Derfor bliver det en sand gyser

Dagens folkeafstemning er en kamp mellem to hanelefanter – Løkke og Thulesen. Løkke har mest på spil.

I dag går danskerne til folkeafstemning. Vi skal afgøre retsforbeholdets skæbne. Lidt mere EU? Ja eller nej? Vi skal beslutte, om vi vil bevare forbeholdet, eller om vi i stedet vil sige ja til at omdanne det til en tilvalgsordning. Bliver det et ja, kan statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) veltilfreds fortælle sine EU-kolleger, at Danmark er klar til et tættere samarbejde. For med et ja kan et flertal i Folketinget beslutte, om Danmark skal deltage i det fælleseuropæiske samarbejde. Område for område. Det gælder blandt andet den indlysende deltagelse i det europæiske politisamarbejde Europol.

Bliver det et nej, er det mere uklart, hvad der sker. Status quo eksisterer ikke. Nej-sigerne taler om, at Danmark vil kunne få en særlig aftale, der gør det muligt at deltage i Europol. Løkke må – med endnu et personligt nederlag i bagagen – i hvert fald indstille sig på en større rundrejse til sine 27 kolleger med den bundne opgave at forhandle sig til rette om Danmarks fremtidige deltagelse i EU-samarbejdet.

Dagens afstemning ligner en sand gyser. Ja-siden har formøblet et gedigent forspring og halser nu efter nej-siden i meningsmålingerne. De ja-sigere, der troede, at afstemningen blot var en formssag, og at danskerne med største selvfølgelighed ville købe Europol-argumentet og tage de øvrige retsakter om blandt andet cyberkriminalitet, arveret og konkurs med i købet, må sande, at så let er det ikke. Blandt danskerne trives en god portion EU-skepsis, som ikke sådan lader sig dysse ned af plakater med politibetjente og paroler om at bekæmpe pædofile netværk.

I går beskrev EU-forsker ved Aarhus Universitet Derek Beach danskernes forhold til EU: »Mange danskere er helt fundamentalt i tvivl om, hvad EU er for noget. Der er opbrud i danskernes opfattelse af EU,« sagde forskeren til Ugebrevet A4. Trods mere end 40 års medlemskab af EU har danskerne fortsat svært ved at give sig hen til det europæiske fællesskab. Vi har det bedre i rollen som EUs uregerlige lillebror. Skepsissen viste sig konkret i 1992, da et flertal af danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten, og igen i 2000, da det blev nej til euroen. Sidste års europaparlamentsvalg gav også EU-skeptikerne vind i ryggen.

Selv om danskerne i dag stemmer om retsforbeholdet, vil mange med deres kryds forholde sig til hele EU-projektet og til de politikere, der har beskyldt hinanden for at føre skræmmekampagner. Valgkampen har udviklet sig til et hårdt personopgør mellem Lars Løkke Rasmussen og manden, der gjorde ham til statsminister: Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl.

I aften står en af de to han-elefanter tilbage som som taber. Ja-sigeren Løkke eller nej-sigeren Thulesen Dahl. Mest på spil har statsministeren, som vil blive beskyldt for ikke at have gjort nok for at få danskerne med sig. EU-politikken er måske ikke Løkkes hjertebarn, men et nederlag vil være smerteligt, fordi det er endnu et i rækken. Både ved folketingsvalget i sommer og ved europaparlamentsvalget i fjor straffede vælgerne Venstre.

Bliver det et nej i aften, vil beskyldningerne om, hvem på ja-siden der bærer ansvaret, øjeblikkeligt gå i gang. Hvem sled for lidt? Som regeringschef kan Løkke regne med at skulle slide endnu mere: Dels med at sikre en løsning på Danmarks fremtidige rolle i EU. Og dels med på hjemmefronten at få genoprettet forholdet til Thulesen Dahl.

16 kommentarer

  1. Annalise Christensen

    Retspolitik skal da fastlægges i Folketinget – ikke i EU!

    Vi skal sørge for at bevare det danske retsforbehold, demokrati og selvbestemmelse på egne hænder.
    Overdrages retspolitikken til EU, vil den være flyttet én gang for alle. Kan ikke tækkes tilbage igen.

    Derfor NEJ-kryds til afskaffelse af retsforbeholdet!

  2. Rap And

    Venstre umulige formand holder i dag en flot EU tale på DR2 om hvor vigtigt det er, at vi står sammen i EU, og derfor godt kan afgive lidt selvbestemmelse
    Nu har han helt glemt hans hadske retorik om østarbejderne og de børnepenge, de kunne tage hjem, når de satte deres ben i jordbærmarken, og modtage arbejdsløshedsunderstøttelse m.m.

  3. birgit

    At det bliver et nej, kan de takke sig selv for, i stedet for og komme med reelle oplysninger om hvad det EGENTLIG handlede om, nemlig suverænitetsafgivelse har de bare svinet hinanden til, vi er mange der husker alle de skræmmekampagner de har disket op med før, og som viste sig ikke var rigtige, derfor har vi ingen tillid til at politikkerne vil forvalte et ja med respekt, men kun tænke på deres egen mening. Alle de møgsager der har været på det sidste, om politikkere har jo ikke ligefrem fremmet vores tillid til at de handler efter landets bedste, men mere efter hvad der tjener deres politik bedst,så skidt med hvad vælgerne mener, vi gør som det passer OS

  4. Leif

    Fordi valget er så vanskeligt at forstå og fordi det eneste ja-siden har hylet op om er Europol og alle katastroferne der kommer, inklusive byldepest og jordskælv, hvis vi stemmer nej. Og ISÆR fordi selv ja-siden ikke rigtig ved, hvad en tilslutning vil betyde på længere sigt. Så handler det her i høj grad om tillid og troværdighed.
    Og den konto står i overtræk, når det gælder Lars Løkke.
    Morten Østergaard kan ikke overbevise EU-skeptikere – tværtimod.
    Mette Frederiksen er ikke blevet tilgivet for hendes rolle under den sidste regering, så hun har heller ikke for meget på troværdigheds- og tillidskontoen.

    Og disse mennesker forventes vælgerne at give carte blance til at bestemme for os vælgere?

    Hallo! Hvis der skal afgives suverænitet, så vil jeg som vælger meget gerne være med. Så har jeg også et medansvar.

    • Hans H.M.

      Ja – og øllet slipper også op, hvis vi stemmer nej.

  5. Søren Von Marx Sørensen

    Løkke og V har brugt det usaglige argument om pædofile så længe, at selv V stemmerne i dag stemmer nej!

    LA gør også da de ønsker danske luksus fængsler for dem selv når taget i White collar kriminalitet, og ikke engelske mv. Særregler kan vel laves? Ligesom i dag strafbare hadtale ord som straffes i udlandet – som dem Kasper Støvring/Sørine/HDP over på b blogs kommer med-må der laves særaftale angående så de kan komme ned i Kroatien fængsler mv. I fremtiden!

    Jeg har satset 3000 kr. På et nej og tjener 1800 på et nej! Så tag nu ned og stem nej alle! 🙂

  6. Annalise Christensen

    Stem nu ja.
    Vi kan ikke gemme os bag kolonihavehækken mere.

    • Annalise Christensen

      Flere kan naturligvis have samme navn som jeg og med lige ret indsende indlæg.

      Men for god ordens skyld skal jeg meddele, at ovennævnte ikke var fra mig – som har indsendt indlæg igennem lang tid – og at jeg tager skarpt afstand.

      Klokken har nu passeret kl. 20. Må vælgerne i dag have afgivet NEJ-kryds i virkelig lange baner!

      • Pedersen

        Annalise,- et stort cadeaux til NEJ-vælgerne,- vi vandt,- en GOD dag!
        Folket er gennemgående blevet klogere,- det var ikke lige det resultat, den Mørke Elite forventede- men nu skal det jo vise sig, hvad der sker fremover….

  7. Michael

    Dejligt, det ser ud til at blive et nej. Danskerne har sagt nej til EU´s politistat!

  8. Musse

    Nej, Nej og atter Nej – vi skal ikke give de siddende eller kommende politikere en blancocheck til at kunne gøre præcis, det de SELV ønsker. Vi almindelige danskere skal have hånd i hanke med dem. De sørger jo kun for sig selv. Og alle de politikere, der ikke kan blive til noget i Danmark, kan altid få et godt gnaveben i EU!!

  9. Hektor

    NEJ så stolt har jeg ikke været over mine landsmænd i 25 år!!

  10. Hektor

    Nu skal Løkke væk og så skal venstrefolket levere alle de penge tilbage, som de har tyvstjålet fra befolkningen, specielt den sønderjyske-

  11. Marius

    Løkke og andre EU-pampere skal VÆK. De har stjålet penge fra danskerne, grækerne og Spanien.

  12. Anders Bo

    Jellinge stenen staar stadig.

    Danmark har aldrig – grundet de 4 nationale forbehold – været noget EU-land!

  13. Kim Polonius Olsen

    Men det blev det jo ikke vel Kloge-Karina. En sand gyser altså!

Kommentarer er lukket.