B.T. mener: Søren Gade kunne oplagt bistå ved at kaste lys over sin rolle i lækage-sagen.
Vi lærte Søren Gade at kende som en varm og folkekær politiker. En mand, der fik en nation til at acceptere, at danske soldater skulle sendes i krig, også selv om det kunne koste liv.
Som forsvarsminister gik Søren Gade til den ene begravelse efter den anden og tog med tårer i øjnene afsked soldaterne, der faldt i Irak og i Afghanistan.
Det var ikke mindst Gades fortjeneste, at opbakningen til de udsendte danske tropper forblev intakt trods de smertelige tab. Med stor ægthed udtrykte han sin dybe respekt for soldaterne og roste deres indsats for at skabe en mere sikker verden. Og han betonede, hvor meget det betød for de udsendte at vide, at de havde bred politisk opbakning i Danmark.
Vi har også oplevet familiemennesket Søren Gade i sit livs sværeste stund, da han mistede sin kone, som døde af kræft. Åbenhjertigt har han fortalt om tabet og om at finde sig til rette i en ny hverdag sammen med sine to døtre.
Som forsvarsminister var Søren Gade en af de mest populære og respekterede medlemmer af regeringen. Med knap 24.000 personlige stemmer ved valget i 2007 blev han i partiet Venstre kun overgået af formanden Anders Fogh Rasmussen. Mange drømte om at se ham som Foghs arvtager. Stor respekt i udlandet. Historisk bred politisk opbakning til hans forsvarsforlig i 2009.
En februardag i 2010 var det politiske eventyr slut. Søren Gade meddelte sin afgang som minister. På det tidspunkt var det ikke længere Gades evner som forligsmager og de udsendtes forkæmper, der blev talt om. Søren Gades rolle i den meget omtalte lækage-sag spøgte og gjorde hans bratte afsked med dansk politik til en gåde.
I dag – knap to år senere – er Søren Gade atter i centrum for den endnu ikke udredte sag. For mens pilen længe pegede på hans daværende spindoktor som lækken til oplysningerne om, at danske jægersoldater skulle sendes til Irak, er søgelyset nu rettet mod den tidligere forsvarsminister.
Spindoktoren nåede at blive sigtet, men sagen mod ham blev droppet, fordi en afgørende lydfil ikke kunne udleveres. Lydfilens nylige offentliggørelse har givet næring til spekulationer om, at Søren Gade i virkeligheden kunne være den første, der videregav de fortrolige oplysninger, hvilket ifølge forsvaret bragte danske soldaters liv i fare.
Da Søren Gade forlod Forsvarsministeriet, var det med en tårevædet afskeds-seance. Hans sidste, følelsesladede timer i ministeriet blev sågar skildret i en tv-dokumentar.
I dag stortrives mistænkeliggørelsen igen. Smuttede Søren Gade i virkeligheden fra Forsvarsministeriet i 11. time, fordi han havde en fornemmelse af, at lydfilen rummede oplysninger, som ville gøre det umuligt for ham at overleve? Ministerens eftermæle er på spil. Søren Gade kunne oplagt bistå ‘historieskrivningen’ ved at kaste fuldt lys over sin rolle i lækagesagen.
Krig bringer soldaters liv i fare.
Det er noget5 vrøvl at nogle i forsvaret påstår at det her bragte danske soldaters liv i fare.
“Embedded Journalister” tror jeg kom frem i forbindelse med invasionen i Irak. USA og England havde fået på puklen i forbindelse med Dessert Storm, hvor der var lukket godt af for offentligheden. De forskellige medier fik så lov til at have et begrænset antal reportere med udpeget enheder under invasionen og siden hen. Der blev formuleret juridiske papirer om hvad og hvordan disse reportere måtte reportere. Når man er en part af (embedded) en militær enhed, deltager i briefinger og aktioner får man automatisk adgang til hemmelig viden om aktioner, metoder, våben, strategier, taktikker etc. Disse hemmeligheder har man juridisk bundet sig til ikke at give videre. I USA ville det selvfølgelig være utænkeligt, at journalister sidder ved siden af forsvarsministeren i flyveren til og fra Irak (Dubai eller hvor d nu lander).
Når man nu høre lydfilerne og resten af historien så staår det jo klart hvor sammenspist det hele er. Har Tantholdt hør om Jægerkorpset ved at overhøre en briefing, fra forsvarsministeren eller dennes spindoktor?
En af Jægersoldaterne har i dag været citeret for, at være forbandet over lækken, men også forbandet over, at det journalisterne hører, når de er i campen, ikke holdes hemmeligt. I campen hører man mange ting, som ikke må komme ud.
Indspistheden mellem disse få mennesker der har taget mange ture sammen, bliver stor i en lille andedam som Danmark. Professionalisme skorter det nok også på, man har heller ikke ressourcerne til at sætte et ordentligt system op med juridiske papirer osv.
På god dansk facon får man en uformel overenskomst om, hvorledes dette skal forgå. Og når det så går galt, hvem har sagt for meget og hvem har ikke holdt på hemmelighederne. Hvornår begynder Tantholdt at fornemme at Jægerne skal derned, hvornår bliver han ret sikker, hvornår bliver det bekræftet? Hvis spindoktoren bekræfter det, tror han så at Tantholdt allerede ved det med sikkerhed?
Fortæller Tantholdt til sine vemner hvad han ikke burde, og tager disse venner rø… på ham?
Har alle parter begået sløsede amatøragtige fejl, og dækker derfor over hinanden. Politikker, embedsmænd, forsvarskommandoofficerer, journalist, nyhedschef?
Se, dette vil kunne hænde, lige meget hvad farve regeringen har.
Mistænkeliggørelsen af venstrefløjen i forsvarsudvalget er så ryggradsreaktionen, i dette tilfælde af personer der ikke har deltaget på turen til Irak.