Leder: Sund diskussion

B.T. mener: Behov for ny sundhedsdebat – behandlingsgaranti på en måned er ikke hellig

Som politiker er det altid rart at dele gaver ud til vælgerne. Langt mere surt er det at skulle forsvare og forklare besparelser og nye prioriteringer, uanset hvor nødvendige de måtte være. Ikke mindst hvis man selv har været med til at skrue forventningspresset op.

Danskerne har store forventninger til deres sundhedsvæsen. Ny medicin og lægernes nye metoder giver os håb. Med behandlingsgarantier og udvidet frit sygehusvalg næres forventningerne helt automatisk. Og hvem vil ikke gerne bo i et land med ’et sundhedsvæsen i verdensklasse’, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte om i en af sine nytårstaler.

Ambitionen fejler bestemt ikke noget. Men der er alligevel fornuft i at stoppe op og spørge, om den generelle behandlingsgaranti på én måned er forsvarlig i en tid, hvor økonomien presser det danske sundhedsvæsen. Vismændene har i hvert fald fået øje på problemet med udpegningen af de stigende udgifter til sygehusene som en bombe under samfundsøkonomien.

I weekenden fik debatten nyt liv, da Socialdemokraterne og SF lagde op til en ny og differentieret behandlingsgaranti. Visse patienter kan godt vente i to måneder på behandling i stedet for én, lød det kontroversielle og modige signal. Til gengæld skal fokus og ressourcer flyttes til patienter med livstruende sygdomme som for eksempel kræft. Den tankegang støtter 65 procent af danskerne ifølge en ny måling, der er foretaget af Megafon for Dansk Sygeplejeråd.

Præcis hvilke patientgrupper der skal være mere tålmodige, hvis rød blok vinder valget, er endnu ikke fastlagt, men visse lidelser bliver dog nævnt: Blandt andet åreknuder, hængende øjenlåg og grå stær.

Socialdemokraterne gør en taktisk dyd ud af at understrege, at inspirationen til listen er hentet hos Venstre-manden Carl Holst, der er formand for Region Syddanmark. Her gav sygeplejekonflikten i 2008 så lange ventelister, at det var nødvendigt at forlænge behandlingsfristerne op til tre måneder.

I dag – midt i en benhård valgkamp – afviser Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti kategorisk at pille ved behandlingsgarantien. Partierne lader sig ikke påvirke af, at sundhedsøkonomer faktisk godt kan se fidusen i at opbløde den nuværende garanti. Der bliver sågar talt om risikoen for ’overbehandling’.

Da regeringen indførte brugerbetaling på kunstig befrugtning, var sundhedsminister Bertel Haarder (V) befriende klar i mælet, da han lod forstå, at der var tale om en prioritering. Netop erfarne og upopulistiske Haarder burde have mod til at ruske op i debatten om behandlingsgarantien.

For behandlingsgarantien på en måned bør ikke være hellig. Det nytter ikke at knokle løs med at løfte hængende øjenlåg, når kræftbehandlingen på danske sygehuse ikke er optimal.

Løftet om en behandlingsgaranti var gårsdagens trumf i det politiske spil. I dag er der behov for nye, modige beslutninger.

14 kommentarer

  1. Søren Andersen

    Kære BT
    Der er også tale om gigtpatienter. Tal med dine ældre familiemedlemmer om hvor smertefuldt dette er.
    Min hustru fik en ventetid på 11 uger stukket ud til en forundersøgelkse for diskoprolaps. 11 uger !
    Nu er vi pensionister, havde hun været i arbejde så skulle hun gå på sygedagpenge i 11 uger!
    Der er plads med 0 ventetid som følge af den udvidede behandlingsgaranti.
    Men selvfølgelig, hvis man syntes at Villy og Helle er sagen, så betyder stærke smerter ikke noget.

  2. Glenn Lynge Andersen

    Behandlingsgarantien er på linje med skattstoppet og andre garantier en del af tankegangen bag kontraktpolitiken, som behandler vælgerne som børn (“når Far har lovet en is SKAL vi have den. At iskiosken er lukket er ikke vores problem”) så det kan kun gå for langsomt med at få den afskaffet.

    Voksne mennesker (læs: Vælgere) kan godt forventes at forstå, at der er forskel på ventetiden om man har kræft eller årknuder. At ressourcerne skal prioriteres i sundhedsvæsenet er så selvfølgeligt, at det ikke skal skjules af en kunstig “garanti” der fordrejer sandheden.

  3. B.Fisker

    Det er en tendens til at man altid trækker værste scenarie op mod “ubetydeligheder”,og derved skævvrider man debatten.
    Der etr også en tendens til at man taler sundhedsvæsenet ned i et “sort hul”,aldrig hører man om de gode historier-næh altid de dårlige,det er ofte de unuancerede debatter der præger billedet.

  4. marianne clemen

    jeg synte at det er iorden at dem der er meget syge som kræft og hjerte patienter og andre alvorlige sygdomme kommer til først så det syntes jeg da at det er en god ide med den mdr længe hver siger osse at der går en mdr længer også med dem der er i sygelatrin da hørt jeg i radioen at vko vil bruge pengene fra efterlønnen og genoprattelsensplan men de penge har løkke lovet til bolig ejerne på tv i en tv debat så hvor vil vko for penge fra til det er lover de har jo et underskud i deres plan på 85 mia og et underskud på 1mia i deres 2020 plan så vko har ikke penge til at at love deres plan holder med en streg under også at det pjat med nyrup det passer ikke for da nyrup var statsminister der var der overskud på de offeligfinansere og på betalingsbalancen da fogh kom til brugte vko pengene forkert og det er så resultaltet idag så det skal s.sf da ikke hænges ud på og vko er imod en betalings ring i københavn tænk på hvor mange liv man kunne redde så vil lufte blive renset for at det bil os som gør folk syge også alt det støj som folk for stress af så hvis den betalings ring bliver lavet vil det glæde mig at det kan redde menneskeliv som kræft og jeg kører selv til københavn hverdag sidder i en kæmpetrafik prop med masser af bil os så har da overvejet at tag bus og tog men det er meget dyrt så hvis de sænker prisen på tog og busbilleter så vil jeg da godt tag bus og tog for at for vores co2 ned vi er det dårligste land med det højste co2 udslip så der må gøres noget og det som vko siger der er flere tog og busser hjælper ikke på trafikken der kommer flere og flere biler til

  5. Bn

    Vi må prioritere dem, der er mest syge. Det er ikke i orden,så mange dør af kræft. Det må vi gøre noget ved – som den anden store dræber – hjerte karsygdomme. Der er ingen der tvivler på, at al sygdom er smertefuldt. Men vi må dog først og fremmest sørge for at folk er i live. De sygdomme, der ikke er akutte, kan garantien lempes – eller gøres på en anden måde.

  6. Møller

    Privatiser sygehusvæsenet, så er vi fri for ventelisterne.

  7. Ilse Kristine Agerup

    Alle har ret til behandling for den sygdom de nu har. Det er ikke passende, at man kan forsikre sig til at komme først i køen til behandling.For hvad med dem der ikke har råd til at forsikre sig ? Skal de bare nederst på ventelisten ? I en privatøkonomi med sparetid, udvælger man det der er NØDVENDIGT,frem for det der ikke er det.Samme holdning burde gælde for samfundsøkonomien.Hvordan kan man vel da være så meget i tvivl om HVAD der må prioriteres FØRST ? Det er klart sundhedssektoren.Hvor ALLE skal have lige muligheder og ret for og til behandling.

  8. Jesper Kühnel

    Bare en lille kommentar. Jeg kan på mange måder godt være enig i, at en differencieret behandlingsgranti kan være både nødvendig og mulig. Der er bare så mange andre prioriteringer der kommer i spil, når man spiller et økonomisk argument for differencieringen. Så må man jo helt overordnet se på hvilke form for differenciering der er økonomisk rentabel. Det er jo ikke nødvendigvis diagnosen der bliver det afgørende. Man kan jo så medindrage hvorvidt patienten er i arbejde og dermed hurtigere bliver “produktiv” igen eller hvorfor ikke gå hele linen ud og nedsætte et vurderingspanel i regionerne, som kan se på patientens totale “nytteværdi” for samfundet. I mine øjne er økonomi vel kun en mindre del af diskussionen, da Danmark jo trods alt ikke er et u-land og vel kunne betale for verdens bedste sygehusvæsen, hvis vi ville og i den forbindelse er det meget lidt sandsynligt, at det er behandlingsgarantien på en måned, som vælter læsset. Endelig kunne man også minde Henny Christensen om, at færre behandlinger af hængende øjenlåg ikke i sig selv giver flere onkologiske specialister. Så mon ikke vi kunne have behov for en “diffencieret diskution” før vi gør det alt for simpelt her midt i valgkampen.

  9. Bea

    På den foreløbige liste (som ikke er færdig endnu)
    - der skal have forlænget behandlings garantien, står også,

    forstørret prostata og galdesten.

    Jeg ved ikke med politikerene, om de ville finde sig i ventetid på disse problemer?

    Men de mennesker, der oplever bl.a. disse 2 sygdomme i smertehelvedet,
    skal åbenbart finde sig i det?

    Så den fokusering der er på hængende øjenlåg, åreknuder og grå stær er beskæmmende,
    og en forvridning af problematikken.

    Det er syge mennesker, der bliver sat til side, med de problemer deres smerter i hverdag giver dem.

    Hvad mon der kommer yderlige på listen?

    Og hvor meget kommer det til at koste yderligere,
    at lade f.eks. den slags patienter gå længere på sygedagpenge?

    PS: At kræftpatienter har høj prioritet, det ses allerede i dag. Og det skal selvfølgelig fortsætte.

  10. Johnny Nielsen

    Sikker tendens midt i valgkampen – BT mister troværdighed – de er faktisk allerede gået i negativ.

  11. Johnny Nielsen

    Søren Andersen – der er ikke offentliggjort endsige lavet en liste endnu – den liste Ritzau lavede er ikke en som S-SF har lavet – det var faktisk een som blev lavet under VKO – så drop din harme og ret den mod dem som har snydt dig og det er ikke S-SF. Listen vil blive lavet efter valget i samarbejde med eksperter inden for sundhedssektoren – dvs. de mennesker der har forstand på tingene.

  12. Johnny Nielsen

    Helle Ib er valgets bommert

  13. Nielsen

    Hvad med om journalisterne tjekkede op på HVORFOR der har været brug for tilførsel af midler i sundhedssektoren/hospitaler????

    Er der kommet flere områder ind over? Har der været flere “IT-besparelser” som har vist sig at være stinkende dyre?-ja det tager jo penge fra patienterne!
    Er prestigeområder blevet flere?
    Er forskningsområdet gået ukontrolabet amok? -der forskes i utroligheder og liggyldigheder i stooore mængder! (f.eks.så må man spise kartofler-så må man ikke…rækken er uendelig).
    Berøringsangsten for forskerverdenden er latterlig og dyyyyyr!!!!

    Opfordring til journalister: Find ud af hvor pengene går hen!

    Det er langt mere interessant end det følelsladede: hvem skal behandles først – hvis det handler om omfordeling!

  14. Hansen

    Vi danskere er efterhånden blevet så egoistiske, at vi mener bare vi har det lidt skidt, så skal vi ha` behandling her og nu. Det skal naturligvis være mennesker med livstruende sygdomme, der skal først til. Og så skal det naturligvis bero på en lægelig vurdering. Tosse politikerne skal holde sig lang væk.

Kommentarer er lukket.