Lad os lære af Mashos tragiske skæbne

I otte år kæmpede ægteparret Henriette og Gert forgæves for at blive forældre. Drømmen om en ’rigtig’ familie gik først i opfyldelse, da de hentede to adoptivbørn i Etiopien. Men dét, der skulle have været en lykkelig historie om ’far, mor og børn’, blev i stedet en tragisk fortælling.

I den hjerteskærende og voldsomme TV2-dokumentar, ’Adoptionens Pris,’ der blev vist mandag, oplevede seerne et forløb med brudte løfter, knuste drømme og stor, stor sorg. Det ældste barn, pigen Masho, er i dag anbragt på en dansk døgninstitution. I Etiopien sørger de biologiske forældre over deres tab.

I en sådan sag findes kun tabere, og set i det lys er det modigt af forældrene at stille op i TV. Det gælder både de biologiske forældre og adoptivforældrene, som kritikken nu vælter ned over. En mor slipper ikke godt fra at betegne sin datter som en ’nitte.’ Heller ikke selv om det er sagt i stor afmagt og frustration.

Midt i den aktuelle, ophedede debat er det vigtigt at slå fast, at der også findes gode adoptioner. Masser af gode adoptioner, hvor børn får danske forældre, som giver dem al den tryghed og kærlighed, som de fortjener. Men det er og bliver adoptionens tragiske dilemma, at den ene mors lykke bygger på den andens sorg. Det har vi ikke været nok opmærksomme på.

Dokumentarens adoptionsforløb kalder på øget kontrol med, at forældre ikke lokkes til at give deres børn væk under falske forudsætninger. I takt med, at traditionelle, ordnede adoptionslande bliver rigere og lukker for adoption, åbner andre nationer op. Dermed stiger risikoen for tragedier.

Når fattige landes myndigheder ikke selv har ressourcer til at kontrollere, at bortadoptioner foregår under ordnede forhold, må modtagerlande som Danmark gøre sin del af arbejdet endnu grundigere. Vælge de rigtige samarbejdspartnere – og konsekvent vælge fra, når der er tvivl om holdningen til adoption. Dette ledsaget af den nødvendige støtte til forældrene i Danmark.

hec

35 kommentarer

  1. Janne Petersen

    Denne specifikke sag, som hele Danmark fik serveret, var karsk nok til at glemme succeshistorierne, som selvfølgelig skal give balancen, inden folket kammer helt over.

    Vi kender nok allesammen, mere eller mindre, mennesker der har adopteret, og måske ad den vej, har vi også oplevet de familier, hvor det blev gode tiltag for barn/børn, at få et hjem, hvor mulighederne, naturligt nok er mere tilgængelige.

    Her fik vi så et indblik i, hvordan det også kan gå, og hvor vigtigt det er, at udgangspunktet og ønsket om disse familieforøgelser, svinger sammen med det kolossale ansvar, og bevidstheden om, hvad der kræves af de kommende forældre, som står ofte med større børn, der skal omdirigeres til helt andre livsforhold.

    Søskende skal ikke skilles, det er et alvorligt brud på børns forståelse af de usynlige bånd, der fra naturens hånd, kæder dem sammen.
    En institusion i Danmark, er nok bedre udrustet på det finansielle plan, til at give børn i alm. den opvækst, hjemmet ikke magtede, men i denne sag, er det for mig oplagt, at disse børn kommer hjem, hvor de geografisk, kultur og trosmæssigt, hører hjemme, ellers vil det ene trauma afløse det andet.

    De biologiske forældre, er jo også kvæstede i denne sammenhæng, fordi vi taler blodsbånd og afsavn, så ingen tvivl om, at disse børn skal tilbage.
    Adoptivforældrene vil jeg ikke anklage, fordi kendskabet til forløbet, for mig at se, er for spinkelt til bare at tæske løs med den verbale hammer.

    Det er et marked, om vi kan lide det eller ej, og dette adoptionscirkus foregår på kryds og tværs, kontinenterne imellem, lige fra de stenrige kendisser, til den alm. familie, som gennem instanserne er blevet godkendt som forældre.

    Børnene er så de gaver, man pakker ud, og de kan som så meget andet, ende som byttevarer, eller som små skæbner, der bliver ofre for, ‘munden for fuld’.
    Disse tragiske sager, hænger ulideligt sammen med en makaber industri, der holdes igang af udgangspunktet, ønsker, muligheder og barmhjertighed på forsøgsstadiet.

    Hvis denne oprørende sag skal ende tåleligt, så må Danmark få disse børn tilbage til Etiopien, og de udgifter, som vi alle ved, følger med til institutionsbørn, må sendes med til de forældre, der skal samle stumperne op, sikkert uden væsentlige midler, fordi vi taler fattigdom af betydning.

    Hvis man er indstillet på at lære efter de sager, der ikke gik efter bogen, så er det vist nu, den skal gribes. Janne.

  2. Tormod Fransen

    Problemet er at der står nogle forældre i døren med 40-60.000 kroner i lommen. Det er meget svært at sige nej til disse penge og her er kernen i problemet. Vi ved at hele børneområdet kendetegnes ved at der for en stor del er uprofessionelle aktører iblandt.

    Jeg hæfter mig specielt med de scener omkring den rådgivning som forældrene får. Barnet må ikke opfatte opholdet hos en aflastningsfamilie som en belønning! Jeg vil sige med det kendskab at jeg har til området at det bliver det nok heller ikke. Også her er der uprofessionelle aktører som alene gør det for pengenes skyld, men det er en anden snak.

    Vi ser en landsbypsykolog forsøge at rådgive forældrene i forhold til en tilknytningsforstyrrelse hvor at eneste løsning ville være at få både forældre og børn til at bo på en familieinstitution. Denne ekspert rådgiver familien direkte ind i et sammenbrud.

    Sekundært så kan Danmark nok så meget forsøge at stramme på adoptionsprocessen. Går man ud i internationale adoption så er der svindel med i billedet. Det kan være at forældrene ikke er i livet. Det kan være at forældrene var regeringsmodstandere som skulle væk.

    Det er på tide at der kom fokus på adoptionsprocessen, men det er mindst lige så galt at kommunerne på alle områder har vist at de ikke magter børneområdet. Det viser denne udsendelse med alt tydelighed også.

  3. Britt Selig

    Må jeg spørge:
    1. Er der ikke en medarbejder fra kommunen der besøger/hjælper familien efter en adoption. Adoptivforældrene har trods alt en høj alder hvor de pludselig blive forældre til 2 – ikke helt små – børn.
    2. Hvad blev der egentlig af støttefamilien. Det var hjerteskærende at se hvor moderen blev nærmest hysterisk jaloux på aflastningsfamilien, der tilsyneladende havde fat i noget rigtigt.
    3. Jeg håber og beder til, at de to børn kommer hjem til deres biologiske forældre, og der vil være nogle der økonomisk støtter familien. Det ville være det allerbedste for børnene, og det er jo dem det hele drejer sig om.

  4. Janie

    Jeg så også den ulykkelige dokumentar i går aftes. Og jeg blev lige som resten af den danske befolkning meget oprørt. Jeg vil gerne slå fast at min sympati ligger hos de to børn – som virkelig er sagesløse i denne sag.

    Som jeg ser det er der tre væsentlige problemer.:
    1. adoptionsbureauerne
    2. adoptivforældrene
    3. Masho og Robo’s fremtid

    I relation til adoptionsbureauerne, så harmes jeg over at vi i de rige lande udnytter ulykkelige forældre i fattige lande. Og jeg er enig i at vi i Danmark stramt og strikt skal styre fra hvilke lande og under hvilke omstændigheder børn kan adopteres.

    I relation til adoptivforældrene lagde jeg mærke til at især moderen udviste ringe rummelighed og kærlighed til Masho. Og faderen viste tydeligt sin magtesløshed når han blot sad og så på pigens frustrationer. Men det som står tydeligst i mig er hvordan adoptivmoderen nærmes med hver en fiber i kroppen vågede som en høg over Masho og med kynisk kølighed tog en engel ud af hånden på hende. Hvordan havde hun forestillet sig at en ulykkelig pige skulle knytte sig til hende. Generelt udviste de ringe forståelse for pigens sorg og savn af sin mor.

    Jeg selv er adopteret af nogle meget kærlige adoptivforældre som var utrættelige i deres kærlighed til mig også i den årelange periode hvor jeg var meget lidt elskelig som følge af problemer.

    Jeg kan derfor ikke forstå de som forældre og kun efter to år kan vælge Masho fra – havde hun selv født Masho havde hun garanteret ikke handlet sådan. OG at hun kan udtale at hende datter er en nitte – kan jeg på ingen måde unskylde eller accepterer heller ikke selv om moderen skulle være meget frustreret.

    I relation til Masho og Robos fremtid – så kan jeg under ingen omstændigheder forstå eller accepterer at søskende bliver skilt ad. Jeg selv om min søster blev adskilt men det er til gengæld over 40 år siden. Jeg gik og troede at vi i dag var så kloge og fornuftige t vi ikke ville skille søskende ad. Mit hjerte brister ved tanken om hvor alene og forladt Masho må føle sig. Jeg ved at man som adopteret ofte kan kredse omkring spørgsmålet: “Hvorfor er jeg blevet kasseret – hvad har jeg gjort forkert?” Er der virkelig ingen som prøver at forstå Mshos situation og prøver at møde hende i hendes situation.

    Egentlig tænkte jeg at Masho skulle have lov til at komme hjem til sin mor og far – men ved nærmere eftertanke ved jeg ikke hvad der er bedst – måske skulle Mashos mor og far i stedet til Danmark eller MAsho skulle have lov til at komme til en familie som kan og vil elske hende som hun er.

    Under alle omstændigheder så har vi i Danmark ansvar for at sikre at det ikke kan gentage sig. Aldrig nogen sinde. Det er levende mennesker som det går ud over og det er kære små uskyldige børn som bliver ødelagt.

  5. Anne Hansen

    Kærlighed har ingen titel..og der findes mennesker som aldrig skulle have født børn, adopteret eller været plejefamilier. Og det bliver ikke bedre for barnet når fagpersoner går i gang. Man kan simpelthen ikke arbejde med børn i sorg på en professionel vis. Barnet mærker den slags – og får derfor ingen ægte omsorg. Hvad værre er, at den berettigede mangel på tillid barnet får -giver barnet uoprettelige skader. At splitte et søskendepar er – for hvis skyld ? At sige barnet her er tilknytningsforstyrret – er jo ikke en diagnose barnet skulle have – men de voksne som har iværksat en forstyrret tilknytning. Sørgerligt sørgerligt..

  6. Sysser Sadolin

    Det var helt og aldeles hjerteskærende og tårefremkaldende grufuldt at opleve en adoptivmors så kolde og kyniske opførsel overfor Masho. Den lille piges blik vidnede om mange års fravær af kærlighed, omsorg og forståelse. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at det var psykisk terror, vi i går var vidner til.

    Hvor håber jeg inderligt, at Masho nu er omgivet af nogle kærlige, ressourcestærke voksne, der kan give hende bare en lille smule håb og følelsen af at være god nok som menneske.

    Og så drømmer jeg om, at Masho bliver genforenet med sin lillebror og med sine biologiske forældre i Etiopien. På den ene eller den anden måde. På et eller andet tidspunkt.

  7. margrethe

    måske havde et mere kompetent forældrepar (adoptionsforældre i Danmark) ikke haft helt samme rædselsfulde skæbne!!!

  8. Christina

    Findes der ikke en ressourcestærk plejefamilie, som kan give pigen et trygt og kærligt hjem? Og give hende den tilværelse hendes biologiske forældre troede hun ville få? Jeg tror ikke på at det hjælper hende at komme tilbage til Etiopien, der er gået for lang tid

  9. Julemanden

    Den ene dag er det SÅ forfærdeligt, at unge kvinder uden nogen former for overskud til at tage vare på sig selv “tvinges” til abort. Den næste dag kan man tydelig se, hvad der sker, når et barn bliver revet væk fra sine trygge omgivelser og sendt væk. Men når det gælder adoptionsbørn skal der gøres noget. Når det gælder kommende danske børn skal der intet gøres for at undgå at disse fødes. Jeg, som selv er født af en mor, der burde være tvangssteriliseret, græmmes.
    Men ok – det bliver masser af jobs i godhedsindustrien, så hvad er problemet:-).
    Mine tanker går til Macho og alle de andre børn, som jeg er født af forældre der aldrig burde have haft et barn i deres hus, men skulle nøjes med en kat, som kan aflives eller afleveres på et kattehjem, når man ikke gad den. mere.

  10. Ina Petersen

    Adoptionsforældrene er vant til at arbejde med mennesker!
    Man kan så undre sig over at de ikke spørger ind til, hvad de biologiske forældre forventer sig af den ordning de er ved at indgå. Machos forældre har opfattelsen af at familien bliver udvidet og at de vil blive underrettet løbende om hvordan det går, hvor de danske adoptionsforældres interesse for dem ophører, så snart de har fået børnene overdraget og de kan rejse uden at efterlade dem deres adresse.
    Vi har i min familie oplevet adoption, hvor adoptivforældrene holdt kontakt med den biologiske mor, v.hj af tolk. Hvis det var det man kunne gøre for de ulykkelige forældre, hvorfor så ikke?

  11. marlena w.

    Trist,trist at se den lille Masho s øjne—barnet er jo skræmt fra vid og sans—hun er syg af sorg over at miste de kærlige forældre—-det forstår adoptivforældrene jo slet ikke—adoptivmoren virker IKKE rask—-hvordan kan man lade 2 små børn blive adopteret af dette ægtepar? de er jo handlingslammede og ud fra filmen totalt uegnede—adoptivmoren viser sygelig adfærd i forbindelse med aflastningfamilien.De 2 børn skal sendes hjem til deres biologiske forældre—-jeg tror det er helt umuligt at vide hvad det er det korrekte at gøre—–for hele historien er jo så fyldt med smerte,men nu kan myndighederne prøve—-efter mit skøn skal begge børn sendes hjem, jeg synes ikke adoptivforæ. skal beholde den lille dreng—

  12. M.C.

    Meget tragisk og hjerteskærende dokumentar om Masho og hendes lillebror.

    Børn skal elskes ubetinget, uanset hvad de gør og ikke gør.

    Adoptivforældrene forfejlede fuldstændig. Hvordan kan de tillade sig selv at være så egoistiske, at have så kort en lunde, være så kolde og ufølsomme… Masho må ikke tage englen eller tigeren med ud i haven, hun må ikke tage noget i skabet, hun må ikke lave en lille bevægelse med hovedet, uden at forældrene er provokeret af det…man er ikke egnet som forældre hvis man opgiver så let.
    Masho er et normalt barn, som blot reagere på sin sorg, vrede og omgivelser…. Ville vi ikke blive bekymret hvis et barn slet ikke reagerede på sådan en traumatisk oplevelse?

    Mine børn har levet i et hjem hvor mor blev slået, indtil jeg flyttede fra faderen da de havde alderen 2 og 3 1/2 år, de har været igennem skilsmisse, grov mobning i skolen osv… Jeg fik hjælp hos mødrehjælpen og i familiecentre, da de havde en bekymrende adfærd som var langt værre end Mashos…. Jeg fik altid svaret:”De reagere blot på deres opvækst og de oplevelser de har været igennem, hvilket kun er naturligt”.

    Jeg tror ikke at Masho skal tilbage til sine forældre, da de er døende. Det bliver jo kun en midlertidig løsning. Men forældrene i Etiopien bør få den information som lovet, så de ved om deres børn har det godt.
    Man splitter ikke søskende, det er altid bedst når søskende bliver sammen.
    Og tro mig om der ikke er et kærligt og egnet forældrepar derude, som kan rumme og elske ubetinget, så Masho og hendes lillebror kan få et god hjem.

  13. TrolleMarianne

    H forældrene med hvornår legede forældrene med den store pige , de kunne jo bygge med legoklodser så hun blev lidt optaget af legen.

  14. Henrik mikkelsen

    En ting er ihvertfald sikkert, de adoptiv forældre skal aldeles omgående have fjernet lillebroren, og så må de 2 unger føres sammen, om det så skal være i deres hjemalnd eller her.
    Ja der var jo nok en grund til den adoptiv mor fra naturens side ikke var ment som forældre.
    hun arbejder gud hjælpende mig med børn proffesionelt, stakkels de unger hun har fat i der.

  15. B.C.

    Hjerteskærende dokumentar, følelseskolde adoptivforældre
    som ikke burde adoptere disse børn. Den sorg lille Masho havde i sine øjne sagde alt. Masho frataget sine forældre og nu sin lillebror. Adoptivforældrene besøgte Masho hver 3 uge 2 timer, føj hvor er de uegnet som forældre.Jeg håber Mashos forældre kommer til danmark og bo og får samvær med børnene.

  16. Tante Grå

    Når man befinder sig på den rigtige side af den kommunale behandler-klient akse, og endda er psykoterapeut, så man kan tromle alle ned med sine pseudovidenskabelige teorier om børneopdragele og slynge om sig med behandlerlingo, så får man ikke tvangsfjernet sine børn. Man kommer ikke under observation på en familieinstitution. Den slags sker kun for 19-årige mødre på kontanthjælp. De kommunalansatte slår ring om deres kollega.

    Kommunen deler folk ind i to grupper: De ordentlige, der kan blive plejeforældre etc. Og de “ressourcesvage”, der må finde sig i at sagsbehandleren altid ved bedre og har ubegrænset magt over deres liv. Forskellen på de to gruppe er ofte ikke andet end penge og småborgerlig livsstil.

    Det er et kæmpe problem for retssikkerheden at den kommunale sagsbehandler med sin treårige uddannelse i baglommen enevældigt kan træffe beslutninger der kan få enorme tragiske konsekvenser for uskyldige mennesker. I Danmark har enhver forbryder krav på en advokat og en retfærdig rettergang. Men en mor, der er for ung efter sagsbehandlerens smag kan miste sit barn med et enkelt pennestrøg.

  17. Jan Andersen

    Det er på tide at instruktør og forælder bliver meldt til politi for vanrøgt, instruktør fordi hun ikke greb ind i tide og forælder de ikke har forstand på børn, og mere se barnet som en ny bil.

    Børne skal selvfølge tilbage til deres biologisk forældre, og så må men som et plaster på såret betale for deres skolegang og uddannelse i hjemladet, som det er nu har vi et par ødelagde børn som aldrig ville kunne magte at tage en skolegang og en her i landet.

    Det ville koste det dansk samfund så lidt at gøre det rigtig, håber at denne film hurtige blive vise i udlandet, så udlande kan se hvor galt det stå til i Danmark.

  18. Cordula

    Det byder mig i den grad imod at høre flosklen: de har kæmpet i årevis for at få et barn, blive en familie – dokumentaren begynder også med den.
    Hvad kan man kalde det? Det er vel en kamp mod vindmøller, når alt for gamle mennesker har fået den ide, at de skal være en familie – det kan bare ikke lade sig gøre!

  19. Hansen

    OVERSKRIFT. En mor slipper ikke godt fra at kalde sin datter en nitte???

    Igen viser du som i næsten alle dine kommentarer, at du ikke har nogen som helst situationsfornemmelse!

    Kvinden i adoptionsfamilien er ikke og har aldrig været mor til Masho, hun er og kan aldrig blive andet end en “substitut”, at vi i vesten de rige lande tror vi bare kan rejse til Afrika, og andre steder i den tredie verden, og stjæle både deres resourcer og børn for småpenge, og betegne det som en humamitær handling til gavn for børnene, og at det skulle være bedst for de familier, som grådige spekulanter i vesten har ruineret, er et falskneri langt ud over alle grænser!

    Det er en direkte forbrydelse og burde straffes, at købe eller stjæle andre menneskers børn!

    Kun i tilfælde af at et barn er ude for insest eller vold fra afstumpede mennesker, kan der være formildende omstændigheder, i alle andre tilfælder burde både privatpersoner og myndigheder straffes, for at udføre en så kriminel handling, som at fjerne et barn fra sin biologiske mor eller forældre!

    Hvis man virkelig elsker børn, er det ikke en løsning at straffe børnene, og fjerne dem fra deres biologiske ophav, men istedet som “substitut” forældre eller hvis det er myndighedspersoner, at støtte og hjælpe det stakkels barn og de frustrerede mødre eller forældre på alle måder!

    Underligt at myndigheder i vor tid, igen kan acceptere hvid slavehandel som en lovlig handling, jeg troede at menneskeheden efterhånden var blevet så civiliseret, at man ALDRIG nogensinde mere, ville tillade den slags barbariske handlinger, og slet ikke mod børn fra de verdensdele, som den “såkaldte civiliserede og rige verden” gennem århundreder har plyndret, for at kunne leve et liv i luksus som herrefolk!

    Den dokumentariske film, er et tydeligt bevis på den forbrydelse man har begået mod de stakkels børn, og det bør få konsekvenser for de involverede, og så må man hurtigst muligt se at få børnene tilbage til deres biologiske ophav, og ikke trække sagen i langdrag!!!

  20. SMEDEN, Bo Rasmussen

    Rigtig mange gode indlæg fra borgere, der er bekymrede på de 2 børns vegne – så jeg behøver ikke skrive noget.

    Dog undrer det mig, at dette “forældrerpar” overhovedet er blevet godkendt, endda til et søskendepar og ekstra endda, når vi taler om børn fra den anden side af jorden.

    Det jeg ser i tv, er jo ikke ret meget, men alligevel syntes jeg at der er rigeligt med psykopatiske træk fra konen, som manden bare står og sluger råt!

    så “forældrerne” i morgen tv. De er nu sygemeldte begge to og er gået under jorden, dvs. sidder og gemmer sig i et sommerhus – samtidig med at de nu kører denne her af med, at de angrer deres opførsel helt vildt………..

    Til det, må jeg bare sige, at det igen virker lige så meget indstuderet – som selve filmen gjorde på mig. Men de 2 slemme mennesker har jo også resten af deres liv at redde…………

    men anger – det kan jeg ikke spore – hun virker stadig somen ren psykopat for mig.

  21. Louise

    Tror ikke nødvendigvis, at adoptivforældrene har været dårligere forældre end alle mulige andre. Det skinner også igennem i filmen, at de er rigtig glade for deres børn. Klart at forældrene bliver enormt frustrerede, når Marsho har det dårligt, og de ikke kan gøre noget for at ændre på det.

    Selvom Marsho var blevet placeret hos verdens mest perfekte forældre, ændrer det ikke ved det enorme og ultimative svigt, som hun har været udsat for, og hun reagerer jo fuldstændig normalt, når hun afviser sine nye forældrer, er trodsig og ikke kan binde sig. Det er en menneskelig forsvars og overlevelsesmekanisme som lidt kærlige kys og klap ikke kan forhindre……uanset hvilke forældre det er. Det er naivt at tro, at man bare kan fjerne en 4 årig fra hendes forældre, og tro at hun hurtigt vil falde til og glemme dem.

    Desuden er medier jo eksperter i at vinkle historier, og det er jo klart, at der skal være nogle syndebukke for at lave en god film. Tror ikke, at der er mange forældre, der aldrig har tænkt “irriterende møgunge” om sine børn, når de f.eks. står og hyler i vilden sky i supermarked. Det er jo dog ikke ensbetydende med at man er en dårlig forældre og ikke elsker sine børn, men afspejler nærmere et øjebliks frustration.

    Og ja…send da Marsho tilbage til Etiopien. Så knytter hun da sig med det samme til sine biologiske forældre (som hun ikke har set i 5 år og egentlig ikke kan huske), alle hendes psykiske problemer vil forsvinde som dug for solen og hun vil med det samme glemmer alt om svigtet hun har gennemlevet. Og alt vil være lykke og harmoni øøøøh!

    Tror sgu hun vil klare sig bedst hvis hun bliver på børnehjemmet, hvor de kan støtte hende på bedst mulig måde!

  22. Suk

    Det er en skandale, hvorledes adoptionsforældrene skal køres igennem mediemøllen og svines af politikere, “specialister”, kommunalt ansatte, journalister og meningmand.
    Hvem af jer forældre kan sige jer fri for ikke at have sagt ting i nu fortryder under opdragelsen af jeres egne børn?
    At 4 års optagelser kan ende med een times lort er intet nyt fra liderlige instruktører, og mediefolk!
    Skam jer. Jeg har ondt af disse forældre og ondt af barnet!

  23. Louise

    HØRT!!!! Synes godt nok folk er naive, når de ikke kan se, at der nok er mange faktorer der spiller ind, og at man ikke bare kan skyde skylden på adoptivforældrene, hvis evner som forældre vi jo dybest set ikke aner en fis om.

  24. Inga Svångberg

    @B.C.

    “Hjerteskærende dokumentar”

    - ja, jeg har også grædt og grædt og grædt. Aldrig har jeg været så rystet, bestyrtet og chokeret.

    “Jeg håber Mashos forældre kommer til danmark og bo og får samvær med børnene”

    - ja, det manglede da så sandelig bare! Masho er blevet alvorligt psykisk skadet, men hun kan helbredes, hvis hun får mulighed for at vokse op i rammer, som ligner dem hun er vant til fra Ethiopien. Derfor skal ikke blot forældrene flyttes til Danmark, nææh, HELE Mashos stamme skal flyttes hertil!

  25. sa

    Det er en trist skæbne de to unger er rendt ind i – men inden hele landet går i selvsving og “lyncher” de danske adoptivforældre, skal vi huske på alle de gode adoptioner der finder sted.
    Kender personligt et adoptivpar og dér kører det bare som smurt.
    Lad nu være med at lade denne sag løbe helt ud af proportioner – i sidste ende er der mere vidtrækkende sager der burde optage danskerne….

  26. HumørHenrik

    Ja hvem kunne have forudset at det ville udløse problemer, at tage et barn fra sine Afrikanske forældre
    & importere hende til Danmark???

    Vi danskere har penge på hjernen i en sådan grad, at vi
    tror at de kan løse alle problemer.

    Tværtom har de i netop denne sag skabt endnu flere
    problemer………Hvor er det bare ironisk et eller andet sted.

  27. Anne Mette Jørgensen

    Sorgfuld, vrede og forundring er de følelser og tanker jeg sidder med.
    Dette var lærdom i kærlighedsarbejdere. Uanset hvad vi gør kan ingen tvinges til kærlighed, og når der sidder en landsbytosse fra kommunen og råder adoptanterne til opnåelse af kærlighed ved distance, så burde denne mand øjeblikkeligt fyres.
    Holbæk moderen kunne ikke tåle at lugte til vasket tøj, hun tålte ikke, at barnet fik en køkkenhave. Hun er ikke egnet, men det er systemet der fejler. 4 år. Tænk Jer om. fy, fy skamme.
    Efter at have læst og hørt forskellige kommentarer sidder jeg tilbage med et spørgsmål:
    Hvordan kunne adoptivforældrene få over deres hjerte, at skille børn og forældre???
    Kærlighed til børnene, og de varme biologiske forældre burde have fået dem til at afslå adoptionen og i stedet givet familien økonomisk støtte.
    De kunne have aftalt jævnlige besøg, inviteret familien til Danmark på ferie, og hvis så de biologiske forældre ville dø af enten AIDS eller følgesygdomme senere ville børnene have knyttet sig og opfattet det danske ægtepar som gode. De ville ikke komme med vrede,men selvfølgelig med sorg. Et barn kan godt forstå død, og det medfører sorg, men også taknemmelighed over at blive taget imod i kærlighed.
    At myndighederne ikke har hånd i hanke med sagerne kan vel ikke undre. Det ser vi jo jævnligt, så at
    overlade det hele til staten eller kommunen er fuldstændigt naivt.

  28. HumørHenrik

    Mennesker betyder ingenting i Dagens Danmark.

    Akut-kaput-kapok pakken kommer til at koste ca.o,3 mia.

    Bankpakke 2 stod i 75 mia………..

    I rest my case.

  29. jenni

    I en sådan sag findes kun tabere,

    Njah, der er da nogen i børnehandelindustrien, der har tjent nogle hundrede tusinde kr på det. Pr barn.

    Og de, der har tjent pengene, har ikke været ok.
    Reglen er, at der højst må være 40 års forskel mellem barn og den ældste af adoptanterne.
    Og det er da overtrådt i dette tilfælde.

  30. hardeHenrik

    Hvad fanden rager alle de negerunger os ? Send lortet tilbage hvor det kom fra. I kan passende sende den håndfuld narko sigtede negere med som politiet lige har løsladt fra Vester fængsel på grund af “pladsmangel”
    Skulle i ikke hellere bruge jeres energi på f.eks de DANSKE børn der går og samler flasker for at få lidt ekstra.

  31. Pedersen

    Ja,- faktisk har du ret HardeHenrik,- der findes SÅ mange danske børn, der i den grad er forsømte,- især m.h.til kærlig omsorg i disse pengefikserede, karriere-stress/misbrugs prægede tider, hvor man ikke prioriterer mennesket og dets behov !
    Der svigter samfundet,- det er trods alt værre at vokse op med fravær af kærlighed, end at skulle spare på skillingerne af og til.
    Men jeg må nu sige, at Masho og lillebroderens skæbne er virkelig tragisk,- de er da mennesker med følelser og sjæl,- små børn, der er revet væk fra alt de kendte og holdt af, – til en helt anden verden uden kærlighed!

  32. hardeHenrik

    Nej de er ikke mennesker, de er negre.

  33. jenni

    hardeHenrik
    30. november 2012 kl. 09:22

    Forbered dig på flere.
    Enhedslisten stormer frem.

  34. Janne Petersen

    hardeHenrik, du har jo ret, trods den verbale grovhed, som jeg ikke rigtigt forliges med, men selvfølgelig er der mange danske børn, der bliver overhalet i køen her.

    Jeg ved ikke om det er en trend, at disse børn helst skal være farvede, eller om det blot skyldes, at det er alfa-omega at få en familie op at stå, for enhver pris, men der er et tydeligt billede, som omkranser afrikanske og asiatiske børn, som værende målet.

    Jeg ved godt at det kan være en lang proces at søge danske børn, eller europæiske børn for den sags skyld, men det var måske et område, man så kunne gå lidt bedre efter i sømmene, fordi det afgjort må være mere overskueligt, set i kulturens lys.

    Johannes stormtrip giver jeg ikke så meget for, det skal nok udvande sig selv, når hun begynder at træde i fejltagelserne. Janne.

  35. Cleunides silva

    Allan Andersen. Danmark har overhovedet ikke gjort mit land rigere, tværtimod. Det er vidst dig der skal gå skolen om igen, du har vidst ikke hørt efter i timen… Som sagt er der korruption i alle lande, min pointe er at danmark ikke stå ved det og slet ikke gør noget ved det, der skal jeg så hilse og sige at det gør de i mit land (Brasilien)!! Og forresten, ved ikke om du har børn selv, men det er ikke noget med sagen at gøre, du har vidst ingen forståelse. – Jeg efterlader ikke mit barn i danmark og tro mig, så snart jeg har fået mit barn hjem, så skrider jeg for det her diskriminerende land, fri få hånd, trusler og hvad i dansker nu har imod andre ind jer selv. Få dog noget empati! Du er en mand man kun kalde en racist. Jeg er ikke født eller opvokset her, om du kan læse min kommentar eller ej, er ikke mit problem, hvis jeg skrev det på mit sprog vil du ingen gang kunne komme igennem det første ord!!!! – Du kender ikke til reglerne overhovedet i Brasilien åbenbart, så her kan jeg lige fortælle, at hvis mit barn eller andre børn blev misbrugt i sin børnehave, ville de ikke blive fjernet fra sin mor, tværtimod…Børne og forældrene vil ikke betale prisen, men staten i Brasilien vil gå en og give en form for støtte og et behandlings tilbud!!

Skriv kommentar