Så hjerteskærende og grumt, at harmen og lynchstemningen går direkte i tastaturet. Rettet mod retssystem, voldsmand og sågar stjernekokken Claus Meyer. Mens sympatien og en overstrømmende ømhed går i modsat retning og den kronik, Marlene Duus, har skrevet i Politiken.
En helt og aldeles emotionel funderet vrede på et offers vegne, man hverken kan skrive eller for den sags skyld handle sig ud af. Fordi det på sæt og vis er for sent, fordi skaden for længst er sket, fordi noget uopretteligt på bogstaveligste vis har brændemærket sig fast i en kvindes legeme og tanke.
For tre år siden blev Marlene Duus opsøgt af sin sygelige jaloux ekskæreste på sin bopæl på tredje sal i København. Mens en veninde slap væk, gennembankede ekskæresten Marlene Duus med et jernrør. Smadrede hende til ukendelighed for at fuldende overfaldet med at skubbe hende ud af vinduet fra 11 meters højde. Han sprang selv med i den tiltænkte død for at gøre en ende på både Marlenes og sit eget liv.
På mirakuløs vis overlevede de begge. Synd og skam for den ene, tvinges man i læsende stund til at tænke. Eller gør man?
For offerets vedkommende har efterspillets rehabiliterende smertehelvede på kroppens enkeltdele og hjernens mareridtsmekanismer ej blot udgjort en Fandens følgesvend, men også båret omgivelsernes ydmygelse i sig. For ikke kun har Marlene Duus kæmpet en som i kronikken beskrevet kafkask kamp mod systemet for at få sin handicapgrad anerkendt i overensstemmelse med sin evne til at passe et arbejde eller efteruddannelse.
Hun har også konstateret, at den mand, der fik seks års fængselsstraf for at martre hende for evighed, efter tre år havde udstået sin straf og i resocialiseringens navn blev tilbudt en læreplads hos kokken Claus Meyer. Som sågar har produceret en video offentliggjort på YouTube i samme anledning. Den rosende video har Meyer nu trukket tilbage, og han har forsvaret sig og svaret Marlene i en skriftlig meddelelse.
Så overlagt, så sygelig og så kalkuleret grusom forekommer ekskærestens handling, at tilgivelsen hverken i rationel eller følelsesmæssig forstand kan rumme en læreplads endsige dansk opholdstilladelse med voldsmandens franske herkomst in mente. Og da slet ikke for Marlene Duus’ vedkommende. Juridisk tilgivelse gøres op i tid, og i den henseende er det et politisk anliggende, hvorvidt tiden er inde.
Marlene Duus plæderer ikke for tilgivelse, men for retfærdighed. Med sin kronik er hun kommet den en smule nærmere. Fordi hun har udvist modet og retfærdighedssansen til at sætte ord på. I al sin harmdirrende uretfærdighed. Men til offentlighedens uomtvistelige sympati og medfølelse samt en forhåbentlig udstrakt hånd. For den fortjener hun. Om nogen…
Hvad er egentlig din pointe?
Ud over at det er synd for Marlene, at hun er blevet banket handicappet hvilket vi nok alle kan blive enige om.
Er din tanke at vi skal gå i kollektiv selvtægt, eller skal vi bede om generelt højere straffe for voldsforbrydelser?
Du gjorde det i din leder omkring “fodboldtosse-dommen”, og nu slynger du om dig fejlagtigt om med begreber igen.
I denne sag er voldsmanden dømt og har udstået sin straf. Han er dømt i overensstemmelse med loven. Kære Kurt Lassen, det er retfærdighed i dets reneste form.
Hvad Marlene Duus i virkeligheden plæderer for og appelerer til, er slet og ret ikke andet end hævn – og nu har hun hele folkets tribunal med sig i ryggen.
Vi kan hurtigt blive enige om, at strafferammerne er for lave. Man at diskutere det ud fra en enkeltstående sag, hvor manden HAR udstået sin straf er direkte usmageligt. For min skyld, kunne vi sagtens hæve strafferammerne til 100 år. Jeg mener at nogle mennesker er så farlige, at de bør isoleres for samfundet.
Hans handlinger kan aldrig tilgives, og mine tanker og sympati går inderligt til offret.
Men I bryster af at leve i en retsstat. Dette er hvad en retsstat indebærer. At man udstår sin straf og kommer videre. Det er….
RETFÆRDIGHED
Min ydmyge mening er, at en mand som Frank Saksik med så grum og modbydelig en handling, har opgivet sin plads i samfundet. Han skulle henrettes for sin forbrydelse.
Jeg er helt enig i ovenstående!
Jeg viste ikke han var franskmand, men nu da jeg ved det, vil jeg også gerne vide hvorfor han ikke er udvist?
En kærlig hilsen til Marlene!
Kudos for at have modet til at skrive din kronik!
Med venlig hilsen
A.Larsen
Andreas: Jeg skriver ikke, at han ikke er dømt i overensstemmelse med loven. At det er en politisk problemstilling eventuelt at regulere den. Min pointe er, at offerets retfærdighedssans er udfordret, og hun ved at sætte ord på den også kommer nærmere en form for retfærdighed – i sympatiens følelsesmæssige men ej juridiske forstand. mvh kurt
@Peter: Nej, min pointe er ikke kollektiv selvtægt, men den slags historier påvirker vores dømmekraft i momentet. Strafferammen for voldsforbrydelser og øvrige forbrydelser er til enhver tid en juridisk og politisk beslutning…
Når der foretages et bevidst angreb, som KAN føre til døden for et andet menneske (læs: som her, eller med kniv, i bil eller lign.), er det sgu uretfærdigt, at blot fordi ofret ikke dør, ja så slipper overfaldsmanden billigere. Hvorfor?
Er der tale om jalousi – så endnu billigere -hvorfor? Det er da utroligt, at fordi gerningsmand og offer har været kærester eller gift, ja så er det en formildende omstændighed. Offeret er da lige dødt eller lige ilde tilredt – jalousi eller ikke!!!
Det kan kun gå for langsomt med at straffe hårdere i grovere sager. Det nye bør være: “KUNNE ofret være død af angrebet”.
Ja – det vil give flere lange fængselsstraffe, men i det mindste vil der (som eksempelvis i dette tilfælde), være blot en smule retfærdighed til for ofrene/de efterladte.
Derudover SKAL 6 år i fængsel være 6 år i fængsel – ikke det halve – hvad f…. er det dog for noget, at fordi denne mand er rolig i fængslet, og ikke smider fængselspersonalet ud fra 3 etage i fængslet, ja så slipper han ud før tid.
I den konkrete sag, spørger man da også sig selv:Hvorfor er han overhovedet i Danmark endnu? Som Fransk statsborger burde han være smidt ud, som en følge af sit mordforsøg.
Et er, at straffen og straffeforløbet “er lige efter bogen” – i henhold til juraen. (Selv om den begærede straf var otte års fængsel og udvisning.) Noget helt andet er, hvad der er moralsk rigtig og retfærdigt.
At den dømte Frank David Saksik vælger at stå frem i en reklamefilm, viser at han stadig ikke har forstået, hvor stor en smerte og invaliditet han har påført et andet menneske. Han har ødelagt et liv, men fokuserer udelukkende på sit eget – mindre end fire år efter udåden.
Dette kan næppe kaldes anger – og det kan meget nemt tolkes som en overlagt hån over for offeret.
Det eneste rigtige, det eneste retfærdige og det eneste anstændige, som Frank David Saksik fortsat kan foretage, er at tage sit eget liv. Gør han det ikke, vil enhver tale om resocialisering være en løgn.
Frank David Saksik fejlede, da han ikke mistede livet ved sit selvmordsforsøg. Nu må han nødvendigvis rette op på den fejltagelse.
@Kurt,
Husk blot at du skriver for en avis som ikke just er kendt for at støtte op om lange teoretiske diskusioner omkring jura og retfærdighedssans. Jeg kan se at henrettelses-pelotonen allerede er stillet op her i kommentarerne.
Personligt synes jeg, at du burde opfordre til at skrue ned for den umiddelbare lyst til kastrere, udvise og hænge ham her fætteren, og istedet for opfordre til at der gøres in politisk indsats for at få længere straffe.
Men det er der naturligvis ikke så meget ‘krudt’ i…
Jeg mener at hvis man har til hensigt at begå drab, så skal man også dømmes for drab om lykkes eller ej.
Som det er nu, er det diskrimination af udkantsdanmark.
Hvis jeg skulle begå drab, ville jeg sørge for at begå det i København fordi, at hvis jeg ikke gjore mit forehavende godt nok, så var chancen for at ofret overlevede meget større end hvis det var sket i f.eks Ringkøbing.
Derved kunne jeg nøjes med halv straf.
Det er vel okay at give udtryk for sin sympati for offeret i denne sag ? Uden at man nødvendigvis er tilhænger af selvtægt og offentlig standret.Marlene søger ikke hævn, men afdækker blot et grotesk sagsbehandlingsforløb som står i skærende kontrast til den sagsbehandling gerningsmanden har fået.Retfærdighed betyder iøvrigt : Adfærd som har grund i lov og ret!
Retfærdighed ?
Giv mig retfærdighed – eller jeg flytter til udlandet.
DK og retfærdighed er som ild og vand !
Straffen for vold er alt alt for lav i Danmark. Der bliver taget for meget hensyn til, hvad der er billigst for samfundet og hvad der virker bedst for voldsmanden. Undskyld, men hvad med ofret? Er det ikke for ofrets skyld, at loven er lavet? Og hvorfor skal man have 6 års fængsel, når man er ude efter 3? Så kunne man vel lige så godt få 3 års fængsel. Nå nej, for så ville det jo være tydeligt for alle, hvor latterligt lav straffen er, for at smadre et andet menneske for livstid.
Jeg kan kun give Marlene ret. Her er der forskelsbehandling, så det batter. Som jeg læser det tit, skal vi i Danmark være flinke ved vores voldsforbrydere – HVORFOR?
Måske vi skulle kikke lidt mod syd. – Jeg læser lige at faderen der brænder sine 2 døtre til døde, uheldigvis gør det i Tyskland, så hvis han dømmes, er straffen 15 års fængsel, og først kommer ud om 15 år.
Hvis han havde gjort det i Danmark var straffen 12 år og du kommer ud efter ½ – 1/3 af tiden.
Jeg syntes det er på høje tid at få lavet om på denne praksis og så få sendt ballademagerne hjem hvor de kommer fra.
@Stine,
Ganske fornuftigt sagt. Det sker bare alt for ofte, at indlæg som Kurt Lassen’s her bliver et springbræt for nogle alt, alt for overskruede og bombastiske holdninger, som i sidste ende er ødelæggende for vort samfund. Som deltagere i et samfund mener jeg, at vi aktivt bør afstå fra at lufte de mest dyriske lyster offentligt. (og så er jeg iøvrigt enig i at den straf, han har fået her ser alt for kort ud).
Manden burde være udvist af Danmark allerede før afsoning. Menneskerettighedskonventionen hjemler udvisning, når udlændinge er til fare for den offentlige orden!
MEN, dette er ikke det væsentlige! Hvorfor hjælper man ikke Marlene? Fordi hun er dansker!
Det er dét, der er problemet!
Findes der ikke nogen, der kan og vil hjælpe hende? Hvorfor gør kommunen – København eller Frederiksberg? – ikke noget for hende?
Jalousidrab, eller forfølgelse, har vist altid ligget lidt underdrejet den normale straf for legemsbeskadigelse eller mord, fordi jalousi opfattes som dybt psykotisk og handles ofte i en form for selvforsvar.
Grænserne bliver sprængt for det der er rimeligt og forventet, og derfor udmunder nogle tilfælde i grusomme afstrafninger, der bunder i afmagt og sygelige fantasier.
Retssystemerne sidder ofte med svære sager her, fordi disse angreb tit foretages i affekt, og derfor ikke kendetegner en koldblodig morder eller voldsmand, men blot et menneske, der ikke længere sanser ret fra uret.
Det skal endelig ikke opfattes som en undskyldning for de ugerninger, der ofte følger med, men set i den retspraktiske udførelse af disse sager, anses pågældende gerningsmand/kvinde ikke som værende farlig efter endt afsoning, fordi affekt eller afmagt aftager, når tænketanken er gået igang igen.
Selvfølgelig kan hævnaktioner planlægges ganske nøje, fordi luften er banket ud af den ‘forurettede’, men da jalousi ikke er kategoriseret som planlagt ondskab, så bliver tilfældene også håndteret anderledes.
Vi har et retssystem herhjemme, som vurderer disse sager meget forskelligt, fordi hver enkelt sag, starter med en årsag, som enten fordeler skylden mellem parterne, eller som viser den forsmåede part, som værende ude af stand til at forholde sig til det skete, og udfra den målestok, skal man så dømme.
Endelig er der så den gennemskuelige direkte pågåenhed fra en mand/kvinde, der bare ikke accepterede et nej, eller en udskiftning, om man vil, og endskønt det stadigt er et sygt træk, så er gerningsmanden helt på det rene med afstraffelsen, og fortrækker ikke en mine, det er den koldblodige version, men den er ikke hyppig.
Denne tragedie, som artiklen fortæller om, er helt uden disskution, ganske bedrøvelig, fordi den omhandler to mislykkede mord/selvmord, der ovenikøbet endte ud med en livslang invaliditet til offeret, samt en drømmestilling til hendes banemand.
Retssystemet har talt, det kan vi ikke anfægte, det vi kan anfægte, kunne være den bløde part, hvor indsatte sidder den halve tid, hvorefter alle så skal affinde sig med, at 6 år blev til 3 år, der kan min retsbevidsthed godt vise tænder.
Vi slipper aldrig for disse sygelige angreb, fordi mennesket ikke af natur, er indstillet på at blive forsmået, eller forkastet, og i de helt yderliggående tilfælde, sker så angreb af denne kaliber.
Her skelnes ikke, mænd og kvinder er lige farlige i disse sammenhænge, det kan historien fortælle noget om, og skal man være rigtig slem, drages børn også gerne med ind i vanviddet, eller kæledyr for den sags skyld.
Efter retsprotokollen er manden fri, efter lægmands vurdering, skal han lynches, eller have af samme skuffe, det er menneskets hurtigste vej til aftrækkeren, og det er ikke unaturligt, blot ikke hensigtsmæssigt, fordi hævn og nag, slider mere end accepten, at vedkommende fik et liv efter afsoning.
Den stakkels kvinde sidder tilbage med den konstante smerte, det er en kendsgerning, og der dukker uretfærdigheden op som en kærkommen trang til at hade, men igen kan hadet ikke hele, og hævnen kan ikke sætte fri, der hvor retfærdigheden kan komme til orde, er der hvor gerningsmanden måske ikke bliver frigjort af sin udåd, men derimod må bære den som en klam frakke resten af livet, og det er en smerte vi som læsere og hørere ikke mærker, og samvittighedskvaler, de tåler ikke dagens lys, så hævnens sødme er i min optik, intet andet end ugennemtænkte udbrud, som afmagten fodrer. Janne.
At få seks år for selvmords- og mordforsøg er alt for lidt. Det burde også være strafbart, at begå eller forsøge at begå selvmord. Denne straf burde tillægges den anden straf. Alt andet lige skulle han være dømt for drabsforsøg uden formildene omstændigheder. Den sammenlagte straf for disse to forbrydelse skulle ende på mindst 12 år. God opførsel skal belønnes, men ikke med 50%, men højsest 20%. I dette tilfælde skulle han ikke løslades før efter ca. 10 års fængsel.
Når dette er sagt, så er det loven der er forfejlet, og er ikke forbryderens skyld!.
Når loven er indrettet således, så må man selvfølgelig give forbryderen en chance for at komme videre. Jeg håber, at han har mareridt over sin udåd.
Det er helt klart, at samfundet ikke støtter tilstrækkeligt op om offeret. Vedkommende skal selvfølgelig have en så god behandling, at vedkommende får den størst opnåelige mulighed, for at få en meningsfyldt fremtid.
Derimod forstår jeg slet ikke angrebene på den arbejdsgiver, som er villig til give gerningsmanden en reel chance for også at komme videre. Det skal ske på almindelige ansættelsesvilkår, og ikke, som det ofte er set, med et løntilskud fra det offentlige. Hvis dette sker, så overskygges arbejdegiverens økonomiske fordel, hans rehabiliterings påberåb.
retfærdighed / uretfærdighed.
Hvor jeg føler med dig Malene , et retsystem der er fuldstænig latterligt,Ingen forsikringspenge udbetalt, da alle forsikringsselskaber trækker sager i langdrag,for tilsidst at få besked fra retslæge rådet , at du intet fejler, og alle dommer retter sig efter retslægerådet læger , (retslægerådet læger som er betalt af forsikringerne).
Malene godt du er så klar i hovedet, du har nu har sat en debat igang omkring både straf og erstatningssager.
Håber du får erstatning.
De bedste tanker til dig .
Ex – kæresten udtaler “hun har også ødelagt mit liv”. Her mener han altså, at fordi Marlene slog op med ham, var det ok. at smadre hende fuldstændigt og kaste hende ud fra 3. sal. Jeg er fuldstændig aldeles rasende indeni og synes faktisk, at den mand burde smage sin egen medicin! Claus meyer, den mand skal bare ud af din restaurant og dette land! Ps: 3 år for den forbrydelse er fuldstændig til grin!
jeg er enig i at han har afsonet sin straf og fortjener at komme videre…. HVIS and er ked af og fortryder hvad han har gjort hvilket han ikke er efter det han har sagt til aviserne, han siger han ikke forstår hvorfor hun stadig ikke har tilgivet ham hvilket rent ud sagt er dumt efter som han har prøvet at slå hende ihjel og har gjort hende 50% invalid… så ja efter min mening skal han ind igen da han ikke angre hvad han har gjort.
Den dømte dømte Frank David Saksik afslører med dagens udtalelser (såfremt disse kan tages til troende), at han er en afstumpet og sølle eksistens. Når Saksik forklarer, at han også selv er et offer, at den anden part også var skyldig og at han ikke forstår, hvorfor hun er frustreret, så indikerer det, at Saksik ikke føler anger, at han ikke føler medmenneskelighed og ikke er i stand til at udvise empati. Endvidere spørger Saksik retorisk, om han “bør/skal skyde sig selv for at få en praktikplads”, hvilket tyder på, at Saksik udelukkende kærer sig om sig selv og sine egne behov, han påkalder sig en offerrolle og antyder en nærmest mekanisk tilgang til termen straf, samtidig med, at han gør sig lystig over sit offer og sin egen psykopatiske handling.
Alle disse indikatorer peger almindeligvis entydigt i retning af psykopati.
Hvordan Claus Meyer virkelig kan stå inde for at ansætte sådan en eksistens, vil nok være en gåde for de fleste. For Meyer udviser en total mangel på dømmekraft her, når han på sin hjemmeside giver sit svar til offeret under overskriften “What’s Cooking…?”
Claus Meyer oplyser at være “smerteligt bevidst” om sin disponering og om at han ikke vil kunne lindre Saksiks offeres smerter.
I så fald ved Claus Meyer ikke, hvad smerte er.
Og Frank David Saksik – han burde gøre alvor af at tage sit eget liv.
I DR2′s Deadline her til aften tronede dr.jur. Eva Smith naturligvis frem og talte om, at den dømte her jo var resocialiseret.
Jeg ser ikke nogen tegn på resocialisering her.
Når samfundet, staten, kan tildele dansk statsborgerskab, – hvad er der så i vejen med at tage det tilbage, – når man har udøvet vold for med vilje at forsøge at slå ihjel?