Vi har brug for, at mange flere unge får en erhvervsuddannelse, for der er arbejde til dem på fremtidens arbejdsmarked. Det er da et fedt budskab.’ Sådan lød det fra børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) i Politiken i pinsen.

Et fedt budskab? Jo, men det er altså ikke ikke sivet ind hos de tusinder af unge, der forlader folkeskolen i næste måned og skal i gang med en ungdomsuddannelse. Næsten tre ud af fire foretrækker at fortsætte i gymnasiet, mens færre end hver femte elev har valgt en erhvervsuddannelse på teknisk skole eller handelsskolen. Interessen for at blive elektriker, smed, tømrer, blikkenslager, mekaniker, kok, frisør og hvad en erhvervsuddannelse nu kan føre til, er på retur. Der var ellers engang, hvor 30-40 procent af en årgang gik efter at få svendebrev som faglært.

I dag bliver erhvervsuddannelserne kaldt taberuddannelser, skod og skraldespand. Prestigen er smuldret og stoltheden forduftet, hvilket er drønærgerligt og dybt problematisk, for der er brug for stærke unge på erhvervsuddannelserne. De er fremtidens specialister i erhvervslivet, fremtidens butikschefer, værkførere eller driftige selvstændige i håndværksfagene.

Men fordi fortællingen om erhvervsuddannelserne indeholder andet end Antorinis ’fede budskab’, er det nu en rekordlav andel af en ungdomsårgang, der vælger at gå den vej. Selv et reklamebureau i verdensklasse kan ikke sælge erhvervsuddannelserne til de unge i dag.

Hvis – eller rettere når – lærere og vejledere i folkeskolen stempler erhvervsuddannelserne som et ærgerligt andet-valg, og forældre, søskende og venner også synger ’gymnasie-sangen’, skærper det selvsagt ikke lysten til at gå på teknisk skole. At tre år på det stadig mere universitets-rettede gymnasium for nogle unge er lige så klart et fejlvalg, som erhvervsuddannelserne beskyldes for at være, burde give stof til eftertanke hos ’rådgiverne’. Titusinder af studenter ender som ufaglærte, samtidig med at erhvervslivet skriger på faglært arbejdskraft.

Med til historien om erhvervsuddannelserne hører også det reelle praktikpladsproblem, eleverne bliver konfronteret med nærmest den dag, de tjekker ind. Kunne man forestille sig, at forældre til landets gymnasieelever ville finde sig i, at deres poder skulle sende ansøgninger for at få lov til at fortsætte i 2. g? Nej, vel.

Det er givet også med til at afholde de helt unge fra at søge ind på en erhvervsuddannelse, at skolerne er ved at blive ’voksenreservater’ uden gymnasiernes sociale liv. Gennemsnits­alderen for en nyuddannet murer er nu typisk over 28 år. Lærernes beretninger om hverdagen lyder heller ikke forjættende: Eleverne gider ikke, de kan ikke finde ud af at møde til tiden, de er for lidt interesserede i at lære og for dårlige til at læse, skrive og regne. Frafaldet er stort og bliver næppe mindre, når unge kontanthjælpsmodtagere også kommer til, lød den triste forudsigelse i Politiken.

For politikere, erhvervsliv, fagbevægelse og skoler bør det have topprioritet at få nytænkt erhvervsuddannelserne. Er der udfordringer nok til alle elever? Er lærerne de bedste? Kig til Tyskland og Schweiz, hvor uddannelserne er anderledes prestigefyldte. Måske skal de danske ungdomsuddannelser tænkes sammen?

Danmark er ikke kun et videnssamfund. Vi er også et produktionsland, der har brug for kloge hoveder til at føre de gode ideer ud i livet.

Der er i øjeblikket midlertidigt lukket for kommentarer på BTs blogs. Redaktionen arbejder på at løse problemet, men der kan gå adskillige dage, før der igen bliver åbnet. BT beklager den manglende mulighed for at debattere.

For ikke så længe siden havde regeringen fundet en ’hel og dækkende løsning’ på problemet med de titusinder af langtidsledige, der stod til at miste deres dagpengeret. Men den højt profilerede plan med akutjobbene floppede. Løsningen var hverken ’hel’ eller ’dækkende,’ som finansminister Bjarne Corydon (S) ellers forudskikkede.

I går kom så endnu en løsning, endnu et plaster på dagpengesåret. En ny redningskrans til mennesker, der ikke formår at komme i job, før deres dagpengeret ophører. Regeringens håb er, at initiativerne vil dæmpe den massive kritik, som er væltet frem fra fagbevægelsen, Enhedslisten, socialdemokratiske folketingsmedlemmer, SFs bagland og senest også fra radikale tillidsfolk. Med et nyt økonomisk sikkerhedsnet, en forlængelse af den nuværende særlige uddannelsesydelse plus en ny midlertidig arbejdsmarkedsydelse til ledige, der ’falder ud’ af systemet, vil regeringen sikre en mere lempelig indfasning af den forkætrede reform med to års ret til dagpenge i stedet for fire.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) slog i går fast, at det var nødvendigt at handle. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) talte om at skabe tryghed for de ledige. Og om at sikre den rigtige indfasning af den to-årige dagpengeperiode. Selv om det skulle ligne en offensiv, tager man næppe fejl, hvis mange vælgere sidder tilbage med indtrykket af, at der først skete noget, da regeringens eget liv var i fare. Ledige vil kunne modtage dagpenge, uddannelsesydelse og arbejdsmarkedsydelse i op til fire år. Selvsagt en anden situation end det økonomiske uføre, som mange familier ellers risikerede at havne i. Om de uddannelsestilbud og de nyttejob, som ministeren nu stiller i udsigt, så reelt løfter de lediges kompetencer og på sigt giver dem fast fodfæste på arbejdsmarkedet, er en anden sag. Man kan have sine tvivl.

Men her og nu vil der dog formentlig komme mere ro på. Blandt de ledige. I regeringspartierne, hvor De Radikale måtte indse, at behovet for dagpengeløsningen var mere end påkrævet. Og hos Enhedslisten, der nu vil bruge energien på at få gårsdagens udspil gjort endnu bedre – i stedet for at diskutere, om regeringen skal væltes. Forude venter imidlertid en gigantisk udfordring, der handler om andet end at sikre midlertidig forsørgelse til de 30.000 mennesker, der ventes at miste deres dagpengeret i år. De seneste måneder har illustreret det paradoks, at der hentes masser af udenlandsk arbejdskraft til Danmark, samtidig med at mennesker får lov til at gå ledige så længe, at de til sidst falder ud af systemet. En kommission får nu til opgave at se på, hvordan dagpengesystemet kan forbedres. Samtidig skal hele beskæftigelsespolitikken kigges efter. I spidsen for arbejdet står tidligere skatteminister Carsten Koch (S).

Kommissioner har det med at blive til syltekrukker. Nok barsles der med digre rapporter, men de har det med at samle støv på reolen. Når det gælder fremtidens dagpengesystem og beskæftigelsespolitik, er der brug for reelle løsninger. En beskæftigelsespolitik, der spiller stærkt sammen med virksomhedernes behov. Plus udvikling af de lediges kompetencer. Fejl og mangler i det nuværende system må til fulde være lokaliseret.

Der er i øjeblikket midlertidigt lukket for kommentarer på BTs blogs. Redaktionen arbejder på at løse problemet, men der kan gå adskillige dage, før der igen bliver åbnet. BT beklager den manglende mulighed for at debattere.

Tusinder af ledige er på nippet til at miste retten til dagpenge. Den politiske debat koger, for hvad nu? Skal mennesker virkelig risikere at miste deres forsørgelsesgrundlag, fordi et politisk flertal fik den idé at afkorte dagpengeperioden fra fire til to år på et tidspunkt, hvor den økonomiske vækst ikke just er noget at prale af, bliver der igen og igen spurgt.

Fagbevægelsen, Enhedslisten, socialdemokratiske folketingsmedemmer, SFs bagland og nu også radikale tillidsfolk har luftet deres frustrationer. De blev ikke mindre, da det i går kom frem, at 16.200 ledige har mistet retten til dagpenge i årets første fire måneder.

Regeringens topministre tøver med at give tilsagn om noget som helst, men synes dog at have erkendt, at et eller andet må gøres. At der vil blive ændret på den to-årige dagpengeperiode, er der ikke udsigt til. Der bliver snarere tale om initiativer, som skal afbøde konsekvenserne for de mennesker, der mister retten til dagpenge. Dybest set er det vel kun Enhedslistens folk, der stadig holder brandtaler om, at dagpengeperioden bør forlænges.

To år på dagpenge er alt rigeligt. Det har de seneste måneder åbenbaret. Jo, jo, det er fuldt forståeligt, at de mennesker, der lige nu står til at miste deres dagpenge og kan ane en usikker fremtid, drømmer om en længere periode i ’systemet.’ Indfasningen af den nye reform er hård i en krisetid. Men set i det lange perspektiv fortjener ingen at være placeret passivt i dagpengesystemet i mere end to år. Jobchancerne øges ikke. Tværtimod. Og de ledige risikerer at få andre problemer at slås med, som tiden går. Det ved de i kommunerne, hvor de ledige beder om kontanthjælp, når de har mistet dagpengeretten.

Vi ser nu, hvor svært de langtidsledige har ved at få nyt fodfæste på arbejdsmarkedet. Selv om de er blevet rykket frem i køen til akutjobbene, som både private og offentlige arbejdsgivere forpligtede sig til at slå op, får de færreste gevinst. Kun hvert syvende akutjob går ifølge LOs ugebrev A4 til en langtidsledig.

En del af forklaringen er, at der blandt akutjobbene er toplederstillinger, som ingen langtidsledig nogensinde kommer i nærheden af. Og at en del stillinger blot blev til akutjob af politiske grunde. Men samtidig fortæller arbejdsgivere, at de lediges kvalifikationer simpelthen ikke er gode nok i konkurrencen med andre ansøgere.

Der blev også rokket ved billedet af de langtidsledige som arbejdsmarkedets kernetropper, der pludselig nærmer sig ’kanten’, da Kommunernes Landsforenings ugebrev, Momentum, så nærmere på de omkring 50.000 mennesker, som er omfattet af regeringens akutpakker. I gennemsnit har de langtidsledige været på offentlige overførsler i omkring halvdelen af de seneste 10 år. Og 10 procent har levet af overførselsindkomster i mindst syv år og altså kun været selvforsørgende i tre. Måske har de brug for en anden slags hjælp, end hvad dagpengesystemet byder på?

Fortællingen om de langtidsledige er mere nuanceret, end man umiddelbart får indtryk af. Der er brug for en ny og forstærket indsats over for de ledige. En indsats, der ikke kun går ud på at opbevare. En indsats, der har fokus på langt hurtigere opkvalificering – og på effektiv jobformidling.

Der er i øjeblikket midlertidigt lukket for kommentarer på BTs blogs. Redaktionen arbejder på at løse problemet, men der kan gå adskillige dage, før der igen bliver åbnet. BT beklager den manglende mulighed for at debattere.

]]> http://blogs.bt.dk/hennychristensen/2013/05/11/to-ar-pa-dagpenge-er-alt-rigeligt/feed/ 0 http://blogs.bt.dk/hennychristensen/2013/04/25/thorning-ville-ikke-beskyldes-for-nol/ http://blogs.bt.dk/hennychristensen/2013/04/25/thorning-ville-ikke-beskyldes-for-nol/#comments Thu, 25 Apr 2013 09:25:47 +0000 Henny Christensen http://blogs.bt.dk/hennychristensen/?p=647 Læs mere]]> Så gik den ikke længere. Regeringen valgte torsdag at gribe ind i lærerkonflikten, der i knap fire uger har lammet undervisningen på folkeskoler og andre uddannelsessteder.

Lærernes hidtidige arbejdstidsregler er fortid. Skolelederne får nu mulighed for at lede og fordele arbejdet på linje med forholdene på andre arbejdspladser. Efterudannelse og ekstraordinære lønstigninger er det ’sukker,’ der skal få de ændrede vilkår til at glide lettere ned hos lærerne.

Indgrebet var ventet og nødvendigt. Der var ingen udsigt til, at forhandlerne fra Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening selv kunne nå til enighed. Den omfattende lockout af lærerne bragte aldrig vitale samfundsinteresser i fare, men et spirende forældreoprør og bekymring for kaos om afgangsprøverne i folkeskolen fik regeringen til rykke hurtigt. Man ville ikke risikere at blive dømt for nøl og skulle heller ikke nyde noget af beskyldninger om at ville skåne sig selv ved at lade konflikten løbe hen over 1. maj og det efterfølgende SF-landsmøde.

Det er aldrig ønskværdigt for en regering at gribe ind i en konflikt på arbejdsmarkedet. For denne regering er det særligt penibelt, fordi lærernes overenskomst hænger tæt sammen med en ny folkeskolereform, og fordi beskyldninger om aftalt spil mellem regeringen og KL hænger i luften.

Med dødsstødet til lærernes hidtidige arbejdstidsregler vil snakken stadig gå om, at regering og kommuner havde lagt planen var lagt på forhånd. Den ’hovedmistænkte,’ finansminister Bjarne Corydon (S), er givet ganske godt tilfreds med, at han ikke skulle stå frem på TV her til formiddag, men kunne overlade salgsarbejdet af lovindgrebet til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S).

De kommunale arbejdsgivere drager nu et lettelsens suk. Med regeringens hjælp fik de det længe ønskede opgør med lærernes arbejdstid. Men dermed er arbejdet ikke gjort, for efter konflikten venter en ny, krævende hverdag. Freden skal simpelthen genvindes ude på skolerne. I samarbejdet med lærerne.

hec.

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, og chefforhandleren for Kommunernes Landsforening, Michael Ziegler, skal nok lytte, men glem alt om, at striden mellem de to bliver bilagt hen over kaffen i dag. Forældreorganisationens velmenende leder kommer ikke til at indtage rollen som ’forligsmand’. Fronterne er alt for fastlåste i opgøret om, hvem der fremover skal styre lærernes arbejdstid.

Siden sammenbruddet i forhandlingerne for en måned siden og siden kommunernes omfattende lærerlockout kort efter blev en realitet, har der været spekulationer om, hvornår regeringen ville gribe ind og standse konflikten. Fra dag ét var det forventningen, at et politisk indgreb ville blive enden på konflikten.

Sådan er forudsigelserne stadig, men de skråsikre bud på datoen for indgrebet er forstummet. Og godt for det – det er nemlig slet ikke så enkelt at stoppe en konflikt på arbejdsmarkedet. Der skal være en god grund til at blande sig – helst noget i retning af, at vitale samfundsinteresser er på spil. Og selv om lærerkonflikten, der nu løber på fjerde uge, er begyndt at ’bide’ mere og irritere flere, er samfundet jo ikke i nærheden af at krakelere.

Det er ikke nok, at de yngste elever savner deres lærere, og at de ældste bliver sløve af at se film og spille spil dagen lang. Der mangler endnu tungere argumenter for at gribe ind. Eksaminer, der aflyses. For store mængder af undervisning, der går tabt. Særligt udsatte elever, der kommer i klemme. Erhvervsledere, der råber op og siger, at nu er det for galt. Det er ikke nok, at det er synd for børnene, at de ikke kan mødes med deres kammerater i skolen.

Vedholdende anklager om ’aftalt spil’ med Kommunernes Landsforening får ikke regeringstoppen til at rykke hurtigere. Ligesom finansminister Bjarne Corydon (S) heller ikke vil have hængende på sig, at han skulle være i gang med at afmontere den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter knækker nødderne selv. Læg dertil at regeringstoppen har rigeligt at se til i disse dage, hvor forhandlingerne om vækstplanen fylder programmet.

Andre datoer blinker også i kalenderen: Det vil ikke være sjovt for socialdemokrater og SFere at holde 1. maj-taler umiddelbart efter at have grebet ind i konflikten. Et indgreb vil også fuldstændig kunne kapre stemningen på SFs landsmøde den 4.-5. maj. Den slags egne skåne-hensyn kan tale for, at konflikten får lov at løbe ind i maj.

I dag drikker Bondo og Ziegler kaffe uden at nærme sig et forlig. Vi vil lytte forgæves efter nye argumenter og vilje til at finde kompromiser. Regeringstoppen tæller på knapper, kigger i kalenderen og overvejer indholdet af det indgreb, der må komme, og som kan effektueres på få dage. Et indgreb, der helst skal gøre både Bondo og Ziegler vrantne. Og samtidig bane vej for en ny hverdag ude på de genåbnede skoler med slagne lærere i centrale roller.

Der er meget mere end de tabte undervisningstimer, som skal indhentes.

Uha, uha, uha. Regeringens skolereform er noget af det værste, danske skoleelever kan blive udsat for, hvis man altså skal tro kritikken, der vælter frem i disse dage. Helhedsskolen får det glatte lag af oprørte forældre, frustrerede lærere og af visse politikere som en del af spillet om den ambitiøse reform.

Spillet om folkeskolereformen foregår i skyggen af lærer-konflikten, der nu kører på anden uge med demonstrationer og events. Forældrenes tålmodighed er sat på prøve, og nedtællingen til regeringens indgreb i den omfattende konflikt er i gang. Ingen venter, at parterne, Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening, selv bliver enige om den fremtidige styring af lærernes arbejdstid.

Det var tilbage i december, at regeringen fremlagde sine visioner for folkeskolen i oplægget ’Gør en god skole bedre’. Planen er, at eleverne skal være i skole mellem 30 og 37 timer om ugen, afhængigt af hvor gamle de er, men der skal ikke stå traditionel undervisning på skemaet hele dagen.

Der skal flettes aktivitetstimer ind i programmet: Motion, leg, musik, lektielæsning og andre aktiviteter.

Lærere og pædagoger skal i fællesskab give folkeskolen det tiltrængte løft og de ekstra vitaminer, som i årevis har været efterlyst. For helt ærligt: Så prangende resultater leverer den danske folkeskole desværre ikke.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) fortalte om en nærmest paradisisk skole, hvor eleverne ville lære på en helt ny måde, hvor der ville blive taget hensyn til både de svage og de stærke elever, og hvor det sågar kunne komme på tale at slagte en ged i timerne. I begyndelsen havde hun danskerne med sig, men da konflikttruede lærere begyndte at tale om ’discountskole’ og ’heldagsskole’ uden tid til forberedelse, blev stemningen en anden.

Reformen er udtryk for ’kollektiv frihedsbegrænsning’, lyder kritikken nu. ’Topstyret statsskole’, hvæses der. Venstre er bekymret for, at de lange skoledage vil betyde, at de ældste ikke får tid til at passe deres fritidsjob. Forleden skrev De Konservatives formand Lars Barfoed på Facebook, at ’det er ikke statens opgave at diktere, hvordan vi indretter vores liv og hvilke fritidsaktiviteter, vores børn skal gå til’.

Rolig nu. Der er jo ikke tale om at spærre børnene inde på skolens matrikel hver dag indtil kl. 18, vel?

Den ’nye’ samlede skoledag bliver ikke vildt meget længere sammenlignet med i dag – når undervisning og fritidsordning lægges sammen. Og de ældste elever er allerede på skolen til 15.30 på visse dage.

Men det er, som om der lige nu er en vældig interesse for, at forældre skal være sammen med deres børn tidligt på eftermiddagen. Det hænger jo bare ikke sammen med virkelighedens verden, hvor far og mor har fuldtidsjob.

Tænk nu, hvis klubaktiviteter og undervisning blev forenet, så børnene kunne få et samlet og bedre tilbud.

Tænk, hvis en mere varieret skoledag kunne give de skoletrætte lyst til at lære. Og tænk, hvis folkeskolen med nye aktiviteter kunne blive bedre til at favne drengene med rigeligt krudt bagi – dem er der mange af, og de fortjener en bedre skole. Der skal nok blive tid til sport og andre aktiviteter uden for skolen. Og mon ikke de ældste elever har bedre af at få styr på matematikken, før de skal i gymnasiet, frem for at passe jobbet som flaskedreng i supermarkedet?

Skru ned for hysteriet og se mulighederne. Eleverne fortjener en ny skole.

Velkommen til uge to i lærer-konflikten. Endnu en uge med lukkede skoler venter. En uge, hvor de lockoutede læreres fornemste opgave bliver at fastholde offentlighedens opmærksomhed og sympati og naturligvis kapre de gyldne minutter på tv. På med de knaldgule veste og de sjove hatte igen!

i den første uge gik det nemt nok. Masser af sjov og ballade: Syngende lærere på gader og stræder. Og lærere i glad kædedans rundt om rådhuse: ’I har lukket os ude. Nu lukker vi jer inde.’  Kreativt og tv-venligt, jo, jo. Om lærerne bevarer gejsten og får lige så meget opmærksomhed i uge to, vil de kommende dage vise. Realiteten er, at lockouten endnu ikke har gjort så ondt på nogen, at den er blevet  stoppet. Konfliktens parter, Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening, har forlængst opgivet at komme overens og venter nu på, hvornår regeringen har fået nok og med et indgreb dikterer de fremtidige spilleregler for lærernes arbejdstid.

Mens der tælles på knapper i  Finansministeriet og funderes over indholdet i et kommende indgreb, er en ny debat om offentlige overenskomstforhandlinger blusset voldsomt op. Dét, lærerne oplever nu, er bare begyndelsen, tordner topfolk i fagbevægelsen. Finansminister Bjarne Corydon (S) trækker i trådene og umuliggør reelle forhandlinger, hvæses der.

’Det er fuldstændig disrespekt for den danske model,’ erklærede FOA-formand Dennis Kristensen i Politiken i går, efter at det var kommet frem, at en resultatkontrakt i Finansministeriet indeholder konkrete målsætninger om at ophøje overenskomstforhandlingerne til det vigtigste middel til at trimme udgifterne i staten.

Det kan ikke komme bag på nogen, at Bjarne Corydon har et særligt øje for overenskomsterne i den offentlige sektor. På statens område er det oven i købet helt naturligt, for finansministeren er øverste arbejdsgiver. Og selvfølgelig holder finansministeren også øje med, hvad der sker i kommunerne. Var chefforhandleren i KL, Michael Ziegler, kommet på den tanke at byde til
lønfest, skulle han dybest set hente penge i Finansministeriet først.

Det,  der sætter sindene i kog nu, er, at det formuleres så direkte, at løn og arbejdstid skal være ’en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken’. Corydon har bebudet effektiviseringer i den offentlige sektor for 12 milliarder kroner, og skulle nogen være i tvivl: Overenskomsterne er et af de steder, han vil finde pengene.

I går forklarede Bjarne Corydon strategien med ønsket om at få ’så meget velfærd for pengene som muligt’. I sig selv et gangbart argument. Det handler om at sikre uddannelse til flere, sagde han også. Budskaberne kunne indgå i den større fortælling om den dybere mening med reformerne og alt det andet, som mange mener, at regeringen stadig skylder. Spørgsmålet er bare, om Corydons budskab trænger igennem, nu hvor finansministeren er under så voldsom beskydning for at styre og tryne.

Det er regeringens udfordring at formidle den dybere mening med, at en ændring af lærernes arbejdstider skal finansiere den nye folkeskolereform. Godt nok viser målinger, at danskerne er enige i, at lærernes arbejdstider bør ændres. Men lærerne i de gule veste har danskernes sympati. Det er op ad bakke – og som Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, sagde for nylig: Regeringen har ikke fået Nobelprisen i kommunikation.

Nu er det Michael Ziegler, der siger nej, nej og atter nej, uanset hvad lærerne spiller ud med. Nu handler det om at gøre lærerne så udmattede, at de æder KLs arbejdstidsmodel – formentlig overrakt af regeringen i form af et politisk indgreb, når konflikten har kørt så tilpas længe, at også befolkningen vil have skolerne åbnet igen.

Ifølge Ziegler er alt det, som duracelkaninen Bondo ivrigt lægger frem, kendte og allerede afviste forslag. Slet ikke ’inde på KLs bane,’ som lærerformanden ellers ynder at gentage. Realiteten er, at de færreste uden for lærerværelser og kommunekontorer er i stand til at forstå og gennemskue detaljerne i duellen mellem Bondo og Ziegler.

Bondo siger, at han har accepteret, at skolelederne får styringen, men altså ikke nok til, at Ziegler bider på. Bondo foreslår en udsættelse, så den forkætrede arbejdstid forhandles i overenskomstperioden, men hov, det var vel nu, der skulle findes et resultat? Inddragelse af eksperter og en mediator har lærerformanden også foreslået. Dét er der ingen fidus i. Forligsmanden har forsøgt – forgæves. Men at Bondo nu gør alt for at fremstå som den konstruktive part, manden med ideerne, ham, der vil have skolerne åbnet, er tydeligt for enhver. Det handler jo om at tage sig bedst ud i offentligheden.

Ziegler har sagt nej, nej og nej længe, han står lige nu ret alene, uden støtte fra sine borgmesterkolleger, og han har åbenlyst svært ved at produktudvikle sit budskab. Han står fast vel vidende, at kommunerne – uofficielt – har regeringen i ryggen. Man hører ikke meget om Zieglers visioner for folkeskolen, og hvad det hele skal gøre godt for, altså ud over at sætte lærerne godt og grundigt på plads. Et blik på KLs kampagneannoncer afslører blot spydigheder rettet mod lærerstanden. Michael Ziegler er selvfølgelig fanget i et dilemma: Begiver han sig ud i en visionær skoledebat, risikerer han at gå for meget i takt med de politikere, der har en ny folkeskolereform på vej. De samme politikere, som står klar til at gøre en ende på konflikten.
Og hvad så nu? Hvor længe løber lockouten? Der gættes, men ingen aner det. Nye forhandlinger? Det ser sort ud. Politisk indgreb? Det virker mest sandsynligt. Det, der ikke er udsigt til, er, at andre kommunalt ansatte strejker i sympati med de lockoutede lærere. Strejkerne skal varsles med fire uger, og så længe regner ingen med, at lockouten løber.

Alene truslen kunne ellers umiddelbart lyde som et drømmescenarie for Bondo, men der er også en indlysende grund til, at han ikke har bedt sine kolleger om den form for støtte. Moralsk opbakning er rart, men det vil kunne mudre billedet, hvis pædagoger, skolesekretærer, rengøringsassistenter og pedeller pludselig blev en del af spillet. Offentlighedens sympati kunne tippe, hvis bebudede strejker gjorde hverdagen for besværlig for forældrene. For lærerformand Bondo er det afgørende, at konflikt-billedet er rent, og for ham betyder det, at KL – og måske siden regeringen – indtager skurkerollerne. Værsgo: Lockouten er en realitet. Rollespillet kan begynde.

Skærtorsdag skrev SF-formand Annette Vilhelmsen på sine facebook-profil: ’Er fuld af energi, glæde og tro på fremtiden…’ Partiformanden havde netop gæstet de unge SFUeres landsmøde og holdt tale om, at ’politik skal være håb og drømme, ikke magtkampe og spin.’ Drømme, som Annette Vilhelmsen tror på bliver til virkelighed – ’også selvom det går langsomt,’ som hun skrev.

Det er nu snart et halvt år siden, Annette Vilhelmsen vandt formandsvalget i SF og blev erhvervs- og vækstminister. Da hun meldte sit kandidatur, anede de færreste uden for Fyn, hvem hun var. Få uger efter havde hun banket sin modkandidat, sundhedsminister Astrid Krag, af banen og var placeret i regeringens magtcentrum. I inderkredsen, hvor kursen lægges, og magtkampe udkæmpes. Og, har det vist sig igen og igen, dér, hvor SFs mærkesager forvandles til kompromiser, der i offentligheden opleves som blå politik. Vilhelmsens valgkampsparole om at ’udfordre regeringsgrundlaget’ blev pakket sammen og erstattet af nærmest ingenting.

I dag siver vælgerne, medlemmer falder fra, og listen over SF-profiler, der hellere vil være socialdemokrater eller partiløse, bliver længere. I måling efter måling skraber Annette Vilhelmsen bunden, når danskerne vurderer hendes præstationer.

Talen om håb og drømme gled sikkert ned blandt SFUerne. Det er også meget muligt, at partifæller med plads i SFs landsledelse oplever, at den nye formand lytter til dem og inddrager dem i den internt højt­besungne ’politikudvikling.’ At processer er vigtige for Annette Vilhelmsen kunne man læse i Information i går: ’Selv om jeg selvfølgelig har noget, jeg gerne vil – og et sted jeg gerne vil hen – så vil jeg det sammen med nogen. Folk skal med. Og der skal være plads til, at jeg også kan blive klogere i en debat, og at tingene kan udvikle sig undervejs.’

Hvor vil formanden egentlig selv hen? Hvornår begynder hun at spille sig selv på banen og mene noget om politik? Annette Vilhelmsen blev valgt med et massivt flertal, men det i sig selv rækker ikke i en krævende politisk virkelighed som regeringsparti. Det er, som om Annette Vilhelmsen har oceaner af tid til det hele. Alt imens den politiske dagsorden bliver fyldt op med sager, der kræver sikker og hurtig navigering.

Det er ikke nemt at være SFer i regeringen. Lærer-lockouten venter lige om hjørnet med et muligt politisk indgreb til følge. Alene tanken om at skulle stemme for et indgreb, der vil genere kernevælgerne – lærerne – må give samtlige SFs folketingsmedlemmer kuldegysninger.

Forhandlingerne om vækstpakken med nedsættelsen af selskabskatten og om stramninger i kontanthjælpen og SUen vil også presse Vilhelmsen. Og give fornyet næring til debatten om, hvorvidt SF hører hjemme i en regering, der tager fra overførselsindkomsterne for at give til erhvervslivet. SF har fået vælgerprygl siden første dag i regeringen, og spærregrænsen kan komme så tæt på, at Vilhelmsen må handle. Et tiltrængt pusterum? Jo, bestemt. Men det frister næppe Annette Vilhelmsen at stå som partilederen, der gjorde SF regerings-udueligt. For derefter at skulle i konkurrerence med Enhedslistens ivrige flok. Og hvad med indflydelsen? Glem det.

I maj skal Annette Vilhelmsen stå på mål for det hele på partiets landsmøde. Lige præcis en uge efter, at Enhedslisten på sit årsmøde har slået fast, hvem der er nationens sande røde. En tale om ’drømme og håb’ rækker nok ikke.

Kulminationen kom fredag aften, da formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og Kommunernes Landsforenings topforhandler, borgmester Michael Ziegler, beskyldte hinanden for at bære ansvaret for det forudsigelige brud. De skændtes højlydt foran tv-kameraerne: Følelser, alvor og positionering for åbent tæppe, de nåede sågar at genoptage forhandlingerne – for derefter at gå hver til sit. Dramatisk? Absolut. Ligefrem underholdende? På sin helt egen måde, ja. Konstruktivt? Nej. Men alt sammen en del af spillet, som både lærere og arbejdsgivere bidrager til. Udmattelseskrigen er i gang – med forældre og et afventende Christiansborg på sidelinjen.

Forhandlingerne kan genoptages, men det kræver, at Bondo taster Zieglers nummer på mobilen – eller omvendt. Forligsmanden kan udsætte konflikten helt frem til 4. maj, hvis parterne vel at mærke selv spiller sig på banen. Lige nu lurer de på hinanden, mens forældre bereder sig på at finde pasning til deres børn, den dag skoleporten måtte være låst. Alt taler for, at det sker 2. april.

Bondo bedyrer, at han med konkete forslag har spillet sig helt ind på ’KLs bane,’ mens Ziegler fastholder, at det er ’gammel vin på nye flasker,’ og at skolelederne ikke vil få det greb om lærernes arbejdstid, som er målet med det hele. Nu dyster parterne på ord – om troværdighed og folkestemning. Hidtil har KL med en vis succes distanceret lærerne og talt om, at deres arbejdstid trænger til ’normalisering,’ underforstået at de aktuelle vilkår er unormale. I de seneste dage har lærerne fået mere fat, og det er tydeligt, at nej-siger Bondos strategi nu er at iscenesætte sig selv som konstruktiv forhandler. Det er næppe forkert at gætte på, at det indgår i lærernes konflikt-drejebog, at strategien gerne skulle få borgmestre og lokale byrødder til at reagere. En borgmester, der kan se et strejf af fornuft i lærernes udspil og sætter spørgsmålstegn ved KLs konsekvente afvisning, vil være guld værd for Bondo. Realistisk med nye venner til Bondo? Vi får se.

Og Christiansborg? Det er aldrig ønskværdigt for en regering at gribe ind i en konflikt på arbejdsmarkedet. For denne regering er det særligt penibelt, fordi lærernes overenskomst hænger uløseligt sammen med forårets prestigeprojekt: Folkeskolereformen. En forudsætning for, at reformen hænger sammen, er netop opgøret med lærernes arbejdstid, og regeringen vil derfor være nødt til at lægge sig op ad KLs krav med et lovindgreb. Spørgsmålet er så, om det er muligt at lægge noget oveni, som kan gøre indgrebet tåleligt for lærerne. Denne regering har ikke ligefrem brug for at lægge sig ud med flere. Og nok så vigtigt: Der kommer en hverdag efter konflikten. En hverdag, hvor lærerne gerne skulle medvirke konstruktivt til at få den nye skolereform til at fungere.

Dét bliver i hvert fald ikke lettere af at bosse nye arbejdstidsregler igennem ved lov.