Leder: Elsk robotten

B.T. mener: Drop dog den forudsigelige skepsis og modvilje. Byd støvsugerrobotterne velkommen.

Det kan nok være, at der kom gang i debatten, da indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R) formastede sig til at tale pænt om et af tidens teknologiske goder, robotstøvsugeren. I en række kommuner tøffer de små robotter allerede rundt og sluger nullermænd hjemme hos ældre borgere, der ikke selv er i stand til at klare den del af rengøringen.

Margrethe Vestager ser gerne, at endnu flere følger disse kommuners eksempel, og at det bliver lovligt at give afslag på støvsugning i hjemmet med henvisning til, at borgerne selv kan købe en robot og lade den kæmpe mod nullermændene.

- Når der kommer teknologi, som kan erstatte menneskelig arbejdskraft i den kommunale sektor, skal reglerne tilpasses til det, lød det forleden fra ministeren med det øverste ansvar for kommunernes økonomi.

Bag Margrethe Vestagers ord knytter sig en virkelighed med stramme budgetter og problemer med at skaffe hænder til de mange ældre, der har brug for hjælp. Og en fremtid, hvor det bliver endnu sværere at få enderne i velfærdsbudgettet til at nå sammen. Med andre ord: Der bliver ikke råd til det hele, og der må prioriteres. Margrethe Vestager fik tændt debatten, for hvad var nu det? Skulle en robot erstatte den menneskelige kontakt, som sosuhjælperen er garant for? Skulle de ældre tvinges til at købe en robot? I oppositionen er man tilsyneladende så bekymret for at genere nogen som helst, at man for en sikkerheds skyld lagde armene over kors og forudsigeligt afviste alt. ’Hjælpen skal det offentlige levere’, lod De Konservative forstå.

Man kunne nærmest få det indtryk, at Margrethe Vestager allerede havde udstedt ordre om, at samtlige pensionisters private gemakker skulle gennemsuges af robotter. Købt på egen regning. Selv om hun pointerede, at det ikke var tilfældet.

Sosu-folkenes varme hænder vil fortsat være efterspurgte. En robot kan trods alt ikke fikse det hele. Udfordringen er at sikre, at de ældre, der har brug for sosu’ernes varme hænder, får hjælp. Så kan robotterne jagte nullermænd andetsteds imens. Det handler om at se mulighederne i den nye teknologi, både for de ældre og for plejepersonalet. Om at respektere, at ældre mennesker er forskellige: Nogle vil sagtens have råd til et robot-indkøb, andre må have en håndsrækning. Lige som nogle ældre er mere trygge ved ny teknologi end andre. Men mon ikke robot-bekymringen ligner den, som mange havde, da dankortet og mobiltelefonen blev introduceret? Vi kunne også komme til at holde af robotten en dag.

Det er let nok at være imod. Langt sværere at påtage sig ansvaret for at finde holdbare og trygge løsninger i en tid, hvor pengene til velfærd skal strække længere. Debatten, der fulgte i kølvandet på Vestagers udmelding, skaber mindst lige så meget bekymring hos de ældre som de roterende støvsuger-robotter.

7 kommentarer

  1. Bea

    Jeg vil kraftigt anbefale Henny Christensen selv at prøve en robotstøvsuger, før hun skriver sådan noget sludder.

    Når hun har gjort det, kom så tilbage og skriv hvilke problemer der er med dem. De fungere nemlig ikke i almindelige hjem.

    De er til lange gange og store rum, hvor der ingen møbler er. De kan ikke komme ud i hjørner, over dørtrin, over løse tæpper, og de gør ikke ordenligt rent.
    Desuden de kan jo heller ikke f.eks. køre på trapper.

    Derfor kan den “gamle” støvsuger ikke undværes,
    så at forlange pensionister skal købe et produkt, de vil have store besværligheder med at håndtere, samtidig med den optager ekstra plads, er jo helt hul i hovedet.

    Henny Christensen, læs TÆNKs test på disse støvsugere og bliv klogere.

  2. E B

    Jovist er moderne teknologi da noget vi skal overveje, men lad os så gøre det på en rimelilg måde, og ikke den overfladiske måde det sker på i øjeblikket.

    Nu er robotstøvsugere ikke særlig gode, hvilket man kan forvisse sig om, hvis man gider undersøge sagen bare en lille smule.

    Prøv blot “youtube” og se de videoer der er lagt ind på omkring robotstøvsugere, – og så kan man jo altid supplere med nogle facts fra producenternes hjemmesider.

    PåÅ “youtube” benytter man sand i nogle demonstrationsfilm, – og disse viser, at robotteknologien mangler rigtig meget før vi kan overlade arbejdet robotstøvsugerne.
    - Vist tager disse robotstøvsugere da en del sand, men der efterlades snadelig fortsat alt for meget sand på gulvet.
    - Det er i latterlighedskategorien, at tro enøjet på robotstøsugerne, som ældreplejens frelsende rengøringsengel.

    Fra nogle producenters hjemmesider kan man i øvrigt læse, at på tæpper med blot lidt “luv” på omkring 1/2 til 1 cm. er de nærmest virkningsløse, og de frarådes endog nærmest til dette brug.

    Det er ikke godt nok, at en lille robot fiser rundt i hjememt, og ser yndigt og sjov ud, og selv kan finde ladestikket igen,
    - der skal være mere indhold i det arbejde den udfører til den pris der forlanges, – som trods alt ikke er helt billig!

    Det er således helt misforstået når BT giver udtryk for erstatningen, som lige så god som en rigtig gang støvsugning, når robotterne er meget meget langt fra dette mål endnu.

  3. Hans E

    Det er IKKE hul i hovedet

    Jeg er snart 80 år og er virkelig glad for min robotstøvsuger, den er flittig og gør bedre rent end min miele støvsuger
    Så hvem har hul i hovedet som du skriver?

  4. Thor Arentoft

    Kunde denne skepsis mod økonomisk-politiske løsninger måske skyldes dårlige erfarenheder?
    Hvis det var for at plejepersonalen, der kommer til de ældre, skulle have den indsparede tid som personlig tid for den ældre, skulde det være iorden,men sådan er det vel ikke?
    Meningen er vel at spare penge i budgetterne; og at hjemmehjælperne så kan nå flere steder pr dag, og at de gamle derved får mindre service.
    Altså, plejepersonalen skal stresse yderligere, og de gamle have dårligere service, for at en økonom eller politiker har fået en dårlig ide. Hvem har tænkt på kvaliteten i plejen som det allerviktigste?
    Blå eller rød regering spiller ingen rolle.
    De mennesker der sidder på Christiansborg har ingen begreb om de grundlæggende ting der virkelig betyder noget for de mennesker de tror de representere.
    Det drejer sig altså ikke om at fjerne “nullermænd” men at spare penge på de gamles og plejepersonalens bekostning.

  5. Bea

    Hans Arentoft.

    Det er da mulig, at du ikke interessere dig for om hjemmet er helt rent, eller ikke ser, hvor robotten ikke kan klare opgaverne?
    Så at du er glad for et produkt, der ikke fungere optimalt, er dit valg.

    Eller skulle din maskine mon være den eneste på planeten, der både kan tage hjørne, paneler, tæpper med høj luv, kommer under de lavbenede møbler, trapper o.s.v.?

    Så at pålægge andre den form for rengøring, samt den ekstra udgift – med den viden, der ligger for effekten af støvsugeren – er hul i hovedet.

    Og hvad pokker skal man have 2 støvsugere for?

    Sådan siger de i Horsens efter 2 års forsøg med robotten, og det er endda et plejehjem, med bl.a. store rene gulvflader:

    “Horsens Kommune går ikke med på robotstøvsuger-bølgen i plejesektoren.

    - En robotstøvsuger gør fint rent, men den kommer jo altså ikke ud i hjørnerne, siger Charlotte Juhl Andersen (S), formand for udvalget for sundheds- og socialservice.

    Hun lægger derfor op til en politisk beslutning om, at kommunen ikke indfører robotstøvsugere på plejecentrene.”

  6. Normann Aa. Nielsen

    @Bea:
    Vi har en iRobot af lidt nyere generation. Den klarer tæpper med høj luv og frynser, den kommer under lavbenede møbler, den har en børste, så den kan klare kanter og en stor del hjørner. Nej, den kan ikke klare trapper, og den kan heller ikke støvsuge gardiner eller lofter. Men det regnede jeg heller ikke med, og det var den ikke købt til at kunne.

    Robotten er købt som en støtte til den almindelige rengøring, og virker så godt, at det er vores primære støvsuger. Hoved-rengøring foregår med den almindelige maskine.

    Vi har på samme måde købt en iRobot Scooba, der vasker gulve. Samme indvendinger som før – men nu får vi vasket gulv flere gange om måneden, hvor det før var begrænset.

    Se på udstyret som det, det er: En hjælp til den daglige rengøring.

    Mht. ekstra udgift, så kan robotterne fås fra 1300,-. Hvis der nu var en fiks kæde, så kunne man måske få mulighed for at lave storkøb, så man kunne få yderligere rabat?

  7. Annalise Christensen

    Akkurat som den støvsugning, robotstøvsugeren er i stand til at klare, er dagens leder en lige så tynd kop te. Politisk korrekt uden tvivl, men uden hold i virkelighedens daglige livsførelse.

    For hvordan med hjørner, møbler, puder, gardiner, løse tæpper, vægge, lofter , samt utallige andre ting, vi anvender en støvsuger til i rengøringen af vore hjem?
    Skal de ældre simpelthen nøjes med at få støvsuget de store flader og ellers gro til i støv og skidt ?. Hvordan så lige med de ældres helbred? Det er almindelig kendt, at der i dagens Danmark ikke gøres ofte og godt nok rent, hvorfor de kyndige på området kommer med anbefalinger om en grundigere rengøring. Dette må dog også gælde for de ældre, og også de der har behov for kommunal hjælp til rengøringen.

    Danmark har råd til at sørge for vore ældre på betryggende vis, det er ene og alene et spørgsmål om at fordele midlerne til dem der har gjort sig fortjent.
    Det er et moralsk dårligt samfund, når man lader sine egne ældre/gamle rejse gennem livets tredie fase på 3. klasse, og de ikke-bidragende indvandrere på 1. klasse.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*