer man godt ud af det med sine naboer, og afskaffer det brugte kattegrus, etr andet sted, end boligblokken,- er der såmænd ingen der opdager noget.
    Man afliver ikke sin bedste ven!-Uanset om man er i en skilsmissesituation. Drop sprutten og selvmelidenheden, og trøst dig med katten, og så ud og finde en ny og bedre dame.
    God vind
    vh
    En anonym.

  6. Lise Hansen

    Du skal selvfølgelig ikke aflive din kat. Du skal smugle den ind i din nye lejlighed, skjult i et tæppe, eller i en transportkasse med et tæppe udover.

    Når du køber kattegrus og kattemad, skjuler du det i en indkøbspose/taske, og det snavsede kattegrus, samler du i en plastikaffaldspose (og en anden pose udenom), og bærer ned i affaldscontaineren. Evt. Kan du lægge det i en affaldscontainer et stykke væk fra din lejlighed. Det samme gælder emballacen fra kattemaden.

    Hvis du så lader være med at lukke dine nye naboer ind i din lejlighed, er det ikke nogen der vil opdage,at du har en kat.

    Hvis katten gerne vil sidde og se ud ad vinduet, kan du stille nogle potteplanter (evt. kunstige planter !!) i vindueskarmen.

    Skulle udlejeren alligevel opdage, at du har en kat, kan du jo bare lade det komme an på en prøve, og så ta’ den derfra. Udlejer, eller udlejers repræsentanter har ikke lovhjemmel til at komme ind i din lejlighed uden af give dig besked i forvejen, og så kan du jo bare få katten passet den dag de evt. vil aflægge dig besøg. De har ikke ret til, at komme og ringe på din dør og komme ind. Skulle det ske, må du sige du ikke har tid, men at de kan ringe og aftale en tid.

    Er det en andelslejlighed eller ejer-lejlighed du flytter til, kan det blive interessant at høre, hvad de vil gøre ved det. Hvis de vil tvangssælge din lejlighed, kan de jo gøre det – det forekommer en smule svært at få solgt noget p.t.

    Jeg håber hermed, at du har nogle værktøjer du kan bruge til at beholde din kat.

    Husk at kæmpe for hvad du har kært – ikke bare give op.

    Hilsen anonym.

  7. N.N.

    Vi vil gerne høre, Kurt, om du finder ud af noget. Du skal nok ikke lige skrive her på bloggen, hvis du smugler katten ind. Men du kan jo skrive, at du fik løst problemet på en god måde;-).- Husk lige at hvis du afliver katten, så er du en skodperson. Men det tror jeg nu ikke du er! Så derfor held og lykke.
    Vi er mange der føler med dig,-og ved godt hvem taberen er i en skilsmisse,-og nej det er IKKE kvinden.

  8. Ann Jensen

    Har du tænkt på/overvejet et nyt hjem til din kat, evt gennem Inges Kattehjem, din dyrlæge eller Kattens Værn ? Kender flere dyrlæger, der meget gerne medvirker til sådan noget. Men til syvende og sidst er det forfærdeligt, at du og din pelsede ven skal skilles – og så på den måde !

    Hold os opdateret om sagen, Kurt.

    Tak.

    Med løftet pote og venlig hilsen fra
    Ann og Trille, samt de 5 andre katte på matriklen

  9. Kc

    Hej Kurt.
    Har du stadig kat?

  10. Kurt Lassen

    Fik en dispensation til at have den i lejligheden indtil 1. juni. Og pigernes mor fik heldigvis det samme i sin lejlighed fra samme dato. Så katten slap for kniven og pigerne er glade – og jeg selvfølgelig også 🙂 mvh Kurt

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.